12 december 2010

Og så retur igen…

 

 

05122010141_resize

 

 

En kort hilsen bliver det til i dag ( … som sædvanligt blev den så ikke så kort alligevel!  hihi ) . Jeg var ved godt mod, og og godt igang med at finde Henriette og troen på egen styrke igen, de jeg blev udskrevet. Det holdt sån’ ca fire timer indtil jeg igen blev konfronteret med nye informationer, der i den grad var mere end jeg som menneske kunne rumme. Fredag gik ok, men fredag aften begyndte jeg at smuldre og i går lørdag vågnede jeg op fuldstændigt i opløsning. Jeg ved heldigvis godt, at her handler min reaktion overhovedet IKKE om syg eller ikke syg, den er 100% normal, og alle andre ville reagere på nøjagtigt samme måde. Her er det mig der har en sund reaktion, på en situation der er voldsomt grænseoverskridende.

Resultatet er nu, at jeg efter en lang lørdag på en venindes sofa ( som er ganske ny i mit liv ), lå og tudede og sov på skift. Da mørket begyndte at trænge sig ind på mig ved firetiden, mistede jeg den sidste rest af overblik, og fik den nu velkendte følelse af ikke at høre til nogen steder at mærke igen. Angst og utryghed fik mig til at styrte hjem igen, fordi jeg tænkte at under min egen dyne kunne jeg få en form for ro, men ak nej..  hjemmet og eks’ens tilstedeværelse skubbede endnu mere til mine følelser og jeg måtte smide håndklædet i ringen og tage tilbage til hospitalet. Veninden og en anden velkendt medpatient stod og ventede på mig ved indgangen, og jeg blev fulgt helt ind på skadestuen. Da jeg sad der kunne jeg hverken tale eller forklare mig, så veninden måtte agere tolk og forklare hvordan det nu gik til at jeg sad der igen. Det eneste jeg kunne var at tude i stride strømme.  Har nogen forresten prøvet at køre bil i mørke med tårene sprøjtende ud af kraniet??  Ret så besværligt skal jeg lige sige :/

Handlingslammet, og i chok blev jeg blidt taget ved hånden og ført ind til en seng og jeg har sovet her i nat. Faktisk har jeg sovet det meste af dagen også. Fuldstændigt udmattet og med en smertende viden om, at jeg nu er et sted hvor al kontakt med min eks simpelthen gør mig dårlig. Kvalme og smerte/sorg og ren uforståenhed overfor hans handlinger, betyder at jeg for at beskytte mig selv bare ikke kan ham mere lige nu.

 

Resultatet idag er så, at jeg for det første ikke kan huske hvem jeg har talt med de sidste dage, hvad jeg har talt om, og hvilke aftaler der evt er indgået. Min evne til at koncentrere mig om det væsentlige er næsten væk, og jeg glemmer alt hele tiden.

 

Jeg tror nok at jeg har styr på hvad der skal ske fra i morgen, men sikker er jeg ikke. Jeg tror nok at jeg når jeg igen er udskrevet herfra mandag, skal have flyttet de få ting jeg kan få plads til videre til Østerbro, jeg tror også nok at jeg har bedt kæresten om at skaffe flyttekasser til resten, som jeg så kan bruge dagtimerne på i den kommende tid, til at pakke alle mine ejendele ned i.  Jeg tror også nok at jeg endeligt har fået skaffet mig en seng jeg kan sove i, men hvordan jeg skal få tingene transporteret kan jeg ikke huske om jeg har styr på. Det er min store og meste trygge lænestol, Rasmus’ seng, og så de ting der skal være i det lille køkken.

Jeg har fået en helt fantastisk støtte herfra blogland, og jeg må sige at jeg IKKE har glemt den, men at jeg HAR lidt svært ved at overse hvad der er tilbudt mig, og fra hvem. Hver gang  jeg åbner for min mail, så bliver jeg dybt forvirret og kan ikke overskue noget som helst.

 

Hav lidt tålmod beder jeg jer om, jeg skal nok stille og roligt få gået det hele igennem, og få styr på den helt vidunderlige hjælp og de tilbud der er kommet til mig. Lige nu er jeg mest bekymret for min søn, som selv er helt vildt utryg, og fyldt med en masse konkrete spørgsmål jeg slet ikke kan besvare lige nu. De ting han har været igennem de senere år, betyder at også han har ramt et punkt hvor stabilitet og tryghed er altafgørende. Desværre kan jeg ikke engang komme med svar der tilfredstiller hans uro, og jeg plages af skyld over at han skal være en del af min egen kaotiske situation.

 

Et eller andet sted er det jo også lidt specielt, at den der vil ud af forholdet så IKKE er den der så må tage sit tøj og gå. I stedet er det mig, der er slidt ned og helt færdig, der må og skal tage stilling til en masse praktiske ting, som jeg slet ikke har samling på mig selv til at tænke klart over.

 

Det har været rigtigt godt for mig, at kunne sove her og jeg føler igen en lille bitte smule tryghed fordi der er proffer der kan tage sig af mig. Jeg kan nemlig ikke selv alligevel og helt og holdent endnu.

 

Michael skrev i en kommentar til forrige indlæg noget meget fornuftigt, om ikke at forfalde til offerrollen. Han har ret i at jeg ikke må synke ned i den rolle. Jeg føler mig faktisk heller ikke som et egentlig offer, jeg ved jeg KAN og nok skal klare det, men jeg føler mig alligevel også berettiget til at føle afmagt og lidt ude af kurs nu. Forstår stadigt ikke helt hvordan et menneske jeg har kendt som det varmeste og mest kærlige og dejlige i verden, kan være så anderledes omkring mig, at det næsten er som to personer. Ihvertfald når det drejer sig om at forstå, hvordan jeg har det lige nu, og tage hensyn derefter.

 

Nå, men jeg sover altså her igen i nat, og så er jeg spændt på hvordan mandagen bliver. Een ting er helt sikker. Jeg har det sådan lige nu at bare tanken om at sove alene gør mig helt panisk. Sådan har jeg faktisk aldrig haft det før. Jeg har sgu levet alene i længere tid inden jeg mødte kærligheden, og jeg elskede at kunne bestemme selv, brede mig i sengen og se tv som jeg lystede. Der skal jeg tilbage til igen. Dog bliver det nok først helt aktuelt, når vi får en rigtig permanent bolig. Iøvrigt har jeg ikke engang et tv at kigge på…  DEN bliver svær for en som mig, der bruger det til at aflede tanker med.  OG ALLERVÆRST, jeg må ikke have mine elskede pelsede med. Det er faktisk det værste for jeg har mere nu brug for at nusse med dem i den fremmede bolig. Jeg kommer til at savne dem helt forfærdeligt.. ØV

 

SNC13319_resize

 

 

TUSIND MILLIONER TAK til alle jer, der har reageret på mit sidste skriv. Det bekræfter min tro på at der findes en masse varme og dejlige mennesker rundt om mig. Jeg er dybt taknemmelig og forresten også imponeret over den mængde af mails jeg har modtaget fra helt fremmede læsere jeg slet ikke vidste kiggede med hos mig. I kan tro at det varmer og giver mig glæde helt ind i sjælen.:)

 

I morgen kommer en ny dag, og med den ser vi hvad der så sker. Krisecentret Egtmontgården virker til at være et godt og trygt sted, så det skal nok gå. Det er nok allerværst lige nu fordi det er så forbandet mørkt og alle har travlt med at jule, en ting og en måned jeg helt har mistet fornemmelsen for.

 

2011 kan ikke ramme mig hurtigt nok.. Og så vil jeg forresten anskaffe mig en kat når jeg får min egen lejlighed. Sammen med de pelsede skal den nok kunne give mig masser af glæde, når Rasmus tager på efterskole.  Jeg bliver hende den mærkelige med alle dyrene. Kan I se det for jer?? :)

13 kommentarer:

  1. OK----så er det heller ikke værre - prøv lige at tælle mine dyr!!! Er jeg HENDE DEN MÆRKELIGE??? det håber jeg sgu ikke, og hvis nogen synes. SÅ FUCK dem!!!(nå, nu var Lille MY da liiige ved at komme op på mærkerne...hehe)

    Henriette jeg kommer til Kbhvn fredag eller mandag - jeg tror jeg har et lille tv (22") og vist også en lille cd/radio...I'll bring if....ring evt 64872655 eller mail mail@lavendelgarden.dk
    Godt de kunne tage dig igen på afdelingen.
    Stort knus - jeg havde lige tænkt, hvordan det mon gik me ddig.

    SvarSlet
  2. Pjat!!! Man er da ikke mærkelig fordi man har dyr!! Slet slet ikke!! Det skal nok gå med flytningen - selvfølgelig er det ikke nemt men jeg er sikkert på at du om nogle uger bor hyggeligt selvom pladsen er trang. Mange knus til dig!

    SvarSlet
  3. Hej igen Henriette.
    Ja jeg er så en af" de glemte" du talte med i telefonen ;) (Bare rolig. Du er tilgivet!) - og jeg har kommunikeret med Pernille pr. mail.
    Vi skal nok hjælpe dig med at få flyttet og komme i gang med dit nye liv.
    - og jeg kan se, at vi ikke er de eneste, der vil hjælpe, så det hele skal nok gå godt.

    Og underlige dame med dyr... Du og jeg starter en klub. Vi får mange medlemmer, hvis det kun kræver en kat og et par marsvin at blive medlem.

    KH Karina

    SvarSlet
  4. Kære Lavendel. Det ville glæde mig helt vildt at møde dig, og jeg mailer dig lige mit nummer og min nye adresse. Tænk hvor har du altså mange forskellige ting ovre ved dig :)
    Og nej.. du har ret. Man er ikke mærkelig fordi man har mange dyr. SÅDAN nemlig

    Knus og vi ses
    Henriette

    SvarSlet
  5. Kære Anette.
    Du har da helt ret, jeg har rent glemt hvor god jeg er til at hygge, og med masser af tæpper, levende lys og mine egne småting, så skal det nok blive godt.
    Tak fordi du mindede mig om det.
    Mange knus og så håber jeg også at møde dig en dag, helst i det nye år.
    Kh Henriette :)

    SvarSlet
  6. Kære Karina, tak for din tilgivelse:) Jeg bliver så glad over jeres hjælp, så er jeg mere tryg og tror på at jeg nok skal komme godt ud derfra. Og jeg ville elske både at have en strikkeklub OG en undeligedamermeddyreklub hihi.

    Knus og jeg afventer at høre fra jer.
    Kh Henriette ;)

    PS: noj hvor det letter bare at vide at I har talt sammen. Tak for det.

    SvarSlet
  7. Hej Henriette.

    Jeg har tænkt på hvordan det gik med dig. Du er sgu alligevel en sej pige, du har alle odds imod dig og alligevel ved du hvad du lige skal gøre i nuet ;o) det nu ikke så værst med en mellemlanding så der kan komme lidt ro på tingene og du kan konsentrere dig om at finde et godt blivende sted. Du skal bare indrette dig hyggeligt med alle dine ynglings ting omkring dig, det betyder nemlig alt.
    Knus og klem fra mig til dig

    SvarSlet
  8. Søde Henriette, godt du har mennesker omkring dig, der vil hjælpe.

    SvarSlet
  9. Det gør ondt i mit hjerte at læse om dine kampe, for det er sku ikke helt rimeligt at et menneske skal kæmpe så meget i sit liv og det med offerrollen er helt rigtigt. Man skal tvinge sig til at se de gode ting i livet og jeg er sikkert på, at alting sker af en grund, der måske er lidt svær at få øje på. Men i sidste ende er jeg sikker på, at hvis man lytter så kommer man ud på den anden side og har lært en utrolig masse om sig selv og om verden. Jeg siger dig et cyper-kram og mange mange tanker.Du må altid sige til hvis jeg kan hjælpe dig på nogen måde, for dte vil jeg gerne!!

    SvarSlet
  10. Hvor er det dejligt at der er så mange der rykker ind og hjælper dig, jeg får lidt en klump i halsen, når du fortæller om det.
    Jeg kan hjælpe med diverse glas, og så tror jeg der står nogle ældre spisebordsstole på loftet, hvis du mangler sådan nogle.
    Knus til dig.

    SvarSlet
  11. Hej igen,

    Bare lige hurtigt: Jeg går ud fra, at du giver lyd på en eller anden måde (evt. bare på min blog), hvis du er interesseret i elkedel og/eller glas. Ikke fordi det haster. Det er mere, fordi jeg ikke nødvendigvis selv husker det :O)

    SvarSlet
  12. Här kommer en varm vinter kram från mig till dig!/ Petra

    SvarSlet