Helt og aldeles tom ( rapport fra afd psyk #2 ) (( og lidt strik))

 

( beklager genbrug af foto, men jeg må jo ikke fotografere her)

 

 

Vi er nu nået til den 9. dag på afd, og  jeg har været mange stadier igennem. Hele følelsesregistret lige med undtagelse af vrede.

 

Jeg ved ikke hvad det er med den vrede?

 

Vi kan ligesom ikke sammen. I det små… jojo så går det fint, og jeg kan blive sur over et eller andet, men den udrensende vrede, den der burde være en selvfølge nu, hvor jeg har ro og fred til at få sat årene og sårene i system og derfor også kan se, at jeg har været alene langt hen ad vejen i kampen for, at kærligheden skulle overleve, og for at jeg som menneske skulle få det godt igen, efter julen sidste år, den vrede kan jeg slet ikke finde frem fra mit indre.

 

Jeg har da hele tiden vidst ( jeg er jo dog en voksen og også livserfaren Quinde ), at der var ting og tegn i retning af, at min kærlighed var for stor i forhold til det jeg modtog retur. Men trods den voksnes klogskab, så har jeg også som en uerfaren ung pige troet på at kærligheden var der i de perioder hvor angsten ikke tog over, at det bare handlede om tid pga alle de belastninger og problemer vi har været plaget af. At kærligheden var stor nok, til at kunne række over de problemer og tage min hånd for at vandre videre i livet, når der igen var ro i lejren. Jeg selv skulle have været i behandling længe før nu, men så...   Jeg bliver rask og klar igen, men toget er kørt. Jeg fik ikke nogen billet til den videre tur ind i fremtiden med kæresten.

 

Det var det med vreden..

 

Jeg ville ønske at jeg kunne være vred. Vred over at jeg ikke ved hvor længe jeg har gået i angsten, uden at vide at den var velbegrundet. Vred over at den angst og frygt jeg har udviklet, ikke er blevet mødt med kærlighed og forståelse, og frem for alt viljen til at hjælpe mig af med den igen. Istedet for at få bekymringen til at forsvinde med masser af samtale og viljen til at hjælpe mig med de ting der var svære for mig, er der istedet lagt brænde på bålet ved yderligere handlinger, som har fået hele mit system til at accelere i panik og frygt.

Jeg burde være så vred, skuffet og led ved, at jeg har givet min kærlighed ubetinget, vred over at vi dybest set aldrig fik en chance, da først vi boede sammen. Betingelserne var umulige, den store knægts ihærdige indsats for effektiv og den faderlige evne til at sige STOP SÅ  for ringe, pladsen for trang og min psyke for skrøbelig, og kommunen for sløv i optrækket da vi første gang rakte ud efter hjælp.

 

VRED VRED VRED…

 

Jeg er bare ikke vred. Kun tom som en tønde efter sømænds besøg hos kromutter. Jeg føler ingenting. kan sagtens grine af en vittighed, tude af sorg og savn, blive irriteret og bitter, men det hele varer kun kort, og jeg fyldes igen af denne underlige ingentingsfornemmelse.  Hvad skal jeg i det hele taget føle?? Lettelse over at jeg nu er ude af cirkuset? Eller sorg over tabet af det jeg troede på?  Vrede? Bitterhed? Hva? hva?hva?    sig mig det, for jeg kan ikke selv frembringe andet end det store rungende ?????

 

**********************************

 

Ellers går det fint på afd. Som søvnløs har jeg det privilegium at jeg kan sidde under en GRANDE parasol, pakket ind til tænderne i sjaler og tæpper, ryge mine giftpinde og drikke kamillethe, imens jeg lytter til nattens stilhed, regnen der siler eller sneen der falder så tyst.  Det er et dejligt øjeblik for mig, derude under stjernerne, med ro til at mærke mine egne følelser, om de så er helt væk, eller fylder mig med minder der gør mig ked af det.

Her er stadigt drama ind i mellem, og  jeg vil her benytte lejligheden til at sende en hilsen til alle landets plejere og andet godtfolk på de psykiatriske afdelinger. De kommer faneme ikke sovende til deres løn. Samtidigt med at de skal være der for patienterne, og det er de som oftest, så skal de sørge for maden, jounalerne, “underholding”, mandsopdækning til patienter der kræver det, koordinere og ikke mindst…

Trække vejret.  Phewww siger jeg bare. GUD BEVARE DANMARK OG SYGEHUSPERSONALET.

 

 

 

 

 

Jeg har roen i mit eget værelse, og vil her til slut fortælle at når det handler om strik er jeg virkeligt kommet i vælten som et orakel og et talent. En status jeg ikke selv mener jeg fortjener, men faktum er at der meldes om udbrud af voldsom begejstring, især over mit Kaunisjal i mange farver, men også over at jeg har strikket min hoodie, at jeg i det hele taget har strikket de ting  jeg har, og at jeg nu har kopieret en købt cardigan og bare strikket den på slump og efter gehør.  Og så er jeg forresten gået i gang med endnu en udgave af den sweater fra Wilfert fra sidste måned. Denne gang i grå og med planer om spændende ændringer.

 

Ved I hvad derude…?

 

Jeg HAR fortalt dem, at der her i blogland og på Ravelry findes tusind gange bedre strikkere, men JEG er ikke den der afviser ros for tiden. Og masser af den :-)

 

HIT ME!  siger jeg bare