Kvinden der slæber sig hen ad fortovet..

 

 

 

Det er sådan jeg ser mig selv i disse dage :-)   Sådan lidt a la det her:  tunge skridt, snegletempo, armene der næsten rører jorden, og tasken der først ses i en lang rem to meter bagved.

ALT hvad jeg laver tager en krig ( også at blogge ), og alt hvad jeg tænker rammer først bevidstheden flere timer efter ( igen.. at blogge er for tiden en længere affære ). Fra jeg tænker tanken at nu vil jeg have en kop kaffe, til den faktisk står varm i koppen ved siden af mig kan der let gå et par timer. Horisontalt er klart meget mere behageligt end vertikalt. Jeg kører helst ikke i bil, for jeg reagerer nærmest ikke på noget.

Det er sagt på en anden måde, som om mit maskineri nu er rustet op, og bare ikke kører mere.

 

Heldigvis var det super godt at få talt med psykologen i onsdags. Hun har kendt mig siden ‘99 og kunne lynhurtigt afklapse mig, da jeg opgivende stønnede noget om at det her ingen ende vil tage. “Henriette” sagde hun fast og med sit bredeste smil, “ i de mange år jeg har behandlet, er du den eneste patient jeg har haft, der i den grad er en korkprop”.   ( nogenlunde sådan var ordene)

Der sad jeg og måbede, og havde forudset et eller andet i retning af, at jeg var den eneste der var så sortseende, men nej nej. Jeg selv forstod slet ikke hvad hun mente, sad bare og kiggede på hende med krydser i øjnene, så tålmodigt siger hun til mig:

 

“Henriette, uanset hvad du har skullet kæmpe med, og du har virkelig haft reelle og svære ting at bøvle med, så formår du at komme op til overfladen igen. Der har været ting så hårde og svære, at du har ligget helt fladt nede i mørket, og alligevel har du rejst dig og fundet tilbage til dig selv igen. Det er der faktisk mange der aldrig formår.”

 

Hvad pokker siger man lige til det??

 

Det er bare slet slet ikke sådan jeg ser mig selv, og slet ikke sådan jeg har oplevet forløbet!  Faktisk er det uhyggeligt. At jeg ikke selv har kunnet se det sådan, for hun har edder nok ret. Fandens osse altså ;)   Knivskarp er hun. Og belastende klog også. Hver gang jeg tror jeg har hende med en af mine livserfaringer af den mørke slags, så skyder hun hurtigt tilbage igen med et eksempel på et eller andet, der beviser det modsatte.  ØV …  hun kender mig for godt gør hun. Og netop derfor er hun alletiders må jeg indrømme. Jeg kan komme og dumpe ned i hendes stol, tage tråden op uden timelange referater fra mit liv, og derfra kører diaglogen bare.   Hun af alle ved hvad mit liv rummer. Til forskel hvad man måske tror, så ER der mange ting jeg ikke omtaler her på bloggen, og de ting ved hun altså at jeg har håndteret og overlevet. Og hun husker når jeg selv glemmer.  Praktisk ik :-)

 

Så altså, jeg er lidt tavs for tiden, men nu er der kun få dage tilbage så får jeg min enetid tilbage igen. Ugen er gået og klaret, men de der ekstra reserver som Anita vidste der kunne hentes frem, ja de er nu ved at være tomme. Der ligger kun liige et par stykker af dem tilbage på hylden med “ det SKAL bare gå”, og når jeg har afleveret min store dreng på efterskolen, så synker jeg tilbage i puderne med et stort pust. Der er en undersøgelse af hans knæ mandag middag, og den tager jeg med. Derefter slukker jeg mobilen, sætter alt på stand by og øver mig i at trække vejret helt ned i maven en uges tid. Det må jeg godt.

 

Jeg har ikke rørt hverken garn eller pinde, kun et par cm af mit optimistiske hemmelige projekt er der lavet.

Og nå ja, så er min rundpind taske nu fyldt op.

Ikke nogen let opgave, især fordi de små mærker der skal sættes i er SÅ SK.. SMÅ. Mand, jeg fik flip mere end en gang over at de bare ikke ville på plads, men nu står den her. Klar til brug og ved siden af den, min kurv med strømpepinde og hæklenåle i fin orden.

Nu orker jeg ikke mere, så det må I høre mere om en anden dag.