Det nye liv..

 

 

 

 

 

 

 

Denne sidste uge inden jul, har for mig som for alle andre været en smule fortravlet. En masse praktiske ting har skulle klares, og her taler jeg ikke om julepraktisk, men om det nye liv jeg er igang med.

Og nu det med det nye liv..

Det er som om bloggens titel ikke længere har sin berettigelse, så jeg går og overvejer what to do?  Jeg beholder ihvertfald helt sikkert adressen, for det er alt for bøvlet at skifte den, men når man så har klikket sig ind på den, vil der i fremtiden komme en ny blogtitel frem foroven. Meget passende og helt i tråd med hvad der foregår inden i mig og rundt omkring mig, kommer bloggen nu til at hedde:

Det nye liv.

Hvad ellers kan jeg næsten spørge? :-)

Fra det nye år ændrer jeg forsiden og dermed også mit liv herinde. Jeg kan og vil IKKE ændre på indholdets grundpille.  Min blog er stadigt den der handler om at takle en hverdag med en psykisk lidelse, åbenhed omkring netop det at have sådan en størrelse med i dybet af sindet, og om hvordan jeg forsøger at forholde mig til det.  Fra tiden inden jeg flyttede til Vanløse, har jeg med mig en klar holdning om, at min identitet IKKE MÅ være at være pensionist og psykisk lidende. Min identitet skal til at genopbygges, for jeg er heller ikke længere en del af en tosomhed. Er ikke kæreste eller elskerinde, firdobbelt mor eller en kvinde med pligter der overstiger mine kræfter. Jeg er derimod nu på vej ind i en ny fase af mit liv, og den fase vil jeg selvfølgelig utroligt gerne dele med jer derude. Ikke kun VIL  jeg, jeg er faktisk også nødt til det, for jeg har brug for de tilbagemeldinger jeg får, til at støtte mig på de dage hvor kampen bliver for svær at håndtere.  Bloggens netværk har vist sig at være helt utroligt, og en vigtig del af mit liv nu. Jeg håber at jeg en dag står der, hvor jeg kan give noget af det tilbage igen i form af mental eller praktisk overskud.

 

Det nye liv, kommer til at indeholde beretninger om hvordan min hverdag former sig, med skånejobbet i min lille nærstrikkebutik. ( Ja ok..  nær og nær, lige nu og indtil vi får os en egentlig egen bolig i Vanløse, er den så altså lidt mere fjern i det  hihi ), men ikke desto mindre er det et stort plus i bogen, der kan skrives om hvordan jeg skal komme videre og OP lyset igen, efter et brud der har været utroligt svært for mig. På den baggrund vil jeg selvfølgelig for en stor del forkusere endnu mere på strik, garn, og mit eget lille strikkemagasin. Jeg har syntes det var hammer sjovt at skrive sådan et, jeg har glædet mig over at finde på og illustrere, så det VIL jeg til at bruge mere tid på. Med bruddet har jeg jo også mistet met elskede og nyindrettede arbejdsværelse og DET ved jeg slet ikke hvordan jeg skal genskabe??  Selvfølgelig bliver selve min kommende bolig vel en for for retreat, men dette lille værelse har jeg lagt så meget sjæl og kærlighed i. Jeg savner det allerede.. 

Der skal være beretninger om de to børn jeg har og, som er grunden til at jeg aldrig har overvejet ikke at ville leve mere, uanset hvad jeg har skullet igennem. At have børn når man har en psykisk lidelse er IKKE nogen let ting, skyld og bekymring følger med, men til gengæld er netop de to elskede unger hele GRUNDEN til at livet er værd at kæmpe for. Den pris de har betalt og kommer til at betale i deres eget liv, for at have mig som mor er desværre nok ikke til at komme udenom, men sådan er livet også.  Jeg er en del af DERES baggage på godt og ondt.

Det nye liv, håber jeg også fremover kommer til at kunne bidrage med sjove beretninger fra dyrenes verden. Mine elskede pelsede,  SOM JEG SAVNER HELT SINDSSYGT  skal aldrig mere undvære deres mor i så lang tid som nu. Som erstatning for den hund jeg kun kan drømme om, håber jeg at komme til at bo et sted, hvor jeg så i det mindste må have en kat.  Det nye liv kan så desværre kun rumme to af de fire marsvin, så Cupcake og Chokofant kommer med mig, da de to andre er meget glade for John. Vi må som andre dyre”forældre” deles om vores kæledyr, og vi har begge indset at fire er for meget til een, så to må det være fremover. SUK OG ØV.

Jeg håber også af hele mit hjerte at jeg må få en altan det næste sted jeg skal bo. Alt andet ville være for bittert, for altanen er jo mit grønne helle her i byen, og får jeg den ikke.. ja så må jeg lukke og slukke for min altanblog. En blog jeg ellers er stolt af og, som kunne have fyldt min hverdag med grønne skriv og oplevelser. Nu får vi se om jeg må være så heldig.

Alt i alt er jeg ikke helt nede under gulvbrædderne mere, selvom sorgen og tabet stadigt skal bearbejdes og gennemleves for at kunne lagres på den rette hylde i min erindring. Chokket er ved at fortage sig, men der kommer stadigt nogle ind i mellem, nogle der er naturlige, men som gør pokkers ondt.  Jeg har fundet en bog frem fra gemmerne i mine reoler..  En bog jeg købte engang, og som jeg egentlig aldrig troede jeg ville få brug for nogensinde igen. Bogen er ganske fortræffelig og handler om netop at overvinde sin (kæreste) sorg, og jeg kan sidde og strege under og lave æselører konstant. Bogens titel er:

Jeg kan varmt anbefale den til andre, der skulle befinde sig på samme sted som jeg. Hun skriver godt og ligetil, med et sprog der er til at gå til. Jeg håber at den sammen med mine samtaler hos psykologen kan hjælpe mig godt igennem denne tid, så jeg en dag står stærkt i mig selv. Måske for første gang nogensinde. Jeg har nemligt hidtil troet at jeg var stærk og, at mine erfaringer fra livet havde sat sig fast og lært mig et og andet, men det har altså ikke været tilfældet. Ihvertfald skulle jeg have fået bearbejdet sidste års chok ordentligt, i stedet for at lukke ned og suse videre uden at mærke mig selv. Gør jeg det må kroppen til sidst træde til, og gøre mig opmærksom på at noget er galt i form af uforklarlige smerter, som dem jeg har oplevet så mange af i dette år. Jeg vidste det jo godt. Burde have kunnet genkende mekanismerne fra mit ægteskab og et andet kedeligt forhold før jeg mødte min nyeste eks. At jeg nu kan føje endnu en “eks” til mit liv, er både et kæmpe nederlag og ret så trist, men man er to om forliset, og min egen del af det ved jeg godt hvad er.

 

Det nye liv..  jeg håber det bliver godt og i hvertfald er jeg nødt til at se på det som en udfordring. Desværre syntes jeg måske nok at jeg har haft nok af dem, og at jeg egentlig mest havde fortjent at kunne hvile i livet og nyde en masse gode ting, uden at skulle kæmpe så forbandet meget hele tiden.

 

   Kære læsere jeg ønsker jer alle en rigtigt glædelig jul og et godt nytår. På gensyn i 2011.