Nomade, naver, rejseleder…

 

 

 

 

….  eller rygsækrejsende bliver jeg ALDRIG. 

 

Siden 15 november har jeg stort set levet i en kuffert. På hospital, på skift mellem venner der i bedste og varmeste mening har tilbudt mig ophold i hjemlige omgivelser, og så her på Khjemmet. Med andre ord i henved otte måneder. Jeg har med glæde og taknemlighed taget imod, og pakket op og ned og ind og ud og frem og tilbage, men nu orker jeg ikke mere.

 

Efter den vandgang jeg fik sidste lørdag, pakkede jeg igen mig selv ned og tog til Vanløse. HA! det har jeg slet ikke tænkt over før nu. Hvor morsomt. OG NEJ Vanløse gik ikke forbi, men var også ret så vandet da jeg ankom…  Hihihiihi.  

Nå, spøg til side..

 

Nærmest med det samme, da jeg havde pakket mit liv ud så godt jeg nu kunne, tøj, strik, computer, opladere til kamera/mobil/computer, toiletting, læsestof og indkøb til køleskabet, ku jeg mærke at NU var det nok. For meget simpelthen. Hele ugen forsøgte jeg at finde mig til rette, og slappe af i de hjemlige men dog alligevel fremmede omgivelser, men jeg kunne bare ikke. Jeg har sovet dårligt, haft hovedpine, været stresset og ikke særligt glad. Simpelthen fordi jeg har fået nok af at være gæst. Nok af at mit tøj ligger i uordentlige bunker i en kuffert og en pose. Nok af hele tiden at mangle et eller andet, der ligger et andet sted. Nok af at skulle pakke det hele ned igen. Slæbe det hele op og ned af trapper, ind og ud af bilen, frem og tilbage mellem bydele og igennem en masse låste døre.

 

I går pakkede jeg for næstsidste gang mig selv ned. Skulle have været væk hele juli, så denne gang var der meget at huske at få med tilbage igen, og nu er jeg tilbage på Østerbro og her bliver jeg indtil jeg skal flytte. Dette sted som jeg har haft det så skidt med at skulle være, er nu endt med alligevel at repræsentere en form for hjem for mig, og jeg er lykkelig for igen at sidde på den hårde og smalle seng. Lykkelig for at have mine egne ting og mit eget rod og mine egne nullermænd omkring mig.

 

Hvem havde nu set DET komme??

 

Ja ikke mig ihvertfald. Men sådan er det blevet, og jeg rokker mig ikke en meter før d. 15 august gør jeg. Jo jo, ingen skal tvivle på at jeg har nydt, at det kun tog fem minutter at komme på arbejde. At jeg nød at kunne lade bilen stå, og gå på mine to dertil indrettede ben ( OG spare benzin ). Nød at kunne se tv, og surfe rundt som en vanvittig for at se så mange forskellige programmer som muligt. Nød altanen og at få lov at nusse med mine planter, der er på hotel der. Der er bare

 

NO PLACE LIKE HOME..

 

Min´moster har hele livet været rejseleder. Turet rundt i en kuffert med turister. Overalt og i månedsvis. På færger og i fly. I bus og på hoteller har hun opholdt sig med sit liv i en kuffert eller to. Det giver helt ny mening for mig nu, at tænke over hvilket job hún har bestredet. Selvfølgelig er det et valg hun selv har taget, og hun har fået mange skønne oplevelser med sig på den konto, men jeg må beundre hende alligevel. Fordi hun har orket og kunnet det der med at være væk fra sit hjem. Det kræver noget.

 

Jeg ved godt at det er så forskelligt, hvordan mennesker er og nogle elsker denne form for liv. Livet i en kuffert og på farten.  Bare ikke mig. Slet ikke i dag og nu og med den jeg er blevet til.

 

Jeg er simpelthen blevet til en hyggefis, en hjemmefødning, en tryghedsnarkoman, en frivilligt stavnsbunden, en rolighedsafhængig, og en kvinde uden trang til forandring.

 

Ihvertfald ikke i laaaannng tid fremover. :-)