Jeg kan ikke lide den første dag efter nytår..

 

 

Hverdagen rammer, og magien fra december er borte. Men allermest kan jeg ikke lide mig selv fordi jeg er så ufleksibel og fastlåst i mit hoved. Sidder her og tuder i desperation over, at de planer jeg har haft for i dag er skudt helt i sænk. Ved sgu ikke, syntes jeg bliver værre og værre omkring det. Og selvom jeg er meget opmærksom på det, så KAN jeg ikke håndtere fornuftigt, når noget ikke går som jeg har tænkt mig i mit hoved. Godt jeg snart skal til den samtale i distrikspsyk.

 

Tag nu i dag feks. Om det er helt normalt at jeg reagerer som jeg gør, kan jeg ikke gennemskue. Syntes selv at jeg bør være mere fleksibel og flink når det handler om, at vi trods alt ER to der har adresse her, men faktum er at jeg nu efter to uger med knægten hjemme, bare ikke kan klare mere.

 

Jeg skal vist også have mig som mål, IKKE at lave planer for dagene alligevel, for når det så ikke går som jeg har regnet med, går jeg helt i sort og mister fatningen. Jeg ville have brugt dagen på denne måde:

 

Op, teenager OP, teenager pakke sammen og gøre rent efter sig, aflevere teenager, handle ind på vej hjem, stille og roligt begynde at fjerne de sidste rester af julen, og resten af dagen tage roen og stilheden ind igen. Nyde at jeg igen kun skal gøre rent, lave mad, vaske op, efter mig selv.

 

I stedet er dagen indtil nu gået sådan her:

 

Vågne med migræne. Vente på at medicinen virker, ringe til skolen for at spørge om det er ok, at jeg først afleverer teenager i aften, da jeg ikke kan køre bil før da, sove. Vågne, diskutere med teenager om, hvorvidt han skal igang NU, eller kan vente indtil en halv time inden fristen for kørsel udløber. Kigge på at han stille og roligt spiser mad foran tv’et. Droppe at komme afsted for at handle ind, droppe at få ro før i aften, føle mig som en aldeles forfærdelig mor, fordi jeg ikke magter mere. Være fortvivlet over at jeg ikke som alle andre mødre her i blogland, elsker at have mine søde børn omkring mig, og allerhelst vil beholde dem hjemme lidt længere…

 

Jeg KAN ikke gennemskue tingene. Er overbevist om at det er mig den er gal med, og derfor at det er sygdom og ikke andet, der gør at jeg flipper ud nu. Ingen andre steder kan jeg læse mig til, at hverdagen er velkommen og at det er svært at have store unger boende. Er det noget der skal læses imellem linierne? For det er en evne jeg ikke lige har. De uger han har været her, har jeg egentlig ikke mærket meget til ham, han har været sød og passet sig selv meget af tiden. Vi har ikke skændes, jeg har ikke måttet bede ham om at skrue ned en eneste gang, og alt i alt har han bare været rar at have med at gøre. Dybest set er jeg helt urimelig tænker jeg.

Men hvorfor?  Hvorfor har jeg det behov for at være alene og uden selskab? Hvorfor kan jeg kun klare selskab ( også af mine egne børn ) i begrænset omfang, og ihvertfald IKKE længere end beregnet?  Jeg ved det ikke. Men det gør mig fortvivlet og dybt ulykkelig. Og så er det tårene begynder at flyde, for det er ikke sådan det skal være. Det er ikke sådan JEG vil være. Jeg vil være en god mor.

 

Fandens osse..