Eet skridt frem og to tilbage ( rapport fra afd psyk #7 )

 

 

De korte nyheder:                       ( der endte med alligevel at blive lidt længere hihi)

 

Natten til idag og det meste af tirsdagen, har været så rædselsfuld at det faktisk ikke kan beskrives, men kort sagt kan jeg nu forhåbentlig se frem til ordentlig søvn, OG dermed mere af det overskud jeg SKAL have for at komme ud til det liv der venter. Dårlig kommunikation i mellem læger og personale endte med at jeg stod som patienten der gik helt i spåner. Og jeg mener HELT i spåner..  Rystende, grædende, bleg, slidt, nervøs og med ondt i maven, mødte jeg tirsdagen.  Og jeg gider ikke bliver MERE syg af at være her. Hvad fanden skal det hjælpe??

 

En lægesamtale senere, hvor jeg redegjorde for min oplevelse og hvad jeg iøvrigt forventer af mit ophold her, fik rettet op på den miser, men den har kostet både fysisk og psykisk. Værst er det sidste, for jeg var jo faktisk begyndt at føle en vis form for ro og optimisme. De seneste døgns oplevelser fik banket mig godt og grundigt tilbage til square one og nu må jeg forfra igen..

 

Der er langt en plan for hvad og hvordan jeg skal arbejde med tingene og den er jeg tilfreds med. Eneste hage er at uanset hvor meget jeg arbejder og slider med mig selv, vil det ikke speede sorgen op og dermed UD af mit system. Det tager den tid det tager..  desværre.

 

Jeg har lært nogle meget vigtige ting trods alt:

 

ALDRIG ALDRIG at give mig selv så 100% igen.

Aldrig at stole så 100% på kærligheden igen.

Aldrig at give køb på min egen sikkerhed i form at bolig og den slags, uanset hvor meget nogen skulle påstå at de elskde mig og ville mig.

Aldrig at forlade mig på, at det der bliver sagt holder i svære tider.

 

 

Lyder jeg bitter, er det ikke det jeg her prøver at formidle. Det handler om at denne oplevelse kan jeg simpelthen ikke tåle psykisk nogensinde igen. Aldrig har angst været en del af min diagnose eller mit liv før nu. Angst er noget af det værste jeg har oplevet i denne verden af psykisk lidelse. Jeg VED at mange ved hvad jeg taler om, når jeg siger at den er ødelæggende. Det skæve her er at man for det meste lider af angst for udefrakommende ting, og kan finde trygheden indefor hjemmets fire vægge. Min angst er skabt netop der hvor jeg skulle være mest tryg, så hvor går jeg så hen??

 

 

Jeg har kun mig selv og mine børn og mine forældre at stole på og tage mig af. Deres kærlighed er tryg og konstant, UANSET hvor syg jeg bliver i perioder.

 

Indtil videre pisker tårene stadigt ud af mig, og som Lavendel så godt har beskrevet, så ved jeg da nu lidt om den proces der venter mig. Jeg glæder mig til fasen der handler om vrede.. Jeg trænger til at tæske løs på et eller andet.

 

Over and out ;)