Lige under overfladen..

 

 

… ligger frustrationen og lurer. Hver dag gør jeg alt hvad jeg kan for at fokusere på lyset, det gode, optimismen, de små glæder og min egen viljestyrke. Een dag ad gangen. Ikke for meget fremtid og da slet ikke fortid.

Jeg har gentaget her og for mig selv et utal af gange, at jeg er forundret over hvilke kræfter jeg har i mig, og som jeg ikke vidste jeg havde. Det ER virkelig en af de sandheder jeg gerne vil formidle på bloggen, den om den menneskelige psyke og hvordan man lever når man er som jeg. Ikke noget nyt i det. Faktisk er der mange gentagelser her, det er en del af min selvhjælp så bær lige over med mig endnu engang, når jeg nu må af med lidt tankeaffald og nogle tårer. Om lidt har jeg det bedre igen.

 

Mit liv har budt mig mange udfordringer. Jeg har oplevet ting jeg ville ønske jeg havde været forskånet, og meget af det har jeg skrevet om, deriblandt voldtægt, aborter, og psykisk vold. Nogle tror måske at jeg er 100% åben og at der intet er fortiet, men selvfølgelig er der det. Der ER faktisk ting jeg ikke fortæller her. Af hensyn til min egen sikkerhed. Tro det eller lad være. Selv jeg kan være FOR åben, men altså… jeg taler om de fleste tabuer og problemer man kan have. Af den simple grund, at jeg mener det er vigtigt at vise for mine medsøstre, at livet ikke kun er roser og violer, og indimellem strik og begejstring for farver og livets muligheder er der kampe til os alle, der skal overvindes. Og KAN de overvindes.. Og hvordan så??

 

I dag er en af de dage, hvor jeg virkeligt har mærket, at jeg trods alt hvad jeg gør alligevel har nogle ting, som IKKE sådan lige lader sig ignorere eller overkomme alene af vilje eller bevidshed og stædighed. Alle Det nyes liv’s læsere kender vel efterhånden til de sidste to års kamp for at få et familieliv til at hænge sammen. At jeg nu sidder hvor jeg gør og hvordan jeg har det med det.  Og alligevel må jeg bare ha’ luft endnu engang, men i dag orker jeg hverken diplomati eller omskrivninger. Jeg er simpelthen for træt lige nu. Derfor følger der med dette indlæg lige en advarsel om et for mig atypisk sprogbrug og harske bemærkninger.. Så ved I det.

 

En samtale med en af krisecentrets børnepsykologer her til morgen fik sluppet følelser løs jeg ellers bruger megen energi på at lægge låg på. Vreden I ved.. Den der ene ting jeg er så dårlig til, og som gør mig decideret svimmel og utidig. Vreden, som når jeg oplever den hos andre, giver mig angst og hjertebanken, og som jeg ikke selv kan rumme. Den er derinde. I mig. Et sted. Og I dag fik den afløb i form at tårer i stride strømme. Det har kostet mig min dag i butikken og næsten alle mine kræfter, en ændret aftale og udsigt til et par timer hvor jeg må hvile for at genvinde fatningen.

 

For satan da. Jeg er så edder splintrende tosset og skide hamrende vred over at jeg sidder her i et hummer, der er så småt og som tærer så meget på mig og ikke mindst min søn. Jeg er harm og sindssygt arrig af den simple grund, at jeg med lidt omtanke kunne have været forskånet for lige den belastning. Hvis altså bare den kæmpeegoist af en mand jeg har levet med, ellers ville have gidet tænke længere end til sine egne behov. Han skylder mig 20.000 kr som jeg ikke har kunnet få med det samme, og alligevel har han fundet penge til at flytte til en anden kommune, og ind i en bolig på tre etager og med masser af kvm, have og hvad har vi. Hvordan i hede hule helvede har han haft råd til det?? Hvordan i hede hule helvede har han fundet midler til at finansiere sådan en flytning, når han ikke har kunnet betale mig mine penge??  Jeg er skide hamrende ligeglad med, at jeg er blevet lovet at få pengene på en bestemt dato, for jeg sidder her med gæld og uden fundament, ubegribeligt små midler, og så gider han efter den måde han har behandlet mig på, ikke engang tage det hensyn at betale mig mit FØR han kaster sig over nye økonomiske investeringer. Jeg bliver fuldstændigt sindssyg og mangler ord over, at han med sine handlinger også på den måde har ramt min søn, som jo for det første havde vist ham tillid, og for det andet har oplevet alt for mange svigt fra voksne mænd i sit liv.

Jeg kender ikke engang alle de gloser der findes og som ville kunne bruges lige nu i mit forsøg på at beskrive hvordan jeg har det. At vide at der nu står en tom lejl med en altan, og som jeg med lidt omtanke og vilje, kunnet have boet i, gør mig så ..!/¤/¤)%)###()¤***+**#U%(#%)(Y%()#¤8y5()Y%)# RASENDE.

 

Sket er sket, gjort er gjort. Jeg ved det godt. Det nytter ikke noget at tænke mere over det, men lige her og i dette tilfælde kan jeg altså ikke styre mig. Jeg har som alle ved, uden anden reaktion en sorg stået model til det mest utrolige. Ladet mig køre helt derud hvor en indlæggelse var nødvendig. Har stædigt troet på at der var en grad af ansvarsfølelse i den mand jeg troede jeg kendte, og som jeg har givet min fulde tillid og forøvrigt også så meget andet.. Resultatet er nu, at jeg i dag er nødt til hele tiden at tænke i baner jeg aldrig har gjort før. Og jeg hader det. Hader at være for forkant, at tænke i forsikringer i stedet for at kunne være tillidsfuld.

 

Jeg har lært af det. På den hårde måde. Men det er virkeligt svært at forholde sig til. Jeg har jo hele tiden haft troen på, at to mennesker der vil hinanden er godt. At så skal man gå ind i det med 100% tillid og turde give slip. Desværre har denne her erfaring betydet, at jeg idag må gribe livet an på en mere pragmatisk måde. Blandt andet betyder det at jeg aldrig mere vil ende i en situation som nu. At jeg til evig tid må holde fast i, at have egen bopæl uanset hvor meget jeg måtte elske. Det er jo fuldstændigt forkert. Men det er sådan det er. Hvis jeg en dag skulle turde kaste mig ud i endnu et forhold med bofællesskab ( som jo er det der er det mest naturlige i min verden) så kræver det en form for sikring af mig, jeg ikke tror nogen vil være parat til. Desværre.. Og dermed er døren til mine drømme nærmest lukket endnu inden de blev åbnet. Det gør mig så ked af det. Og VRED. For satan det gør mig buldrende arrig.  Jeg vil ikke være en mistroisk gammel havgasse, der lever resten af livet i ensomhed, med underlige vaner og for mange kæledyr. Jeg vil elske. Være tillidsfuld. Elskes og dele livet.

Men hvordan gør man det, når man er bange helt ind til benet for at stå på gaden igen?

 

FOR EDDER HULE POKKER OG HELVEDES SATAN DA OSSE.

 

Alligevel har jeg besluttet at jeg ikke vil lade mig begrænse af min fortid. At jeg vil være klog af skade, men ikke forskrækket for livet. Jeg vil være besindig, men stadigt varm og givende. Jeg vil fortsætte med at tro på at kærligheden findes. At jeg er værd at elske, og at der måske endda findes en, der en dag vil mene jeg er værd at ofre noget for. Mit liv skal være så godt som det nu er muligt og jeg vil SELV bestemme hvordan det skal forblive sådan. Ansvaret for lykken er min egen og ikke nogen andens, men derfor er der bestemt plads til at lukke følelser ind i mit hjerte igen. I stedet for at være en bitter kælling vil jeg forblive en varm kvinde, og ha lov til at give af mig selv. Give på et fornuftigt plan vel at mærke.