02 januar 2012

Jeg kan ikke lide den første dag efter nytår..

 

 

Hverdagen rammer, og magien fra december er borte. Men allermest kan jeg ikke lide mig selv fordi jeg er så ufleksibel og fastlåst i mit hoved. Sidder her og tuder i desperation over, at de planer jeg har haft for i dag er skudt helt i sænk. Ved sgu ikke, syntes jeg bliver værre og værre omkring det. Og selvom jeg er meget opmærksom på det, så KAN jeg ikke håndtere fornuftigt, når noget ikke går som jeg har tænkt mig i mit hoved. Godt jeg snart skal til den samtale i distrikspsyk.

 

Tag nu i dag feks. Om det er helt normalt at jeg reagerer som jeg gør, kan jeg ikke gennemskue. Syntes selv at jeg bør være mere fleksibel og flink når det handler om, at vi trods alt ER to der har adresse her, men faktum er at jeg nu efter to uger med knægten hjemme, bare ikke kan klare mere.

 

Jeg skal vist også have mig som mål, IKKE at lave planer for dagene alligevel, for når det så ikke går som jeg har regnet med, går jeg helt i sort og mister fatningen. Jeg ville have brugt dagen på denne måde:

 

Op, teenager OP, teenager pakke sammen og gøre rent efter sig, aflevere teenager, handle ind på vej hjem, stille og roligt begynde at fjerne de sidste rester af julen, og resten af dagen tage roen og stilheden ind igen. Nyde at jeg igen kun skal gøre rent, lave mad, vaske op, efter mig selv.

 

I stedet er dagen indtil nu gået sådan her:

 

Vågne med migræne. Vente på at medicinen virker, ringe til skolen for at spørge om det er ok, at jeg først afleverer teenager i aften, da jeg ikke kan køre bil før da, sove. Vågne, diskutere med teenager om, hvorvidt han skal igang NU, eller kan vente indtil en halv time inden fristen for kørsel udløber. Kigge på at han stille og roligt spiser mad foran tv’et. Droppe at komme afsted for at handle ind, droppe at få ro før i aften, føle mig som en aldeles forfærdelig mor, fordi jeg ikke magter mere. Være fortvivlet over at jeg ikke som alle andre mødre her i blogland, elsker at have mine søde børn omkring mig, og allerhelst vil beholde dem hjemme lidt længere…

 

Jeg KAN ikke gennemskue tingene. Er overbevist om at det er mig den er gal med, og derfor at det er sygdom og ikke andet, der gør at jeg flipper ud nu. Ingen andre steder kan jeg læse mig til, at hverdagen er velkommen og at det er svært at have store unger boende. Er det noget der skal læses imellem linierne? For det er en evne jeg ikke lige har. De uger han har været her, har jeg egentlig ikke mærket meget til ham, han har været sød og passet sig selv meget af tiden. Vi har ikke skændes, jeg har ikke måttet bede ham om at skrue ned en eneste gang, og alt i alt har han bare været rar at have med at gøre. Dybest set er jeg helt urimelig tænker jeg.

Men hvorfor?  Hvorfor har jeg det behov for at være alene og uden selskab? Hvorfor kan jeg kun klare selskab ( også af mine egne børn ) i begrænset omfang, og ihvertfald IKKE længere end beregnet?  Jeg ved det ikke. Men det gør mig fortvivlet og dybt ulykkelig. Og så er det tårene begynder at flyde, for det er ikke sådan det skal være. Det er ikke sådan JEG vil være. Jeg vil være en god mor.

 

Fandens osse..

12 kommentarer:

  1. Lad være med at definere "god mor", du elsker dem jo....en lad være med at lægge planer...respekter, at du ikke kan klare den mindste afvigelse....det er vel ok, jeg kan også i perioder have svært ved det. Men husk på, du har ham i en begrænset periode....
    ps læser han med her????
    kærlig hilsen

    SvarSlet
  2. Kathrine Heegaard02 januar, 2012 16:17

    Kæreste Henriette.
    Jeg læser med på din blog og synes du er et stort og fantastisk menneske.Den ærlighed du så åbenet lader os andre dele med dig burde en hel masse andre lære noget af.
    Jeg har selv to (voksne)(19 og 25) børn, den ene udeboende, og jeg kan fortælle dig at indimellem ønsker jeg dem hen hvor peberet gror,når de som her i julen begge er hjemme. Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke elsker dem, men det er sådan det er. Man kan sagtens føle sig som kok, opvasker, tjener og så skal man da forresten også lige stå til rådighed og hører om deres liv på de tidspunkter hvor det passer dem. Jeg har nogle dejlige vidunderlige unger men det er nu rart når de tager afsted igen og hverdagen rammer familien. Jeg synes du skal sige til dig selv at du gør det så godt du kan, og dermed er du en "god mor"

    SvarSlet
  3. Er helt enig med Kathrine. Jeg glæder mig osse nogen gange til at være helt alene. SKØNT når der ikke er nogen der forventer noget af een. Håber du får noget godt ud af mødet med distriktspsyk. Kram fra Vibeke. (-:

    SvarSlet
  4. Kære søde ven.
    Giv dig lov til at have de dage hvor du intet magter og husk dig selv på, at du også har dage hvor du magter meget og hvor dit overskud er i top....og husk også dig selv på, at du er i din memoperiode nu og derfor magter mindre...
    Ingen grund til at slå dig selv oven i hovedet og kræve mere af dig selv...den eneste standard du skal leve på til, er den du selv sætter dig. Vi andre nyder når du er som du er, uanset om du er + eller -. I morgen er atter en dag og muligheden for at få succes - også som mor *s*
    Kram fra Helle

    SvarSlet
  5. Som du ved har jeg været vant til kun at have ungerne hveranden uge i 8 år........ Men her efter deres far blev syg og døde, bor de jo fast hos mig....... Og tro mig... Jeg savner mine/vores alene uger......

    Og det er bestemt ikke fordi jeg ikke elsker mine børn........ Jeg føler bare jeg var en bedre mor, før.... Fordi der havde jeg det store overskud til dem, jeg glædede mig helt vildt til de kom.

    Vi havde altid vasket tøj, købt ind så vi ikke behøvede at bruge tid på det, når de var her...


    Nu er de her hele tiden.........

    Også når der skal vaskes tøj, gøres rent, købes ind og jeg har ikke en hel uge til bare at være mig , mere.....

    Nu skal jeg være mor hele tiden.. og min mig tid .. Den savner jeg...........

    Men.. Her nu har de været hos deres fars famillie fra onsdag aften til søndag aften, og der glædede jeg mig igen til at de skulle komme.

    Og endnu .. synes jeg det er hyggeligt at jeg kan høre dem tale med deres venner over skype , men jeg ved om et par dage vil det irritere mig at høre deres mumlen ....

    Men jeg elsker dem.. de ved jeg elsker dem.. De ved godt at jeg har brug for de ikke kommer ud hver 10 min og siger moooaarrr....

    Der skal være både mor tid og mig tid... Ellers så visner jeg........

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. Kære Alle seks søde og Uundværlige blogvenner. I skriver alle lige netop det jeg har så hårdt brug for at høre lige nu. Er kommet hjem nu, efter at have afleveret poden, og noj hvor er jeg ked af det, fordi jeg flipper sådan ud. Det er som om jeg slet ikke kan kende mig selv, når jeg reagerer så stærkt på at være social i længere tid. Og igen.. jeg har faktisk ikke engang noget reelt at klage over, for han har været så uendelig nem i disse uger, i forhold til vores tid sammen på Østerbro. Jeg selv tænker at det måske er en skade jeg har fået efter årene i Vanløse.. Jeg ved jo godt at jeg har noget der, der ikke er helt bearbejdet. Stress og overbelastning, PTS måske også. Jeg fik talt lidt med ham om det, og Lavendel.. JA jeg ved at han indimellem kigger forbi her, for jeg skriver ikke noget,jeg senere ville skulle bortforklare. Det er ofte nemmere at skrive end at tale, og han kommer som regel til mig, hvis der er noget han skal have uddybet. Begge unger VED at jeg ikke er som jeg er på grund af dem heldigvis.

    Jeg takker jer alle for at I skrev og delte med mig. Det hjælper og glæder mig at i gider.

    Mange knus
    Henriette

    SvarSlet
  8. Du, selv Dan Turell sang: jeg holder af hverdagen... og han havde da kun et barn. Hvem f..... ville ikke få kabinekuller af at bo så tæt og intenst? Og så med en teenager???!!! Det er helt normalt at ønske nogen (5-årige, svigermødre, mænd) hen hvor peberet gror, vil jeg mene. Gør man ikke det engang imellem, er det unormalt. Sådan i retning af patetisk besidderisk, eller måske angst for at være alene. Dixit.

    SvarSlet
  9. :-) Tak Linda. Nu du siger det, så kan man sikkert skyde mig meget i skoene, men besidderisk.. hihi, det er jeg ihvertfald ikke.

    Stort knus til dig, fordi du lige gav mig et bredt smil på læben. Hurra for hverdagen og kommentarer der glæder og hjælper.

    Kh Henriette;)

    SvarSlet
  10. Helt ærligt... Jeg kan næsten ikke vente til den store pakker sydfrugterne og drager hjemmefra!

    Og selvom jeg holder af ferier og hyggelige timer med ungerne, har jeg brug for tid til mig, og jeg glæder mig som regel til hverdagen igen begynder.. Har jeg ind imellem en fridag, kan den næsten føles ødelagt, hvis jeg ikke får lov at have den alene.

    Det er muligt du føler din reaktion er voldsom, men den er ikke så meget anderledes end mange andres :)

    SvarSlet
  11. Knus til dig Pernille. Fordi du også fortæller mig at det er ok, at reagere. Måske jeg føler det er voldsomt, fordi jeg skammer mig og slet ikke plejer at reagere overhovedet.. Ved det ikke, men I har alle hjulpet mig i dag, og jeg har det meget bedre nu :)

    TAAAK og knuuus
    :-)))

    SvarSlet
  12. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet