Når man overvejer at give op..

 

 

 

Mørke skyer samler sig om min forstand. Selv kan jeg ikke samle mig om ret meget. Kulden tærer, og knoglerne gør efterhånden så ondt flere steder, at jeg snart ikke orker mere.  Specielt ansigtet har jeg ondt i. Selve kraniet og hele vejen langs hårgrænsen, kæben og nakken værker på en måde, så jeg har svært ved at koncentrere mig. Briller kan jeg ikke holde ud at have på særligt længe ad gangen.  Fra jeg vågner, og til min krop fungerer bare nogenlunde går der flere timer, og alt i alt har jeg nået et punkt, hvor jeg overvejer at give op..

 

Som jeg skrev forleden har jeg skrantet nærmest uafbrudt siden flytningen, og jeg kan faktisk ikke mere nu.

 

I dag har jeg måttet tage en tung beslutning, som virkelig gør mig ked af det. Min fribase og glæde i hverdagen er sat i bero for en tid, som konsekvens af at jeg er slidt. Hver eneste dag har jeg i månedsvis lovet mig selv, at I DAG.. ville jeg afsted, og så er det endt med at jeg ikke har kunnet alligevel. Det duer ikke. Og det giver mig en unødig stress, at jeg lover mig selv og Sisse, uden at kunne overholde. Jeg har en pligtfølelse som får mig ned med nakken. Det kan man faktisk godt have selvom man er pensionist. Hvis nogen skulle tvivle..

 

Officielt holder jeg nu pause fra forretningen.

 

Det eneste der hjælper på den beslutning er hendes ord om, at hun og jeg har en særlig aftale og at jeg ALTID kan komme tilbage og fortsætte hvor jeg slap, når jeg er klar. Den slags ord får mig til at tude på stedet, for det er ord der varmer og betyder mere end man kan forestille sig.  Når jeg sidder her, efter en nat hvor jeg har drømt sorgfyldte drømme om opbrud fra mit gamle arbejde i boghandelen, som jeg var knyttet til i mange år, føler jeg mig slået. Og nedslået.

 

Jeg tænker over, hvor meget længere jeg har lyst til at kæmpe. Især tænker jeg på, hvorfor det liv jeg er havnet i skal være så svært? Hvorfor der et sted er nogen, der har besluttet at jeg ikke skal få lov til at hvile. At få bare et enkelt år med medgang og let gang på jorden. Bare eet. Et enkelt lille bitte år ud af de mange jeg skal leve. Sådan et af den slags, hvor jeg uden at mærke smerter i kroppen, står op og bare lever dagen. Spiser morgenmad, tager tøj på, går ud i verden, er social, kommer hjem igen, laver mad og går i seng. Og lukker mine øjne fordi det var endnu en dag, der bare var.

 

Jeg trænger til ferie. Helt ærligt. Fra min egen hverdag. Det er seks år siden jeg sidst har været væk fra tilværelsen som pensionist. Sådan rigtigt væk. Måske min eksmand alligevel har fået SIT ønske opfyldt, da han råbte til mig at han håbede mit liv ville blive forbandet. Måske han alligevel har evner som en djævel?  Hans ord om, at han ville gøre alt hvad han kunne for at jeg endte på gaden som et nul i et hul, er måske alligevel ikke tomme trusler? I hvertfald har jeg i dag lyst til at grave mig ned. Helt derned hvor jeg ikke mere behøver at være problemknuser, femkæmper i livet og konstant træt. Derned hvor min mobil ikke ringer, og hvor der ikke trampes, hamres, bores og bankes fra morgen til aften.

 

 

Om lidt tager jeg hen og henter Rasmus. Han har vinterferie nu. I næste uge skal han til nogle undersøgelser af benet, så der skal jeg være klar.  En uge.. det SKAL bare gå. Jeg glæder mig til at se ham. Glæder mig over at jeg har ham, og når ugen er gået ved jeg sgu ikke.. måske jeg der, så kan give mig selv ferie. Og grave mig ned som en bjørn der venter på foråret.