Pokkers til døgnrytme

 

 

 

Den der døgnrytme, den kæmper jeg altså stadigt med at få til at indfinde sig. Altså den fornuftige af slagsen.

En døgnrytme har vi jo alle sammen, problemet er når den forskubbes eller helt går i udu og bare slingrer derudaf. For sådan en som mig er det simpelthen så vigtigt, at jeg får dagslyset ind og dermed al den energi jeg kan suge ud af dagen, selvom jeg elsker den ro der er om natten.

Så altså.. igen i nat har jeg været vågen på et helt åndssvagt tidspunkt, og da jeg ikke gider ligge der i mørket og glo, ja så står jeg op, tager mig en kop varm the og lidt at spise. Resultatet er at jeg nu er helt smadret, dagen er begyndt forkert og hovedet banker igen. Heldigvis kan jeg jo møde som det nu passer sig, hvilket ikke ville have været tilfældet hvis jeg havde været “normal”..

Det er de små glæder der tæller i hverdagen. Og dette her er en af dem jeg husker mig selv på. Selvom jeg ufrivilligt er ude af det almindelige arbejdsmarked, så har jeg friheden til ikke at skulle stresses over mine præstationer. Jeg har en form for arbejde der er fleksibelt og som passer lige til mig.

 

De små glæder.. dem er der mange af. Jeg får det bedre og bedre dag for dag. Er forundret over min egen styrke. Overrasket over hvordan jeg har kunnet få fat i mig selv efter den omgang jeg har været igennem. At jeg har ligget så langt nede under gulvbrædderne at jeg ikke anede hvordan jeg skulle kunne rejse mig. Hvordan havnede jeg lige der?? Og hvorfor?? Om ikke andet har jeg ihvertfald haft tid og mulighed for at granske mig selv og min personlighed. Har brugt målrettet energi på at VILLE op igen, og i dag kan jeg så mærke at det den jeg var, at årsagerne til at jeg endte som jeg gjorde ALDRIG skal have lov til at dukke frem igen. De små glæder.. det er også dem der viser sig, hvergang jeg opdager at jeg har udviklet mig midt i al elendigheden.

I dag ved jeg at jeg sagtens kan elske igen. At jeg indeholder mange sider andre kan elske. At det gælder om at kunne elske sig selv først og fremmest. At elske livet simpelthen.

Det sidste er nok det sværeste især i de perioder hvor mit sind formørkes og mister overblikket. Jeg må holde fast i de små glæder for at kunne elske livet som det trods alt også er for mig.. Jeg skal altid leve med risikoen for uventede fald ned i mørket, men passer jeg godt på mig selv kan jeg forhindre at det sker for ofte og at det bliver for langvarigt. Jeg nægter at pensionen skal udgøre min identitet. At jeg er sindslidende og dermed at det er DET jeg er.

 

Gu er jeg ej..

 

Jeg er hende der I ved nok.. Hende med det nye liv. Hende der kan kæmpe og som er både klog, smuk, godhjertet og som kan skrive om det hele. Hende der har født og passet to børn, hende der har formået at få en hverdag, der er udadvendt efter mange måneder i isolation. Hende der har fået både frivilligt arbejde og et helt nyt netværk alene fordi hun VILLE ud af mørket igen. Hende der til stadighed arbejder med sig selv og aldrig stikker hovedet i busken omkring de svagheder hun indeholder, men i stedet griber om dem for at ændre på det.

 

De små glæder.. de limer hverdagen sammen til det gode liv. Og med det kommer de store glæder lige så stille listende ind ad bagdøren når man allermindst venter det.

 

Jeg står klar og tager i mod med åbent sind og åbne arme :-)