21 marts 2011

En dag revet ud af kalenderen.

 

 

I går søndag forsvandt mellem fingrene på mig. Gider ikke gå i detaljer blot nævne, at et monstermigræne anfald resulterede i TO besøg af lægevagten, og en voldsomt dopet Henriette. Mit besøg hos Miri og de skønne bloggedamer fra nær og fjern måtte jeg droppe, men jeg er lovet at der kommer en anden gang.

Som det så ud i går fik jeg et indblik i, hvordan det er når man er alene og har brug for hjælp. Her tænker jeg på alle de mange ældre eller syge mennesker der lever alene, måske isoleret og uden kontakt fra pårørende eller andre. Det var ikke en rar situation. Faktisk var den ganske angstprovokerende.  Jeg var så dårlig at jeg ikke kunne holde på en pen eller min mobil. Alligevel lykkedes det mig at få fat i det netværk jeg er så utroligt heldig og lykkelig over at have, så med hjælp fra netop bloggeveninderne, Rasmus og Gittemarsvinemor, blev der ringet til lægevagten og senere også rykket, da der gik alt for mange timer uden noget skete.

Men hvad gør de der er for svage, syge eller invaliderede når de bliver så dårlige, at de ikke kan komme op fra det gulv de er endt på, eller den seng de ligger i??  Det er en rigtigt grim tanke og en jeg bliver meget trist af at tænke på.

Da Rasmus 1. gang ringede til vagten var der 25 i kø!  Vi ventede tålmodigt og fik så bare at vente på at der dukkede hjælp op. Efter mange timer var det ikke sket, og Gitte tog sagen i egen hånd ( DET er hun godtnok god til..) og ti min senere stod lægen her. Men hvad hvis jeg ikke havde haft mulighed for at få assistance fra friske og kompetente venner?? 

Hvad hvis jeg havde været en ældre dame, der bare ikke kunne holde på en telefon, eller trykke på knapperne?  Jeg gyser gør jeg..  Og jeg får lyst til at blive besøgsven lige på stedet. For i det mindste at være noget for bare eet menneske, der kunne få glæde og gavn af min hjælp.

Alene fordi jeg måtte vente så længe blev anfaldet så slemt, at Ketoganen ikke hjalp helt optimalt, så derfor besøg nummer to senere på aftenen. Og nu, i dag er jeg smertefri men godt dopet. Ikke noget med at skulle ud at gå, eller køre i bil lige foreløbigt.   Og hvorfor så nu også migræne ovenpå alt det andet jeg har pebet over de sidste dage?  Tjaaa, jeg er overbevist om at det er psykisk betinget. At det er fordi jeg på trods af alt det jeg gør i hverdagen og hvor meget jeg kæmper for at bevare optimismen, handler om at jeg bare ikke har det godt her hvor jeg er. Kroppen råber mig op. Den protesterer ganske enkelt.

 

Jeg takker Karina, Miri, Lone og Gitte for deres hjælp og venlighed, Pernille for at kigge forbi med cola til min mave, der var helt ødelagt efter flere ture til toilettet for at ofre mig. Hendes uventede besøg reddede mit humør og min aften :-)  Hvor er jeg bare heldig at jeg har så gode kvinder i mit liv. Og så selvfølgelig Rasmus for at være der, selvom han brokkede sig hele vejen over at det var besværligt..  Den store gummiged :-))

 

3 kommentarer:

  1. Søde dejlige Henriette, det er godt at høre, at du har det bedre :-)

    SvarSlet
  2. op og ned op og ned, holder det aldrig op, spørger damen der ligger ned i dag

    SvarSlet
  3. Jeg vil bare lige sige, at jeg synes det var rigtig hyggeligt at se dig i aftes. Og så synes jeg det var dejligt at se, hvordan du stille og roligt fik det bedre, som tiden gik.

    Håber du er nået lidt ud i dag.
    Knus :))

    SvarSlet