Næsten 3 uger er der gået …( rapport fra afd psyk #8 )

 

 

 

 

…. og der er ikke meget andet at sige end at jeg kæmper.

 

 

 

 

 

Som i alpernes sneklædte landskab, går det op ad bakke og ned ad bakke og så tager vi lige en tur op ad bakken igen. Der er nu bred enighed i “bestyrelsen” ( personalet og jeg ) om, at hvis jeg skal stå denne kamp igennem, så er jeg simpelthen nødt til at benytte mig af de medicinske hjælpemidler der står på hylden, for ellers ender jeg istedet som en vissen grøntsag. Een ting er den overbelastning jeg oprindeligt ville lade mig indlægge for at få hjælp til at kurere, en anden er den sorg der lige blev serveret på et sølvfad for mig på dørtrinet til hospitalet.

 

Mit eneste mål er at sikre min søn og mig selv tag over hovedet, trygge rammer OG RO. At holde fokus på det kan jeg så kun, hvis jeg får støtte i form af personalets samtaler med mig, og hjælp til at sove om natten, og beroligende medicin der kan holde mig samlet om dagen. Uden det går jeg i opløsning og mister al sans for at komme videre. Den metode ER afprøvet og det gik helt galt.

 

Siden tirsdag har jeg så lige så stille igen fået styr på tankerne, og jeg har aktivt kunnet foretage telefonopkald, skrive praktiske mails, og tænke lidt frem. Jeg har det lidt sådan, at da jeg og Rasmus skal ud af vores hjem, så er det DET jeg skal været samlet til at gennemføre, og så må alle de sorgreaktioner jeg dysser lidt ned nu, komme bagefter. Som ved dødsfald, må jeg gennemføre det praktiske og så derefter lade mig selv få følelserne helt ud. I øvrigt har jeg jo mine ugentlige samtaler med psykologen og der får jeg talt og talt og tudet og tudet, og det hjælper også.

 

Jeg er sikker på at mange før jeg selv, har set det komme. Men chokket sidder jeg stadigt med. Og tusind spørgsmål som måske aldrig bliver besvaret. Det er næsten det værste for ord er det eneste jeg kan forholde mig til. Konkrete ord som sætter det på plads, der rumsterer inde i knolden på mig.  En ting som er så fjollet, men som sikkert også er helt normal, er min følelse af at være “forkert”. Fysisk må jeg være forkert, og mentalt må jeg være forkert, for det KAN ikke være mangel på kærlighed fra mig der er årsagen.    EJ, jeg ved jo godt hvorfor det er gået som det er gået, men i mørke stunder kommer disse tumpede tanker. At jeg ikke er noget værd, for var jeg det, var jeg også værd at hjælpe og støtte når jeg får det svært i sindet.  Var jeg noget værd ville jeg stadigt være værdig til at modtage både fysisk og mental kærlighed, også når jeg er syg eller svag.

 

**************************

 

 

NÅ, men her på afd er der ellers så småt ved at være bare lidt juleagtigt. Det er ikke sørgeligt det hele, og en af de ting man overlever på sådan et sted som her, er en grum humor og masser af selvironi. For tiden har vi en munter og ongoing samtale kørende, fordi det er et stort mysterie hvad der er blevet af de tre kasser julepynt som tilhører denne del af psyk afdelingerne. De er pist borte og mange har en mening og et forslag til hvad der kan være sket dem siden sidste jul. Vi er ude i  at overveje hemmelige missioner rundt i huset, for at finde den forsvundne nisse og alle hjerterne. Faktisk er der stof til en udemærket ny voksenjulekalender på DR2…  Se det for jer:

 

24 afsnit hvor en flok plejere og mere eller mindre forstyrrede patienter er på julepyntejagt rundt i hospitalets gange og kældre. D. 23 dukker det endeligt op og d. 24 kan alle glæde sig over at det alligevel blev jul i afd. psyk. Jeg tænker at Hr. Anders Mattesen ville været et godt bud på forfatter, instruktør og rolle ansvarlig ;-)  Hva ba..  hva siger du Anders? er du frisk?  hehe

 

 

Indtil videre sidder jeg og et par andre plantet foran skærmen hver aften for, at se et afsnit af Jul på Vesterbro. Længe leve DVD’en :-)

 

PS:  Jeg savner mine unger helt forfærdeligt, men de har sendt mig en lille film af dem selv fra forleden aften og  jeg blev så glad at jeg hylede lidt. De er sgu skønne og de er mine :)

 

Original Video - More videos at TinyPic