17 december 2011

Jeg trækker i nødbremsen

 

 

 

Tre dage med migræne anfald, fortæller mig at NU er det nok.  Jeg er nødt til at stoppe op nu, og lade verden suse videre uden mig. Forstået på den måde, at nu må jeg ophøre med at ville så meget.

 

Jeg har faktisk mærket det komme, på andre måder end ved smerte.  Forleden ramtes jeg at en overvældende lede ved julen. Fik lyst til at flå det hele ned, gemme alt rødt  væk igen og bare se enkeltheden ved tomme hylder og bare vægge. Det er helt min egen skyld at jeg får det sådan, men jeg kan ikke rigtigt styre det. Det er det der med, enten/eller og alt eller intet, der følger mig som en skygge igennem hverdagene og livet. Jeg er bevidst om den side af mig selv, men kan ikke altid se den komme. Ikke før det er for sent, og jeg går helt kold af overdreven enerigudladning.

 

Jeg har haft en dybfølt trang til at jule i år. Helt naturligt tænker jeg efter sidste år, og jeg har bare været i det med glæde og førnøjelse, men at gøre det halvt eller i små doser er slet ikke en mulighed.  Troede ellers at jeg havde lært at fordele mig selv lidt bedre, at handle på det der er imellem yderpolerne, men åbenbart ikke altid. Så lige nu har jeg simpelthen fået nok. Det hænger mig ud af halsen, og jeg glæææder mig nu til at julen er overstået igen. Ret så dumt, men sådan er det altså med mig.

 

Når nu det er mig der skal holde juleaften, bremser jeg dog bare mig selv helt ned og lader jul være jul her, tingene får lov at stå og juletræet skal nok også ha en plads, men om det bliver i dag som planlagt er jeg ikke sikker på. Jeg når det nok tænker jeg. Ikke mere bageri eller tanker om superkonfekt, men kun rolige dage op til den 24, hvor jeg systematisk vil forberede måltidet, så jeg ikke skal koge og brase det hele samme dag. Trods alt kan meget jo forberedes i god tid, og sådan noget som sovs, grød og kartofler kan fint tilberedes indtil flere dage i forvejen. Anden sørger min mor for, så jeg skal bare stege steg, og den passer for en stor del sig selv på selve dagen.

 

 

 

Når alt dette er sagt og skrevet, så må  jeg altså også tilføje at et nyt aspekt er tilføjet mit liv. Et nyt aspekt som er så anderledes og vidunderligt for mig, at jeg nu mærker hvor meget jeg har trængt til det og også savnet det. Siden jeg blev syg dengang i ‘99 faktisk..  Jeg er et voksent menneske. Jeg kan dybest set klare mig selv og overleve fint på det. Og så alligevel ikke helt, for min forbandede sygdom gør ofte, at jeg ikke helt kan se hvornår grænsen er nået, eller at jeg er på vej til at ryge ud over kanten. Jeg kommer til at overdrive mine kræfter, køre alt for hårdt på fordi jeg bliver begejstret over at jeg lige i det øjeblik kan.  Jeg kommer til at være for impulsiv, bruge penge jeg burde spare, og sige ja når jeg burde sige nej.

 

Der er tegn i sol og måne på, at jeg nu har fået hjælp til at styre disse impulser. Igennem de sidste mange måneder har min nu kæreste nemlig oplevet mig på både godt og ondt, og han er ikke blevet skræmt ad helvede til, men har i stedet stille og roligt påtaget sig at være min stopklods. Han gør det jeg ikke selv kan. Han stopper mig. Fra sidelinien holder han øje med mig og hvad jeg har gang i, ser når det er ved at tilte for mig, og DER træder han til. Ved opringninger der befaler mig at gå hjem feks. Fra et arbejde jeg er så glad for, men som jeg kun kan være på et par timer ad gangen.  Jeg selv vil gladeligt blive og så ligge brak måske i dagevis bagefter, fordi jeg i nuet jo har det så sjovt. Han ser frem i tiden når jeg ikke kan.

 

Det er bare en af mange måder jeg bliver passet på. Og det er noget jeg har manglet i livet med andre mennesker hidtil. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse af tryghed, der er begyndt at vise sig i mig. Kan ikke beskrive hvordan jeg varmes, når jeg oplever at jeg bliver taget ved hånden, og ført hen til nærmeste stol med besked på at NU bliver jeg der NÅ!    Set med bordelinerens briller på er jeg på den måde et barn, der har brug for hjælp til at klare min hverdag. Jeg er både glad og taknemmelig, men stadigt også i en periode med tilvænning, for jeg kan ikke helt forstå det endnu. At det er virkelighed og at jeg bare får den støtte. Sådan uden videre..

 

SÅ…    derfor vil jeg nu bare hækle lidt. Rydning af plads til sønnike må vente til HAM den vidunderlige kommer, når han har fået fri fra sit arbejde i eftermiddag. Så gør vi det sammen. Sådan helt stille og roligt og måske hånd i hånd..

11 kommentarer:

  1. jeg arbejder for patientforeningerne for diabetes og også den for epilepsi. jeg plejer at minde mine patienter om at selvom netop din sygdom er træls og besværlig så kan det også være sundt at huske at langt de fleste har noget at slås med, og når man lige står i det öjeblik kan det være lige så svært, om så sygdommen hedder diabetes/depression/gigt eller hvad som helst. næsten alle har en eller anden begrænsning. man kan være allergisk overfor noget man rigtig godt kan lide, eller som jeg have gigt i hænderne der giver mange smerter når jeg bliver for ivrig med strikkepindene. og det er altså ÖV når jeg ikke kan strikke en hel dag fordi jeg har ondt i hænder og fingre. så hold op med at föle at du er sær eller anderledes fordi du har dine begrænsninger, pas på dig selv så godt du kan, tag imod den hjælp der tilbydes, og nyd det du kan.
    kh.fra Island
    Frida
    ps. forövrigt bliver jeg mere og mere begejstret for den kæreste du der har fundet dig.

    SvarSlet
  2. Meget af det du beskriver som sygdom, er det ikke også en del af livet, af at være menneske. Fejl og mangler som vi alle har. Syge eller ej?
    Ikke for at negligere dig, jeg følger dig dagligt herinde og syntes du er en dejlig kvinde.
    Jeg tror også bare det er lidt vigtigt at nogen en gang imellem spørger lidt ind.
    Jeg er ligesom dig uarbejdsdygtig, og ved derfor at jeg nogen gange har for meget tid til at pille navle og grave efter problemer der får for meget åndelig føde.

    ?

    Kram

    SvarSlet
  3. Så skønt at du har fundet dig sådan en vidunderlig kæreste, det er da dejligt at være to i visse stunder. Syntes du er en fantastisk kvinde og at du trods alt formår meget, Vi andre må også indimellem stoppe op når tingene brænder på. Men du er sku så sej, og syntes der er mange lyspunkter i dit liv. Held og lykke med kærligheden. Birgitte

    SvarSlet
  4. Hmmm impulser og økonomi, en farlig cocktail! Det må du love dig selv, kæresten og OS ANDRE! :) at passe på, altså: 1) Hvor ser den pæn ud, den må jeg have! 2) Må jeg nu også det.

    Det minder mig om engang jeg cyklede forbi en flot klassisk engelsk bil, lidt sporty, en "Alvis" årgang 40 eller deromkring (det var nok en Alvis 1938 Saloon) og jeg fik sådan lyst til at købe den. Den var meget nedsat. Min kæreste havde også lidt penge og syntes det kunne være "sjovt". Men men men, så sagde jeg: Hvis man køber den, vil der komme enorme regninger fra værkstederne!

    Så den fik lov at stå, den smukke "Alvis" :)

    SvarSlet
  5. Kære Frida. Jeg takker for dit indput, jeg glemmer ganske rigtigt at alle har noget at slås med. Det er godt at blive mindet om, og ja.. jeg syntes også mere og mere om ham ;))) *fnis*

    Kh og knus

    SvarSlet
  6. Kære Anomym. Tak fordi du skriver og lige giver dit besyv med. Jeg sætter stor pris på det, fot det er jo rigtigt nok.. alt for meget tid er alt for mange tanker.

    Jeg ønsker dig en dejlig aften.
    Kh Henriette:))

    SvarSlet
  7. Tak Miri :) Jeg begynder at indse det.. Knuus

    SvarSlet
  8. Kære Birgitte. Du har også helt ret, og ja.. jeg har mange lyspunkter nu. OG bedst af alt, så kan jeg også selv se dem :))

    kh og dejlig aften
    Henriette

    SvarSlet
  9. Kære Donald. Jeg passer godt på, men den smutter stadigt ind imellem. Heldigvis ikke med de store svimlende beløb, men det er alligevel ikke fornuftigt at snolde, når man ikke har til det..

    Tak for din hilsen og mange knus
    Henriette :)))

    SvarSlet
  10. Heldigt at du har fundet en livsledsager, men han er sandelig også heldig. I ønskes alt godt.

    Hilsen Hanne.

    SvarSlet