Hvad vil jeg selv?

 

 

Tjaaa. Lige nu befinder jeg mig i en situation, hvor netop det jeg selv vil og har brug for, hele tiden må skubbes til side. Hver dag dukker problemer op der skal løses. Af mig. Andres problemer, behov og dårlige planlægning, ryger direkte ned i mit skød og det bliver mit ansvar at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Jeg er ufatteligt dårlig til at sige fra. Og KAN man sige fra hele tiden? Uden at stå tilbage som den dårlige mor eller, hvad jeg nu er for dem jeg skal være der for?

 

Jeg ved det.. det lyder som en klagesang. Det lyder som om jeg har ondt af mig selv. Det er måske ikke helt forkert, men jeg kan bare ikke holde til det. Når man tænker på at jeg ( godtnok ufrivilligt dengang ), fik mit liv tilbage som Henriette, har jeg ikke flere kræfter til at være blæksprutte, end da jeg var i et forhold og havde fire børn. Jeg prøver hver dag, at være opmærksom på mine egne grænser og behov, for ikke at brænde sammen, og alligevel gør jeg det. Hopper, springer og brænder sammen.  Aflyser det jeg selv gerne ville. Får ikke set dem jeg gerne ville se. Får ikke læst og blogget så meget som jeg har lyst til. Får ikke arbejdet i butikken så ofte som jeg har brug for. Får ikke hvilet nok. Får ikke strikket så ofte som jeg trænger til.  Hver dag er det spændende om jeg kommer hjem til en ulåst hovedør, alt lys tændt og fjernsynet kørende, trods det at ingen er hjemme. Når jeg er et sted, er det spændende hvor længe der går, inden opringningen kommer. Den jeg VED kommer. Om et eller andet akut og meget vigtigt, der kræver at jeg pakker mig selv ned igen, og straks tager afsted for at assistere. Hver dag har jeg dårlig samvittighed over ikke at kunne være der, hvor andre ønsker jeg skal være. Og hver eneste dag har jeg dårlig samvittighed over for mig selv.

 

 

For hvad vil jeg selv? Udover det ovenfor nævnte?

 

 

Hvis jeg ku ville jeg bare tage ferie. Ferie fra alt og alle. Være alene i en hængekøje. Eller sidde for enden af en badebro, med kun fuglene som selskab. De beder mig ikke om noget.

 

 

Kigge på den stille vand, hvor kun vandmænd og både duver. Der behøver jeg ikke tale eller give af mig selv.

Hvis det var muligt ville jeg slet ikke lave andet end det jeg selv havde lyst til, og det interessante er at det burde være muligt. Jeg er kun mig selv. Mine børn er store. Hvad er problemet?

 

Jeg er bange for vreden og utilfredsheden. Ganske enkelt. Den der kommer når jeg siger fra. Jeg skylder jo at være der ik…?

 

 

**********************

Ingen stress tærskel at have, er svært at leve med. En hverdag som mange ikke regner for noget, kan vælte mig på kort tid. Mange input får mit hoved til at snurre og min krop til at smerte. Jeg ved at det jeg har det skidt med, sansynligvis ikke er noget særligt, men det er sådan jeg er og jeg kan kun være fortvivlet over, at jeg ikke formår at formidle netop DET, så dem jeg har nærmest kan forstå det og respektere det.

 

Nu skal jeg til Vanløse/Husum for at hente flyttekasser til Josefine. Til Vangede for at hente festivaludstyr for Rasmus. Køre til Frederiksberg for at aflevere det til den adresse det skal leveres til. Tilbage til Valby og vente på at Josefine er klar til at modtage kasserne. Køre til Østerbro for at skifte og hvile, og så skal jeg til Frederiksberg for at være med til fest for klassens afslutning.  Jeg har aflyst at møde på arbejde, og aflyst min egen plan om indkøb til køleskabet. I morgen vil jeg aflyse jobbet for at kunne hjælpe Josefine med at pakke og være klar hvis Rasmus har brug for mere transport. Jeg skal huske at min mor har fødselsdag, og så vil jeg tage til Frederikssund for at overholde min egen længe planlagte aftale, og håbe at jeg ikke bliver alt for skidt tilpas i løbet af dagen. Søndag håber jeg at jeg kan få fri, men skal muligvis flytte lidt mere for min datter. Og så har vi mandag. OG tirsdag og …