Sådan lidt i runde tal..

 

 

 

Det er lige gået op for mig at forrige indlæg var mit nummer

 

1000

 

Jamen det er da helt vildt. Jeg mener.. jeg har godt nok ikke været særligt skriveflittig i år, men jeg har søreme rundet et tal der er svimlende syntes jeg. Og for at det ikke skal være løwn, så er det da bestemt heller ikke gået henover mit hoved, at jeg nu har rundet

 

150 faste læsere.

 

Jeg er vanvittigt stolt, og glæder mig over hver og en af jer, der har haft lyst til at lade mig vide at I følger med hos mig. Det eneste jeg beklager, er at mange af mine faste læsere ikke har linket til deres egen side, så jeg kan komme og besøge dem også. Det ville jeg ellers smadder gerne :)

 

 

**************************

 

I dag har jeg ellers bare bevæget mig forsigtigt rundt. Har kunnet mærke at hovedet ikke ville lade mig danse fandango, men har heller ikke kunnet bare sidde helt stille endnu en dag, så jeg har fået mit soveværelse næsten så færdigt, som det kan blive lige nu.  Cupcake holder vægten!!! og jeg jubler over det. Måske min indsats så alligevel kan forlænge hans liv lidt. Det håber jeg selvfølgelig af hele mit hjerte. Og så er jeg igen på vej ind i den farlige, og velkendte cirkel, der hedder som følger:

 

Først overanstrengelse

Så hjemmedage for at komme ovenpå

Så smerter og flere hjemmedage

Så genrejsning

Så tilbagefald og SÅ…

Begyndende vægring mod at gå ud.

 

Det sidste punkt er det farlige, og det som jeg om og om igen kæmper med, efter længere perioder hjemme. Uanset årsager. Det er ikke kun hver gang, men hver evige eneste gang jeg har haft mere end en uge hjemme, at jeg må igennem en hulebo tendens, der kun bliver sværere og sværere at overvinde, som dagene går. Hver gang skal jeg begynde forfra med at grave dybt efter lysten til at stå op, bade, tage tøj på, smykker, sko og pakke taske, for derefter at gå ud i verden, og også hen i butikken. Det bliver svært at overskue de mindste daglige gerninger, og i dag ku jeg feks mærke en velkendt panikagtig fornemmelse, da jeg bare MÅTTE ud, og hen for at handle ind. I Netto med de mange varer og valg, bliver jeg igen småstresset og ude af stand til at handle efter behov. Idag lykkedes det heldigvis, at få det jeg havde med på min lille liste, mange andre gange er jeg endt med at forlade butikken tomhændet igen. Fordi jeg ikke kan overskue at handle. Ikke kan overskue at stå i kø tæt sammen med fremmede mennesker. Og det er den samme kvinde, der når hun er i rutinens trygge favn, kan tale med alle, sælge garn til fremmede, sludre og pludre med store og små på gader og stræder.

 

Jeg forstår ikke mig selv, og hvad det er for mekanismer jeg har i mig.. Det er så dobbelt ik. ??

 

 

I morgen SKAL jeg også tvinge mig selv ud. Det er for mit eget bedste. Uanset vind og vejr.