Og så retur igen…

 

 

 

 

En kort hilsen bliver det til i dag ( … som sædvanligt blev den så ikke så kort alligevel!  hihi ) . Jeg var ved godt mod, og og godt igang med at finde Henriette og troen på egen styrke igen, de jeg blev udskrevet. Det holdt sån’ ca fire timer indtil jeg igen blev konfronteret med nye informationer, der i den grad var mere end jeg som menneske kunne rumme. Fredag gik ok, men fredag aften begyndte jeg at smuldre og i går lørdag vågnede jeg op fuldstændigt i opløsning. Jeg ved heldigvis godt, at her handler min reaktion overhovedet IKKE om syg eller ikke syg, den er 100% normal, og alle andre ville reagere på nøjagtigt samme måde. Her er det mig der har en sund reaktion, på en situation der er voldsomt grænseoverskridende.

Resultatet er nu, at jeg efter en lang lørdag på en venindes sofa ( som er ganske ny i mit liv ), lå og tudede og sov på skift. Da mørket begyndte at trænge sig ind på mig ved firetiden, mistede jeg den sidste rest af overblik, og fik den nu velkendte følelse af ikke at høre til nogen steder at mærke igen. Angst og utryghed fik mig til at styrte hjem igen, fordi jeg tænkte at under min egen dyne kunne jeg få en form for ro, men ak nej..  hjemmet og eks’ens tilstedeværelse skubbede endnu mere til mine følelser og jeg måtte smide håndklædet i ringen og tage tilbage til hospitalet. Veninden og en anden velkendt medpatient stod og ventede på mig ved indgangen, og jeg blev fulgt helt ind på skadestuen. Da jeg sad der kunne jeg hverken tale eller forklare mig, så veninden måtte agere tolk og forklare hvordan det nu gik til at jeg sad der igen. Det eneste jeg kunne var at tude i stride strømme.  Har nogen forresten prøvet at køre bil i mørke med tårene sprøjtende ud af kraniet??  Ret så besværligt skal jeg lige sige :/

Handlingslammet, og i chok blev jeg blidt taget ved hånden og ført ind til en seng og jeg har sovet her i nat. Faktisk har jeg sovet det meste af dagen også. Fuldstændigt udmattet og med en smertende viden om, at jeg nu er et sted hvor al kontakt med min eks simpelthen gør mig dårlig. Kvalme og smerte/sorg og ren uforståenhed overfor hans handlinger, betyder at jeg for at beskytte mig selv bare ikke kan ham mere lige nu.

 

Resultatet idag er så, at jeg for det første ikke kan huske hvem jeg har talt med de sidste dage, hvad jeg har talt om, og hvilke aftaler der evt er indgået. Min evne til at koncentrere mig om det væsentlige er næsten væk, og jeg glemmer alt hele tiden.

 

Jeg tror nok at jeg har styr på hvad der skal ske fra i morgen, men sikker er jeg ikke. Jeg tror nok at jeg når jeg igen er udskrevet herfra mandag, skal have flyttet de få ting jeg kan få plads til videre til Østerbro, jeg tror også nok at jeg har bedt kæresten om at skaffe flyttekasser til resten, som jeg så kan bruge dagtimerne på i den kommende tid, til at pakke alle mine ejendele ned i.  Jeg tror også nok at jeg endeligt har fået skaffet mig en seng jeg kan sove i, men hvordan jeg skal få tingene transporteret kan jeg ikke huske om jeg har styr på. Det er min store og meste trygge lænestol, Rasmus’ seng, og så de ting der skal være i det lille køkken.

Jeg har fået en helt fantastisk støtte herfra blogland, og jeg må sige at jeg IKKE har glemt den, men at jeg HAR lidt svært ved at overse hvad der er tilbudt mig, og fra hvem. Hver gang  jeg åbner for min mail, så bliver jeg dybt forvirret og kan ikke overskue noget som helst.

 

Hav lidt tålmod beder jeg jer om, jeg skal nok stille og roligt få gået det hele igennem, og få styr på den helt vidunderlige hjælp og de tilbud der er kommet til mig. Lige nu er jeg mest bekymret for min søn, som selv er helt vildt utryg, og fyldt med en masse konkrete spørgsmål jeg slet ikke kan besvare lige nu. De ting han har været igennem de senere år, betyder at også han har ramt et punkt hvor stabilitet og tryghed er altafgørende. Desværre kan jeg ikke engang komme med svar der tilfredstiller hans uro, og jeg plages af skyld over at han skal være en del af min egen kaotiske situation.

 

Et eller andet sted er det jo også lidt specielt, at den der vil ud af forholdet så IKKE er den der så må tage sit tøj og gå. I stedet er det mig, der er slidt ned og helt færdig, der må og skal tage stilling til en masse praktiske ting, som jeg slet ikke har samling på mig selv til at tænke klart over.

 

Det har været rigtigt godt for mig, at kunne sove her og jeg føler igen en lille bitte smule tryghed fordi der er proffer der kan tage sig af mig. Jeg kan nemlig ikke selv alligevel og helt og holdent endnu.

 

Michael skrev i en kommentar til forrige indlæg noget meget fornuftigt, om ikke at forfalde til offerrollen. Han har ret i at jeg ikke må synke ned i den rolle. Jeg føler mig faktisk heller ikke som et egentlig offer, jeg ved jeg KAN og nok skal klare det, men jeg føler mig alligevel også berettiget til at føle afmagt og lidt ude af kurs nu. Forstår stadigt ikke helt hvordan et menneske jeg har kendt som det varmeste og mest kærlige og dejlige i verden, kan være så anderledes omkring mig, at det næsten er som to personer. Ihvertfald når det drejer sig om at forstå, hvordan jeg har det lige nu, og tage hensyn derefter.

 

Nå, men jeg sover altså her igen i nat, og så er jeg spændt på hvordan mandagen bliver. Een ting er helt sikker. Jeg har det sådan lige nu at bare tanken om at sove alene gør mig helt panisk. Sådan har jeg faktisk aldrig haft det før. Jeg har sgu levet alene i længere tid inden jeg mødte kærligheden, og jeg elskede at kunne bestemme selv, brede mig i sengen og se tv som jeg lystede. Der skal jeg tilbage til igen. Dog bliver det nok først helt aktuelt, når vi får en rigtig permanent bolig. Iøvrigt har jeg ikke engang et tv at kigge på…  DEN bliver svær for en som mig, der bruger det til at aflede tanker med.  OG ALLERVÆRST, jeg må ikke have mine elskede pelsede med. Det er faktisk det værste for jeg har mere nu brug for at nusse med dem i den fremmede bolig. Jeg kommer til at savne dem helt forfærdeligt.. ØV

 

 

 

TUSIND MILLIONER TAK til alle jer, der har reageret på mit sidste skriv. Det bekræfter min tro på at der findes en masse varme og dejlige mennesker rundt om mig. Jeg er dybt taknemmelig og forresten også imponeret over den mængde af mails jeg har modtaget fra helt fremmede læsere jeg slet ikke vidste kiggede med hos mig. I kan tro at det varmer og giver mig glæde helt ind i sjælen.:)

 

I morgen kommer en ny dag, og med den ser vi hvad der så sker. Krisecentret Egtmontgården virker til at være et godt og trygt sted, så det skal nok gå. Det er nok allerværst lige nu fordi det er så forbandet mørkt og alle har travlt med at jule, en ting og en måned jeg helt har mistet fornemmelsen for.

 

2011 kan ikke ramme mig hurtigt nok.. Og så vil jeg forresten anskaffe mig en kat når jeg får min egen lejlighed. Sammen med de pelsede skal den nok kunne give mig masser af glæde, når Rasmus tager på efterskole.  Jeg bliver hende den mærkelige med alle dyrene. Kan I se det for jer?? :)