Indlægget jeg aldrig troede jeg skulle skrive

 

 

Det er med megen ydmyghed og en skidt fornemmelse at jeg nu beder blogland om hjælp. Jeg er desværre endt i en situation der er endnu mere håbløs, end dengang  jeg blev skilt, for denne gang har jeg stort set INTET at tage med mig, andet end et par stole og mine reoler med strik og bøger. Småmøbler, lidt køkkenting og så er det vist det. Spred gerne budskabet rundt.

 

Er der nogen af alle jer derude der har noget stående som alligevel skal skrottes, vil I så donere eller sælge billigt til mig?

 

Det drejer sig om gu ved hvor mange forskellige genstande.

 

Tallerkener, bestik, gryder, pander ( mit eget er jo ubrugeligt nu hvor det har været brugt på et gaskomfur), elkedel, kaffekande mm, og så de helt umulige ting såsom, dvd’afspiller, tv, radio, noget til at opbevare tøj i, seng, sofa, spisebord, stole     og…

 

 

..Åh gud jeg kan slet ikke overskue det!  Alle mulige tanker om det praktiske hober sig op. Hvordan skal jeg få flyttet mine ting, hvorhen skal det, og for hvilke midler.

 

 

I morgen fredag skal jeg til møde med et kvindekrisecenter, hvor de har een akutbolig tilbage. Eneste issue er om der er plads til Rasmus. Den er nemlig meget lille, og lige nu kan jeg ikke tage meget med mig, så det jeg dog har af ejendele skal opmagasineres et eller andet sted. 

 

Jeg skal nemlig væk herfra og det skal gå hurtigt. Nye opdagelser har gjort at jeg ikke kan være her et sekund mere end højst nødvendigt.  Akutboligen kan jeg så heldigvis være i indtil de tre instanser der er igang med at hjælpe mig, kan fremskaffe en bolig.  Alle planer om at forsøge at gøre noget for at det ikke går for meget ud over ungerne er droppet, JEG er færdig med at yde mit. Dråben der fik bægeret til at flyde over kan jeg slet ikke holde ud at skrive om, men jeg er den der er smuttet. Det gælder mit helbred og min forstand.. Er nogen nysgerrige så skriv en mail, jeg vil gerne og HAR brug for at lukke luft ud, men det kan jeg i dette tilfælde IKKE gøre her.

 

2011 Må  og skal blive MIT år og jeg er klar til at skabe mig et liv der er godt for mig og for Rasmus.  Ku dog godt have ønsket at jeg havde været en bedre menneske kender..

 

EEN ting ved jeg dog med sikkerhed:

 

Det er IKKE mig den er gal med. Min moral og etik er den rigtige og  jeg holder fast i, at de grænser jeg har følt overskredet, ER grænser der er helt fornuftige at have.