Hormonella….

 

.. har igen taget ophold i min krop. Jeg HADER når hun gør det, og HADER at hun har så voldsomme kræfter. Hader at hun besætter min hjerne med underlige og triste tanker ( som om jeg ikke er virkeligt dygtig til at producere sådan nogle selv! ), HADER at min mave nu ligner en spærreballon og at mine æggestokke hyler mod himlen som om det var fuldmåne.

 

Jeg har siden november behændigt snoet mig uden om det faktum, at jeg skulle have været til denne hersens gynækolog I ved nok.. ( En dame der skulle være noget bedre end HAM jeg fortalte om sidste sommer ). I nogen tid forsvandt smerterne i underlivet, og jeg var ikke sen til at dømme hele sagen ude og overstået. Jojo fortrængningens kunst er jeg mester i, og selvom jeg ikke er i stand til at ignorere hovedets smerter i det daglige, så er det intet problem at feje resten af kroppens dit og dat ind under linolummet.  Nu ligger det bare sådan at problemet ingenlunde er til sinds at blive der.. under gulvet. Godt gemt og helst glemt. Det ulmer og giver besked jævnlig om, at jeg er et fjols at tro jeg kan undgå en undersøgelse af de dele jeg ikke længere har brug for til at producere børn. 

 

Som feks i dag. Der ikke kun ulmer det. Det nærmest brager derudaf og humøret svinger fra sekund til sekund. Jeg vågner op efter en nat med de vildeste og grummeste mareridt. Fordriver dem med begejstring over solen der maler striber på min væg og leger med kameraet og de for mig evigt interessante farverige blomster.

 

DOINNGGG!!!

 

Uden jeg kender grunden bliver jeg lige med et sindssygt ked af det. Føler mig håbløs, grim, umulig, og hvad har vi.  Jeg sætter mig ved skærmen og begynder at læse mails. Bliver glad igen over en dejlig en af slagsen fra en kvinde jeg skal mødes med i morgen. Åbner WLW for at blogge og da jeg scroller hen over gamle sider for at finde linket frem til Hrgynækologjegersåklog, overvældes jeg af hvor forfærdeligt triste de fleste af mine skriv sidste år var. Tuder som pisket fordi jeg pludseligt ser mig selv og mit liv på Ålekistevej udefra. Ser hvordan jeg kæmpede mod giganter og kræfter der lå uden for mine bedste evner. Det slår mig med glasklarhed at jeg har gået rundt med skyklapper på og har levet i en illusorisk verden, hvilket er dybt nedslående. Jeg rammes af det faktum at jeg faktisk ikke er blevet respekteret eller behandlet særligt godt, og så er vi tilbage ved dette meget sigende ord.. FORTRÆNGNING. Alene lyden af det, giver billeder af sygdom syntes jeg.

 

Så lige nu er humøret nede, men jeg ved også at om   ???antal   minutter eller timer så er jeg glad og fro igen.

 

Kvindekroppen er en underlig en. At de fleste mænd ikke forstår sig på den undrer mig ikke. Jeg forstår den heller ikke. Det der undrer mig er at der er nogen, der påstår de hylder den månedlige blødning som tegn på deres kvindelighed???  A hva ba?? Gid fanden havde den. Når nu den bringer alt muligt andet med sig end de børn vi elsker og fortvivles over. Og hvor længe er det lige vi (jeg..) gider render rundt med påmindelsen om muligheden når børnene ER kommet til??  Jeg jeg spørger bare, for jeg har længe ikke skullet ha’ flere og jeg ville evigt gerne slippe for al balladen. Det ville jeg altså. NÅ!

 

Min kvindelighed sidder et helt andet sted! Men sådan er vi så forskellige os kvinder. Lige så forskellige som alt andet i naturen, som jeg heller aldrig holder op med at undres og forundres over…