Mine klovne

 

 

Den var kort. Min blogferie. Eller også er dette bare lige en lille bitte ting jeg skal af med, og så er det videre igen med pausen? Man ved aldrig med mig hihi

 

Her er mine to klovneunger. Store og på vej. Det er ikke let at være mor til teens, men jeg ved at det heller ikke er let at være teen. Jeg kan faktisk godt huske hvordan det var. Hvis jeg virkeligt tænker godt efter. Hvis jeg skal være helt ærlig, ( og her kommer noget der ER skrevet om før, beklager ), så har jeg sgu ondt af de to. Forstået på den måde, at jeg VED det ikke er let at være barn med en psykisk syg forælder. Desværre er det ikke noget der gøres så meget ved i systemet. Jo jo, der er mere fokus på det nu end for 12 år siden, men fokus og velmenende skriverier fra div eksperter er ikke nok. Der skal handling til. Der skal være tilbud og samtaler med de børn og unge, der vokser op med ustabile voksne. Desværre er det ikke min oplevelse fra et system, der iøvrigt har hjulpet mig vanvittigt godt videre.

Jeg græder for mine børn når jeg tænker på, hvad de har oplevet i selskab med mig. Ved godt at der findes børn der har oplevet det, der er så meget meget værre, men det hjælper ikke på min sorg over at de to jeg elsker højest på denne jord, har skullet forholde sig til mig. Når nu jeg selv er så afhængig af stabilitet og regelmæssighed. Bliver så urolig og skidt tilpas over den mindste lille afvigelse fra mine planer eller hverdagen, så er det fortvivlende at jeg ikke er, og har været i stand til at give dem netop det.

Teenagere er jo generelt i en løsrivelsesproces, og derfor er det naturligt at de syntes, jeg er gammel og irriterende med min hang til stilhed og ro. Desværre har jeg bare haft det sådan siden de var ganske små, og på en dag som i dag hvor jeg fejrer min datter, så bliver jeg så ked af det. Ked af det over at jeg ikke nåede at opleve dem nok dengang de var små. Ikke kunne glæde mig over deres barnesind og egne personligheder. Mørke og depression har taget noget fra mig.

 

Jeg har ikke ondt af mig selv. I dag har jeg bare tænkt meget over det der med tiden, der går så hurtigt. Nu sidder jeg her midt om natten, fordi jeg ikke kan sove, med tanker om alt og ingenting, og vand der har væltet mig lidt af pinden. Over at jeg glæææder mig til at få et sted der er mit, hvor jeg kan føle mig rolig og tryg.

 

Præcis det, er det jeg ønsker for mine børn. Gode liv med ro og tryghed, og uden for mange sten der kan vælte dem af livets cykel.