NU kan det satm’e være nok!( rapport fra afd psyk # 10 )

 

 

Jeg bringer lige en brugevenlig advarsel:  DETTE INDLÆG ER IKKE FOR FOLK MED HANG TIL PÆNT SPROGBRUG!

*****************************************************

Vi starter lige blidt og langsomt med at slå fast at jeg i DEN grad har været glad for at være indlagt. Det var tiltrængt, nødvendigt og meget vigtigt for mig, da jeg stod i indlæggelsens dør den der berømte aften.

Mit liv var langsomt gledet mig af hænde, depresssion og usikkerhed, træthed, angst og manglende gnist havde skøjtet mig over ende i løbet af året, og jeg blev skubbet det sidste stykke af kæresten, der ikke længere ville mere.

GODT SÅ!

Jeg har været igennem HELVEDE og jeg kan ikke anbefale det til nogen, at gå rundt på den måde uden at få hjælp. En tid gik med den ro og tryghed jeg havde så hårdt brug for, dernæst blev jeg sendt lige durk tilbage til ingenmandsland igen, af en emsig overlæge. Med fornuft og velovervejet formulering fik jeg tingene sat i perspektiv, og jeg fik igen “lov” til at sove og få ro til min sjæl. I den følgene uge har jeg indhentet Henriette rigtigt meget, og

 

SÅ KNÆKKER FILMEN SATM’E IGEN FOR HR. OVERLÆGE DOKTOR EKSPERT “%¤#&¤%i)¤(/¤!!!!!!!!!!

 

I går mandag, var dagen for den planlagte opfølgende samtale, omkring  effekten af medicin, terapi, daglige rutiner, lysbehandling og pilatesbold.

Jeg vil her lige indskyde at den har været K Æ M P E. På den ene uge fik jeg virkeligt hold på mig selv igen. Jeg har været mere social hver dag, har motioneret, skovlet sne som en anden vejarbejder, talt, været hjemme i flere omgange med succes, ringet og skrevet og talt med alt, hvad jeg kunne komme til for at finde en bolig, sørget for en mulig form arbejde i sigte, og  jeg har mærket at jeg har kunnet se fremad.

 

O G   SÅ SKER FØLGENDE :

 

Mandag morgen oprinder.

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg IKKE skal til samtale alligevel. (  Nye og dårligere patienter skal til. Helt ok..)

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg alligevel skal til samtale.

Jeg får at vide af min kontaktperson, at jeg alligevel IKKE skal til samtale!!!!

Jeg tager tøj på og planlægger et besøg hjemme, samt div andet småtteri.

Jeg får at vide at jeg alligevel SKAL til samtale!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg tager tøjet af og sætter mig til at vente med en begyndende irritation ( ja ja jeg ved det, jeg er MEGET tålmodig ) ude på terassen med en til lejligheden passende beroligende smøg…

Jeg får at vide at jeg I K K E skal til samtale A L L I G E V E L !!!!

Dette sker inden for så’n ca to timer.

SÅ kan det ellers være at den anden side af Henriette begynder at vise sig, og jeg forklarer min kontaktperson, at jeg generelt er hamrende ligeglad med den samtale, det eneste jeg er optaget af er, at jeg ikke får fjernet den medicin der i kombination med den daglige rytme af bla bla bla, har fået mig til at fungere godt igen.

UUUUHHHAAA da da, “ stol på mig “ siger damen, og kigger indtrængende på mig. Du kan være HHEEEEELLLTTT tryg. Vi er alle enige om herinde at du skal fortsætte den gode stil nu. ” Bare slap af og lad være med at bekymre dig”.

Hmm!  siger jeg og går ud i verden.

Da aftenen stunder til, og jeg begynder at mærke lidt nervøsitet over morgendagens (  i dag tirsdag ) samtale med Foreningen til støtte for boligløse enlige forældre, går jeg ind og beder om min aften medicin, der består af den antidepressive, og de to der i kombi virker beroligende og søvndyssende. Jeg vil gerne sove så jeg kan være frisk og skarp selvfølgelig.

“ Det er blevet fjernet, kan jeg se. Du må vente til i morgen med at snakke med lægen om det”, lyder beskeden fra den Frue der udleverer bolsjerne.

SÅ SPRANG ELASTIKKEN FOR FRK. PATIENT.

Jeg fik trumfet igennem med fast stemme og masser af ord, at jeg ihvertfald SKULLE have noget at sove på. Og så ku jeg ellers gå i seng med nye bekymringer om, hvad ham Hr. Overlægespecialist NU har gang i??

I dag gør jeg så som anbefalet fra sygedamen i aftes, opmærksom på at jeg skal til en vigtig samtale i Kbh, og at jeg gerne vil have fejlen rettet. For det må da bestemt være en fejl, er jeg sikker på. Det er det så ikke, jeg kan vente til Hr. overlægespecialist ankommer med sit hof kl halv ti. Umuligt siger jeg, for jeg skal køre kl 10.oo DUT, og jeg skal vel at mærke K Ø R E  i bil, som i være trafiksikker.. og enhver patient ved, at før samtalerne kan begynde skal der først konfereres en times tid, og så er jeg den der er smuttet.

Jeg får sgu edder fan’me besked om, at jeg må vente til jeg kommer tilbage og at der nok skal blive taget hånd om problemet i mellemtiden.  De er simpelthen ikke rigtigt kloge og om muligt endnu mere utilregnelige end de fleste af patienterne her på den lukkede. Inden jeg går ud af døren gør jeg opmærksom på , at når jeg er tilbage så er der styr på min medicin, og ellers kan de udskrive mig. DET gider jeg godt nok ikke stå model til. Jeg har det så stabilt nu, at jeg dybest set ikke gider være her mere. Afdelingen har udtjent sin værnepligt, har gjort det den skulle og nu må jeg videre. Jeg har en yderst fornuftig praktiserende læge ude i den normale verden, der kan overtage ansvaret, OG som er enig i at NU er ikke tiden til at lege med doser eller spekulere i afhængighed. Jeg vil hjem til min søn, hjem til min egen kontrol og jeg kan mærke at jeg nu står et sted hvor jeg godt kan håndtere min virkelighed, indtil jeg kan flytte. Det er da helt sikkert at det bedste og ideelle ville være, at jeg IKKE skulle hjem til mit nuværende hjem, men sådan er det nu engang og jeg hører ikke længere til her.

Da jeg kommer tilbage til hospitalet er intet ændret, men der er ingen der vil udskrive mig før jeg har talt med Hr. klogeågesen i morgen! Han kan lige komme an kan han. SÅ skal jeg satme forklare ham at jeg ikke behøver optage mere plads herinde, og at der er andre og dårligere patienter der banker på døren derude i frostvejret. Hvad fanden ligner det?? 

Jeg afventer nu bare at tiden går, og at jeg kan komme UD igen.

 

**********************

 

Og hvordan har jeg det så, sådan helt reelt og inderst inde?

Jo ser I derude i blogland, jeg har det sgu ok. Jeg har samlet mig sammen til en næsten hel person igen. Henriette er ved at være på banen, hun har sine faste morgenmørkerutiner lagt på plads, og kan selv skaffe sig en lyslampe og en pilatesbold, hun går ind og ud af sit nuværende hjem uden de store problemer, hun VED at der kommer gode tider, med et mini job, humør, lyst og overskud,  og  også en lejlighed. Der kommer til at gå lidt tid, for det er IKKE til at skaffe på et sekund, men det er fint nok. Hvis min nu eks’ kæreste ikke længere tænder på min røv når jeg bøjer mig ned, får kyssetrang når han ser på mig, eller føler at jeg har en personlighed der er værd at holde på, så ham om det. Det er HANS TAB.  Jeg er nemlig både sexet, dejlig, fristende og godhjertet, varm, rummelig og fyldt med en masse kærlighed, og den dag jeg selv ikke længere savner det fysiske nærvær ved ham, så står der nok en anden og venter på mig. Indtil da er jeg kun styret mod et godt og trygt liv med Rasmus. Hans efterskole er vigtig for ham, så derfor er det vigtigt for mig at forblive i kommunene, da det er dem der har givet tilsagn om fuld betaling til det. Det vil andre kommuner ikke være med til har jeg nu erfaret.

Mira vil gerne have, at jeg kommer med til juletræsfest på lørdag på hendes efterskole og DET vil jeg med glæde deltage i. For hendes skyld. Hun har oplevet nok af øv i tilværelsen, så jeg vil gerne kramme hende og kigge på hendes juledekorationer på skolen. Jeg vil gerne også for min egen skyld, OG DET KAN JEG GODT.

Planerne er nu sådan, at vi vil fokusere på at ungerne ikke skal mærke for meget til endnu en trist jul i hjemmet, så vi går ud i fælleskab og indkøber et juletræ, de får opgaven med at pynte det. Vi holder julen sammen, vi overholder den månedlange aftale om at hygge i juledagene med film i lange baner for både Harry Potter og Piraten fra Carribien venter på at knas og lys bliver sat frem. DET KAN JEG OGSÅ GODT KLARE. DET SKAL JEG KLARE FORDI DET BETYDER NOGET FOR DE BØRN, DER ER KOMMET I KLEMME.

Tilgengæld kommer jeg til at indse at det bliver en julegave løs jul for mig. ÆV. Der er ingen til at give mig gaver. Kæresten er ikke kæreste mere, mine forældre har allerede brugt deres penge på at hjælpe mig i nuet, og ungerne har ingen penge så sådan er det.

Jeg tror også at nytårsaften bliver en aften jeg er alene. Jeg er mere end velkommen til at tage med, hvor vi hele tiden har skullet hen, men jeg KAN tilgengæld IKKE klare lige denne aften, i selskab med min stadigt elskede UDEN at jeg kan kysse og kramme.

 

DET KAN JEG IKKE..

 

Jeg kan en masse som I kan se, men jeg kan kun med en kombi af medicin og hverdagsrutiner. Jeg kan IKKE med en læge, der svinger som flagene på Øresundsbroen i snestorm.

Pisse, sgu, faneme,  og helvde NEJ!

Jeg vil hjem til den sofa jeg fik julepyntet lidt i søndags da jeg rundede adressen.

 

Jeg vil hjem og bage kager, bagt af dej fra Irma ( mon ikke den er bedst??), jeg vil hjem og se mit garn igen, hjem og få styr på tilværelsen som den skal være om ikke så længe, hjem til det køkken jeg er begyndt at have lyst til at koge i, hjem til det TV der stadigt er mit så længe det varer, og se på tv JEG ( og fam..) har lyst til.

Jeg vil hjem NU!

Farvel til afd. Psyk.

 

Goddag til verden og jer derude i blogland :-))))))))

( tænk kan jeg virkelig ikke bande eller skrive mere grimt end dette??  Hmm )