Aktiv søndag ( rapport fra afd psyk #9 )

 

 

På denne tredje søndag i mit liv som patient, har jeg virkelig lagt mig i selen for at få en god dag, gøre det jeg er blevet rådet til, så jeg klapper mig selv på skulderen.

 

Op kl lidt over otte, morgenmad, lysterapi, skovle sne fra terassen incl fejning og saltning, vandretur en times tid, forkost, hvil, afhentning med indlagt besøg hos en god ven, plaid, kaffe og snak, aflevering og derefter afslutning med skovling af MERE sne først foran min bil, som var blokeret at en ordentlig bunke bortfejet sne fra p-pladsen!!! ( nu kan jeg så køre den ud uden problemer igen), og derefter terassen endnu engang…

 

PHEWWW!!

 

Nu syntes jeg nok, at jeg har gjort mig fortjent til at hvile ud i ro på mit værelse I MIN SENG UNDER DEN VARME DYNE. Iøvrigt er kugledynen nu heldigvis ikke længere nødvendig, jeg har i stedet tre tunge bomuldstæpper ovenpå dynen, for varm er den sgu ikke.

 

Jeg beklager hvis læserne af denne blog ku blive lidt trætte af mine skriverier for tiden, for de handler jo i den grad om det der er hændt mig, men det er altså det der fylder, det der skal ud og det der grundes og funderes meget over i mit hoved.  Så til dem der ikke gider mere ordbøvl om forhold og deslige, de kan springe af her, for nu tømmer jeg lige mit hoved for de seneste tanker ;)

 

 

 

 

 

Når man sådan går og skovler sne, får man både motioneret kroppen og hjernen. I sneen der væltede ned, og i den stilhed det giver er der masser af ro til at lade tankerne finde på plads et sted, hvor de virker fornuftige. De senere dage har jeg været meget optaget af det triste i den kærlighedshistorie jeg har været en del af, og som ikke klarede krisen. Det havde jeg faktisk ikke troet ville ske, og det ærgrer mig at to mennesker som i bund og grund har helt de samme drømme, intentioner, følelser og hensigter, skal ende med at måtte bryde. Det ærgrer mig ad helvede til for nu at sige det mildt. Også fordi vores fire sammenbragte unger nu var ved at finde melodien sammen. Vores to piger har haft utroligt meget gavn af hinanden sommeren igennem, mine børn er vilde med den mand de lærte at kende som deres mors elskede. Min datter har ligefrem erklæret højt og til alle der gad lytte, at HAN har været mere far for hende, end hendes egen kødelige af slagsen, og hun er vældigt ked af det hersens brud. Min søn ser op til ham og spørger ham til råds om en mængde ting hver eneste dag. Omvendt ved jeg at ihvertfald hans datter også er glad ved mig på sin egen måde. DET faktum har rørt mig meget for jeg har bestemt ikke været lige god som ny mor for hende, i de perioder hvor jeg har været udbrændt. ALLIGEVEL har hun besøgt mig her på hospitalet, og jeg fik det kæmpeste kram af hende i går derhjemme ( skulle hente et vigtigt brev),  mens hun fik helt tårer i øjnene, så der blev vi begge påvirkede af hele situationen. Foruden at hendes  familie  hjemme er i opløsning, har hun knagme også måttet opleve, at skolen ikke har passet ordentligt på de to elskede marsvin, som begge er døde af kulde!  Så kan det bare ikke være mere sørgeligt.  Den store teenagersøn, ved jeg ikke lige hvordan har det med mig nu, men vi taler faktisk fint sammen igen, når han rammer adressen.

Med alt det vi har været igennem , og med de udsigter der nu er til at jeg inden for en overskuelig fremtid får det godt igen, med ungerne og min egen hverdag sat i system, og med mig der har udsigt til et skånejob i min ynglingsgarnforretning ( NEMLIG SÅ ), så er alle tegn på en lettere hverdag med mere styr på tingene til at få øje på.  Jeg mærker allerede nu en forandring efter de tre uger her. Jeg har med den rette medicin og roen her fået mere overskud, jeg har fået gang i daglig motion jeg kan tage med mig ud i livet, jeg øver mig i at udvide min sociale tolerence, jeg mærker lysten til at opleve og leve mere og mere dag for dag. Lysten til en hverdag med stabilitet og plads og overskud til at være impulsiv.

 

 

Jeg forbeholder mig endnu retten til at sørge lidt over at kærligheden nåede at slides op inden.  Med de mange fælles interesser, mål og drømme, kunne vi faktisk have haft en fantastisk fremtid liggende lige foran os.. En fremtid hvor vi også kunne få mere tid til at være kærester og ikke kun problemknusere.

 

Jeg syntes det er ok at jeg ærgrer mig.. Så det gør jeg altså lige lidt endnu.