Jeg trækker i nødbremsen

 

 

 

Tre dage med migræne anfald, fortæller mig at NU er det nok.  Jeg er nødt til at stoppe op nu, og lade verden suse videre uden mig. Forstået på den måde, at nu må jeg ophøre med at ville så meget.

 

Jeg har faktisk mærket det komme, på andre måder end ved smerte.  Forleden ramtes jeg at en overvældende lede ved julen. Fik lyst til at flå det hele ned, gemme alt rødt  væk igen og bare se enkeltheden ved tomme hylder og bare vægge. Det er helt min egen skyld at jeg får det sådan, men jeg kan ikke rigtigt styre det. Det er det der med, enten/eller og alt eller intet, der følger mig som en skygge igennem hverdagene og livet. Jeg er bevidst om den side af mig selv, men kan ikke altid se den komme. Ikke før det er for sent, og jeg går helt kold af overdreven enerigudladning.

 

Jeg har haft en dybfølt trang til at jule i år. Helt naturligt tænker jeg efter sidste år, og jeg har bare været i det med glæde og førnøjelse, men at gøre det halvt eller i små doser er slet ikke en mulighed.  Troede ellers at jeg havde lært at fordele mig selv lidt bedre, at handle på det der er imellem yderpolerne, men åbenbart ikke altid. Så lige nu har jeg simpelthen fået nok. Det hænger mig ud af halsen, og jeg glæææder mig nu til at julen er overstået igen. Ret så dumt, men sådan er det altså med mig.

 

Når nu det er mig der skal holde juleaften, bremser jeg dog bare mig selv helt ned og lader jul være jul her, tingene får lov at stå og juletræet skal nok også ha en plads, men om det bliver i dag som planlagt er jeg ikke sikker på. Jeg når det nok tænker jeg. Ikke mere bageri eller tanker om superkonfekt, men kun rolige dage op til den 24, hvor jeg systematisk vil forberede måltidet, så jeg ikke skal koge og brase det hele samme dag. Trods alt kan meget jo forberedes i god tid, og sådan noget som sovs, grød og kartofler kan fint tilberedes indtil flere dage i forvejen. Anden sørger min mor for, så jeg skal bare stege steg, og den passer for en stor del sig selv på selve dagen.

 

 

 

Når alt dette er sagt og skrevet, så må  jeg altså også tilføje at et nyt aspekt er tilføjet mit liv. Et nyt aspekt som er så anderledes og vidunderligt for mig, at jeg nu mærker hvor meget jeg har trængt til det og også savnet det. Siden jeg blev syg dengang i ‘99 faktisk..  Jeg er et voksent menneske. Jeg kan dybest set klare mig selv og overleve fint på det. Og så alligevel ikke helt, for min forbandede sygdom gør ofte, at jeg ikke helt kan se hvornår grænsen er nået, eller at jeg er på vej til at ryge ud over kanten. Jeg kommer til at overdrive mine kræfter, køre alt for hårdt på fordi jeg bliver begejstret over at jeg lige i det øjeblik kan.  Jeg kommer til at være for impulsiv, bruge penge jeg burde spare, og sige ja når jeg burde sige nej.

 

Der er tegn i sol og måne på, at jeg nu har fået hjælp til at styre disse impulser. Igennem de sidste mange måneder har min nu kæreste nemlig oplevet mig på både godt og ondt, og han er ikke blevet skræmt ad helvede til, men har i stedet stille og roligt påtaget sig at være min stopklods. Han gør det jeg ikke selv kan. Han stopper mig. Fra sidelinien holder han øje med mig og hvad jeg har gang i, ser når det er ved at tilte for mig, og DER træder han til. Ved opringninger der befaler mig at gå hjem feks. Fra et arbejde jeg er så glad for, men som jeg kun kan være på et par timer ad gangen.  Jeg selv vil gladeligt blive og så ligge brak måske i dagevis bagefter, fordi jeg i nuet jo har det så sjovt. Han ser frem i tiden når jeg ikke kan.

 

Det er bare en af mange måder jeg bliver passet på. Og det er noget jeg har manglet i livet med andre mennesker hidtil. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse af tryghed, der er begyndt at vise sig i mig. Kan ikke beskrive hvordan jeg varmes, når jeg oplever at jeg bliver taget ved hånden, og ført hen til nærmeste stol med besked på at NU bliver jeg der NÅ!    Set med bordelinerens briller på er jeg på den måde et barn, der har brug for hjælp til at klare min hverdag. Jeg er både glad og taknemmelig, men stadigt også i en periode med tilvænning, for jeg kan ikke helt forstå det endnu. At det er virkelighed og at jeg bare får den støtte. Sådan uden videre..

 

SÅ…    derfor vil jeg nu bare hækle lidt. Rydning af plads til sønnike må vente til HAM den vidunderlige kommer, når han har fået fri fra sit arbejde i eftermiddag. Så gør vi det sammen. Sådan helt stille og roligt og måske hånd i hånd..