Duracell kaninen

Så er der igen nyt fra kaninbjerget her i Brønshøj. Jeg har skrevet til Kaninforum.dk for at fortælle nut om min lille kanin, der også går under navnet æsel for tiden..



Here goes:

LilleTim alias Fister.. han er sgu sin egen :-)

af lilletims mor » man 14. maj 2012 22:53
 
Det er lidt tid siden jeg sidst har været forbi herinde, men jeg er træt for tiden så mine kræfter går til kanin og selvpleje. Dog har jeg været inde for at læse lidt om dit og dat, når jeg har været i tvivl om noget, og det er denne siden altså super til. At formidle og dele erfaringer og viden.Herligt



Der er dybest set kun gode ting at berette om min lille enevældige konge, men selvfølgelig er det da svært til tider, at finde den rette måde at gribe tingene an på. Nogenlunde som når man står med sin første baby i armene og med en klar ide om hvordan den skal skæres, for så at opdage at baby aldeles ikke gør som skrevet står i bøgerne, eller som de andre børn i mødregruppen..



Nå, men Fister er altså i ordets bedste betydning ikke sådan at manipulere med. Han har sin egen mening, og så kan jeg sådan set godt gå et andet sted hen med mine godbidder. Ikke på vilkår om han gider lege cirkuskanin for en tør ært nej. Tror jeg han er til fals eller hvad?? Jeg har nu et mindre kaningodbidslager, som på ingen måde ser ud til at kunne bruges til noget som helst. Fister spiser nemlig KUN kaninpiller, hø, mælkebøtter og andet grønt jeg giver ham. Frugt og rosiner som fristelser vender han da bare ryggen til NÅ! Så ja, er der nogen der vil købe mine lagre af div lækre og kaninkorrekte blandinger så sig endelig til hihi.

Som kanin er Fister meget glad for at hoppe, og helst op så højt som muligt. Det ville have været en fornøjelse for mig at gå til hop med ham, men det har jeg desværre ikke helbred til, dertil jeg er alt for ustabil og ville aldrig kunne øve så regelmæssigt og konstant som det kræves, MEN til gengæld er den lille hoptimist så heldig at han bor et sted med mange muligheder for den diciplin. Han hopper lystigt op og ned hvor det nu kan lade sig gøre.. og hvor jeg ikke ville have troet det muligt Jeg må forundres over hans kreative hjerne, og glædes over at han virker dejligt tilfreds med livet.

Tæpper, huler/papkasser, avispapir og blade, ku ikke rage ham mindre. DET er alt for trivielt for ham, men i stedet for er han super lykkelig for det græsrør jeg fik hjem i sidste uge. Timevis kan gå med at gå til angreb på det, løbe igennem det og sidde ovenpå det. På billedet nedenfor kan I se, hvordan jeg har lagt det. Den helt store er at spæne gennem lejligheden, først den ene vej på altanen, så tilbage igen og så op i en kurv, op PÅ den næste og derefter ind gennem røret og så sitte helt stille i altankassen for, at gnaske af det hør og tørrede guffegræs jeg lægger ud hver dag. Særligt det tørrede græs med kornblomster i elsker han, og så er han tilgengæld glad nok for at grave for at få det hele med.





Da jeg modtog mine varer fra ZooPlus i sidste uge, kom det i en perfekt papkasse, som jeg straks tænkte ville begejstre en kanin, og jo da.. tildels, men ikke mere end at den først nu er ved at blive taget til nåde. Og så kun til at fræse rundt i, spise mere hø, men aldrig til at gemme eller sove i. Uha nej. At sove det er allerbedst under stolen i stuens hjørne. Igen.. han er IKKE dum den lille fis. For der, under stolen er der et sted hvor han kan ligge og hvor jeg IKKE kan nå ham. Meget smart når en lille kanin ikke vil i seng.. Vi har allerede et mønster her.

Han er aktiv det meste af dagen fra han vågner, med små pauser hist og pist. Omkring kl fire fem stykker om eftermiddagen glider han lige så diskret ind under stolen, og så knalder han brikker der lige indtil hans mor kommer og forstyrrer ham ved sengetid. Ihh at hun gider! Han ligger under stolen, jeg ligger på alle fire og kalder, han får med eet, et enormt vigtigt behov for at vaske ører, jeg kalder og lokker.. nu med begyndende ondt i ryggen, han vender ryggen til og begynder at ordne pels, jeg skubber til stol for måske at kunne udliste ham, han flytter sig tilsvarende, gaber og lægger sig igen til at sove, og tjaaa så lunter jeg slukøret ind i seng. OG bliver næste morgen vækket af en frisk kanin, der hopper op og ned oven på mig i sengen. Ved fire fem tiden!

Heldigvis går jeg jo hjemme, og det er ikke afgørende at jeg sover længere lige der, meeeen jeg mener nu nok at jeg har bedst af mere søvn. Den klares ved at jeg lige står op, finder noget grønt frem, smider det ind i buret, drikker en kop kaffe og læser lidt på nettet OG så godnat igen. Den er han med på, og jeg kan nu sove videre så længe jeg egentlig gider. Kæresten mener det er MIG der bliver løbet om hjørner med??? A hva ba??

Og nu vi er ved sengen..

Lille fætterfisterfis gør, som alle I andre også skriver om. Det flyver til alle sider med kugler og min fro over at have udlistet ham i forrige uge, er nu vendt til at jeg har måttet resignere indtil han bliver neutraliseret, og så bare tage mine forholdsregler indtil da. I den forbindelse er jeg såå glad for den vaskemaskine jeg fik i sidste måned, for så er det en leg at vaske sengetøj tre gange om ugen . AEHMM,  jeg sover med mine dyner, og ovenpå dem ligger et fleecetæppe, som ikke suger så meget. For når nu Fister kommer fræsende op til sin sovende mor, ja så skal han jo tisse ik. Og det falder ham ikke ind lige at runde sit dertil indrettede toilet i buret inden han vækker mig nej. Så altså tæppet bliver også ofte vasket. Derudover er der sofaen. Igen præcis som I fortæller, så er han vild med at tisse i den. Der har vi fundet et kompromis. Jeg bruger den nærmest kun når jeg har gæster, så i hverdagen er den barrikaderet med alverdens ting, så han kun har EEN mulig plet at tisse på, og der står hans nye seng fra ZooP, som han under ingen omstændigheder gider kendes ved i buret. Stående i sofaen er der ingen vej udenom, hvis han absolut VIL tisse der, så jeg kan nu lige så stille tømme den for kugler hver gang han har været der. HA! Han har toilet i buret, og lige ved døren ud til altanen, og jeg mener bestemt at der skulle være gode muligheder for at nå derhen når trangen melder sig, og han bruger også begge dele, men hver ting til sin tid ik..


Alt i alt har vi en fest hver dag her i huset. Han har inden for de sidste dage taget den nye lille godbidbold til sig, og kan bruge lang tid på at forsøge at få de tørrede ærter ud, SOM HAN GODT VIL SPISE AF NÅR DE KOMMER DERFRA!!! I guder han er viljefast. Ikke på vilkår om han vil tage imod når jeg rækker ham en. HVIS han endeligt tager ærten i munden, bliver den spyttet ud med det samme. Han muntrer sig med at undersøge alt, men er ikke en kanin der gnaver i noget som helst han ikke må. Tror heldigvis hans behov bliver stillet fordi ,der er så mange ting han KAN gnave i med tilladelse :-)
På altanen er der ingen begrænsninger på stoleben, træindretninger eller andet interessant, MEN vi er godt nok uenige om hvorvidt han må spise min planter. Han mener ja, jeg siger nej og nej og nej og nej. Og finder nye måder at barrikadere for de stakkels grønne skabninger på. Forresten har jeg en Hosta som bliver kæmpe, og den kunne godt blive hans, men kan kaniner tåle dem??
Som kanin er han super kælen, men allerhelst liggende ved siden af mig. Han gider ikke så meget være i arm, men brokker sig iøvrigt aldrig når jeg tager ham op, for at tage ham med ind på hans/ vores soveværelse. Det er ind imellem nødvendigt, hvis jeg skal ud. Jeg har det bedst med at vide hvor han er, når jeg ikke er hjemme og der kan han ingen skade gøre, ( så fjerner jeg bare dynerne fra sengen), og han elsker at ræse rundt i den. Der er god plads til at hoppe og springe hihi. Forresten er de tæppeløse gulve intet problem for en egenrådig kanin. Han spæner lystigt afsted og nærmest jubler når han kan tage resten af turen i een glidende bevægelse. Det ser forrygende ud.


Pyhh, nu tror jeg vist jeg har husket det meste af det nyeste siden sidst. Når man som jeg går hjemme og ikke altid har det lige godt, er han en solstråle at have boende. Det giver mig smil på munden, og lidt jeg SKAL gøre hver dag, så jeg ikke altid ender med slet ikke at stå op, hvilket jeg kæmper meget med når hjernen går i sort. Lige nu er det knapt så slemt, men vintrene er slemme så det skal da blive interessant at opleve næste vinter, med en duracellkanin i hjemmet

**********************


Som I kan læse, er jeg jo helt vild med den lille pelsede, og så er det forresten dejligt at have sådan et lille væsen i hjemme igen. Som feks når han kommer og lægger sig helt op ad mig for at sove lidt. Eller når han finder på at lege pelshat og ligger som en sådan ovenpå på hoved når jeg selv sover. Det er sgu da herligt ik.

Så er der lidt nyt fra Henriettes altan igen

 

 

 

 

Det blæser fælt igen i dag. Jeg som ellers troede, at med den smukke stille dag vi fik i går,  så var vi også heldige på en mandag i maj, men nej.. Derfor sidder jeg i min varme stue, og prøver at overbevise mig selv om, at jeg må ud for nu er mælken sluppet op og DET duer ikke. Forresten er der nyt fra Altanen..  OG det er overraskende nyt siger jeg lige for, at lokke jer til at klikke derhen hehe.

 

Ham her spankulerer ene rundt på plænerne nedenfor. Hans venner er andetsteds og faktisk er det sjælendt at jeg ser en enlig gnækker på arealerne. De plejer at flyve og lande minimum to ad gangen.

Han er nu herligt at kigge på :-)

Et nemt svar …

 

 

Hvor ked og øv tror I jeg er over IKKE at være/kunne være med her:

 

 

 

 

Hvis svaret alligevel skulle være for svært, så kan jeg fortælle at jeg er RIGTIGT ked af det.  Som jeg har det for tiden gør det ikke humøret bedre, at jeg har måttet indse forlængst at sådan en udflugt til det oppeste jylland er no go for mig. Allerede sidste år kom håbet og drømmen til mig om en tur derop en dag, og igen fornyligt fik drømmen ny næring, efter indkøb af en garnblomst derfra.

 

For nu at sige det ærligt så kan jeg faktisk ikke rigtigt leve med, at jeg har så lille en radius, men jeg må jo. Sammen med skuffelsen over at muligheden for ovenikøbet at få lejlighed til at hilse på så mange interessante bloggere også lå lige for i denne weekend, er det næsten en biting at jeg jo også gerne ville gramse garn…

 

Som det er nu går jeg rundt og skal bearbejde tingene, for det er jo ikke kun en tur til fastlandet jeg er ked af at gå glip af. Det er allround. SÅ mange oplevelser og udflugter må jeg afstå fra, og det er forskelligt hvordan jeg forholder mig til det, men for tiden gør det mig altså trist, og så har jeg også denne her kedelige fornemmelse af at miste en masse info om min omverden. Simpelthen fordi jeg ikke deltager, hverken her eller der. Det er kun min egen skyld, ingen tvivl om det, men det gør det ikke mindre ubehageligt. Man bliver hægtet af og kan ikke følge med. Er hele tiden et sted hvor man med store overraskede øjne kan tænke,  “ ej! hvornår er det sket? / Gud er det rigtigt? / Jamen det vidste jeg slet ikke!! / nej det har jeg slet ikke hørt/læst.. 

 

 

Igen.. det er fordi jeg ikke magter meget, men er med til atunderstrege min status som pensionist i mit eget sind. ØV for det da..

Gode dage og dårlige dage, og Klidmoster skal ha ros

 

 

 

 

 

Aktiviteten her er jo SÅ RINGE for tiden, men I ved hvorfor og ingen skal heller være i tvivl om, at det irriterer mig selv, at det er sådan det er. Dog.. jeg får da ind i mellem læst  med rundt omkring, og i dag således kom jeg forbi Malou. Hun skriver og jeg har fået lov at dele simpelthen fordi jeg mener, at det ikke kan gentages nok, læses af for mange eller udbredes for vidt. Jeg mangler ikke selv evnerne til at tage fat i posen med ord, og formulere når jeg har noget der skal ud, men her kan det slet ikke betale sig at bruge tid på det, for det KAN ikke skrives bedre eller tydeligere…

 

Læs med og vid, at jeg kan skrive under på hvert et ord selvom min usynlige lidelse er en anden ( OG at hetzen og fordømmelsen mod mig er knnaaaapt så voldsom).

 

 

Fra Klidmoster/Malou er hentet følgende:

 

Ja, jeg beklager - endnu et indlæg der ikke handler om mad. Og så alligevel - for omdrejningspunktet er jo stadig den mad jeg tillader mig at gå ud og spise.

 

Og jeg kan da lige flashe min morgenmad: tykmælk med speltmysli, ahornsirup og blåbær.

 

Wow, sikke en overvældende respons – både positiv og negativ der kom på det sidste indlæg. Hele 75 kommentarer er det blevet indtil videre. Der er godt nok et par af kommentarene jeg har lyst til at slette, men da jeg ikke går ind for censur får de lov at blive stående. Alle har ret til deres mening – og må gerne skrive den her. Men det er måske for meget forlangt at det kan forblive konstruktivt og i en sober tone? Jeg har INGEN respekt for folk der anonymt ser det her som en mulighed for at svine mig til og kalde mig de værste ting.
Der er blevet plukket en ting ud af kontekst fra mit indlæg og brugt til at køre en hadefuld debat videre her på 180 grader. Det er ret chokerende læsning - men vist et meget godt billede af hvordan mange ser ned på førtidspensionister.
Og i den forbindelse er der nogle ting jeg er nødt til at slå fast:
Jeg har betalt min skat i alle mine år som lønmodtager – og er naturligvis taknemmelig over at der nu er et sikkerhedsnet der fanger mig. I år 2000 blev jeg ramt af en bil som fodgænger. Det smadrede min krop og jeg fik en lille hjerneskade. Efter 1 år blev min mengrad fastsat og jeg blev erklæret 25% invalid. På trods af smerter og gener efter ulykken lykkedes det mig alligevel at taget en uddannelse, dygtiggjort mig inden for mit felt og havde en lovende karriere foran mig. Efterfølgende har de kroniske smerter jeg fik som følge af trafikuheldet udløst fibromyalgi – som er en dysfunktion i centralnervesystemet. Jeg sørgede længe over diagnosen – for det var en sygdom jeg selv havde mange fordomme imod. Det var virkelig forfærdeligt at miste min evne til at arbejde og forsørge mig selv. Ikke alene skulle jeg nu modtage forsørgelse, jeg skulle også stå model til folks hån for det. Det er virkelig svært at tage ansvar for en situation som man ikke selvforskyldt er havnet i. Måske er det føreren af den bil der ramte mig som skulle stå for skud? - det var ham der brød færdselsloven, kørte for stærkt i midtbyen og 'ødelagde' mig i første omgang.
Og ja, fibromyalgi er en rigtig sygdom. Den officielle diagnose har eksisteret siden 1990 og er anerkendt af WHO og Sundhedsstyrelsen. Der mangler dog forskning og viden – hvilket gør at der stadig er mange læger af den gamle skole der nægter at anerkende diagnosen.
Den der holdning med at det er en fup-sygdom og at alle os der har den griner hele vejen hen i banken – det gør mig vred og ked af det. Jeg ville til enhver tid bytte sygdommen for et normalt liv og et job i min branche. Der er faktisk en ret oplysende artikel om fibromyalgi her i magasinet Sundhed (side 14-16). Læs den og få en smule mere forståelse og indblik i hvilken sygdom fibromyalgi er.
Jeg kan desværre ikke bestride et job. Og jeg blev meget ulykkelig over at blive tvunget på pension. Jeg var nemlig overbevist om at jeg sagtens kunne et eller andet, om ikke andet så et par timer om dagen. Og derfor blev jeg ved med at kræve at komme i den ene arbejdsprøvning efter den anden – med samme dårlige resultat. For jeg tåler ikke stress af nogen art, det forværrer symptomerne SÅ meget. Det er vurderet at min restarbejdsevne er så lav at den ikke rækker til hverken en revalidering eller et fleksjob – på NUVÆRENDE tidspunkt. Jeg fik nemlig lovning på at komme i arbejdsprøvning igen hvis jeg fik det bedre. Og det er min store drøm at vende tilbage på arbejdsmarkedet i en eller anden udstrækning. Jeg bliver her igen skudt i skoene at jeg burde lette røven og lave noget – gerne, siger jeg. Skaf mig et job hvor jeg kan arbejde efter evne, møde når jeg kan holde til det og yde det dagsformen byder. Tro mig, jeg har prøvet at finde det – men på trods af betegnelsen det 'fleksible arbejdsmarked' – så findes den slags job ikke. Og jeg tror faktisk jeg kan tale for mange af os med usynlige handikaps det er tvunget på førtidspension når jeg siger: giv os da jobmuligheder der passer til vores formåen og lad os bruge vores uddannelser til at bidrage bare lidt til samfundet - i stedet for 'parkering' på førtidspension. Den nuværende fleksordning er kun for flok med stor restarbejdsevne - man skal helst kunne arbejde 20 timer, ellers kan virksomhederne ikke rigtig bruge en. Det der før hed skånejob hedder nu job med løntilskud for førtidspensionister og er næste umuligt at få. For her skal du nemlig helst kunne arbejde 12 timer om ugen. Den eneste mulighed for at 'arbejde' for mig er altså at lave noget til bloggen her - når der er overskud. Men det stykke arbejde bliver kritiseret for ikke at være lønarbejde. Damned if you do - damned if you dont!
Før jeg blev pensionist var jeg i en kort periode i ulønnet praktik hos Aarstiderne - hvor jeg herhjemme skrev små tekster til internt brug i deres engros-afdeling. Det gjorde jeg for at se om jeg kunne skabe mig et fleksjob (som jeg var blevet visiteret til) - men jeg kunne ikke holde til det. Jeg skriver lidt for div internesider hist og pist - men det er også ulønnet og knapt umagen værd. For det stresser og kræver kræfter - men det udfordrer alligevel min faglighed, så jeg gør det af og til. Ja, jeg var frivillig på Roskilde Festivallen for at se om det var noget jeg kunne - men jeg måtte jo give op da det var alt for hårdt. Jeg havde så svært ved at acceptere at jeg havde begrænsninger at jeg blev ved med at presse mig selv for hårdt. Det bliver nu fremlagt som om at hvis jeg kunne de ting - så kan jeg også blive selvforsørgende. I dagens Danmark skal man kunne tilbyde en meget stabil arbejdskraft hvis man skal være 'værd at investerer i'. Jeg kan på ingen måde blive selvforsørgende ved at kunne lidt her og der - så de få kræfter jeg har bruger jeg på at give noget tilbage her på bloggen. Tilbage forstået på den måde at det jeg trods alt har lært i løbet at min uddannelse ikke er helt spildt.
Jeg har i stedet gjort den her blog til mit 'job' – til et visitkort på de ting jeg kan. Det håber jeg kan være med at at skaffe mig et fleksjob på den lange bane. At nogen læser med her og tænker: ”Sikke en masse begrænsninger hun har fysisk – men kreativiteten og opfindsomheden kan vi bruge”.
Og ja, bloggen er et glansbillede af min virkelighed. For der er ingen der gider læse om hvor træls min hverdag er hele tiden. Den mad jeg viser frem har ofte taget hele dagen at lave med masser af pauser. De arrangementer jeg deltager i koster så mange kræfter at jeg må betale prisen bagefter. Men jeg gør det gerne – for alternativet er at ligge på sofaen resten af livet og ha' ondt af mig selv. Det virker dog som om at jeg ville få mere respekt hvis jeg bare sad og rallede i et hjørne i stedet for at skabe mig en smule liv ud af det der er tilbage af det. Jeg vælger i stedet at omsætte den viden og kunne jeg har til den her blog. Noget jeg kan være stolt af. Og det er livskvalitet for mig.
For jeg har mange fysiske begrænsninger. Fibromyalgi påvirker folk i højere eller mindre grad. Her er hvordan det påvirker mig: konstante smerter i muskler og led. Der er ingen gode dage. Der er dog dage hvor jeg er i stand til at ignorere smerterne bedre end andre og gøre ting jeg gerne vil – og så tage skraldet bagefter. Mit immunforsvar er ødelagt, hvilket resulterer i konstante små betændelsestilstande, forkølelse og hoste – hvilket igen resulterer i en konstant tilstand af feber. Man kan faktisk sige at jeg har en slags kronisk influenza + invaliderende smerter. Søvn er en by i Rusland – det bliver sjældent til mere end 4 timer sammenhængende. Og alle ved vist hvordan manglende søvn alene er er ødelæggende for både krop og psyke. Jeg ved ALDRIG hvad jeg kan forvente af morgendagen. Men nok om syddommen.
Jeg prøver virkelig at være et rummeligt menneske og give plads til andres meninger. Det er bare rigtig svært her. Igen bliver mistanken om socialt bedrageri hevet frem: ”Og der er intet odiøst i at lade sig skille fra manden for at få flere penge ud af systemet? De lægger ikke engang skjul på at de stadig er sammen”. Her på bloggen skriver jeg kun om mig, ikke om de ting som Max slås med. Men fakta er at vi ikke kunne leve sammen og dele hverdagen længere – så den eneste mulighed var at flytte fra hinanden og blive skilt. Alle der læser med her fast har jo kunne følge med i processen. Vi bor hver for sig, lever separate liv og ses ca 1 gang om ugen. Og ja, jeg blev meldt for socialt bedrageri af en anonym anmelder med ondt i røven, var til 'forhør' hos kommunen og sagen blev efterforsket. Men den blev også droppet igen – for der var jo ikke noget i den. Vi er ikke ude på at snyde nogen og det er på ingen måde en måde at ”få flere penge ud af systemet på”. Trist at vi på alle andre fronter får ros for ikke at smide næsten 20 års parforhold på gulvet pga sygdom – men at det alligevel bliver opfattet som forsøg på bedrageri.
Der er forhåbentligt ingen der er er i tvivl om at der skal ydes mange ofre for at spise som jeg gør. Resten af mine udgifter er regnet ud efter et meget stramt budget. Men det er min valg. Mad er min hobby – så det er naturligvis der jeg prioriterer. Og som en skrev på bloggens Facebookside: ”Det er lidt underligt, for hvis du nu ikke var mad-nørd - men veteranbils-nørd og samlede på vereranbilsmodeller og tog til veteranbilsstævner og var en HAJ til at male, tegne, nørkle og samle veteranbiler...ville folk så have så ondt i røven?” .
Og ja, jeg bliver ofte inviteret ud og spise. Der er mange mennesker der gerne vel glæde mig, forkæle mig, aflaste mig i køkkenet og hygge sig sammen med mig – og det gør de ved at invitere mig enten på restaurant eller cafe. Og det tager jeg med glæde imod. Systemet er sådan indrettet at man som førtidspensionist ikke må tage imod penge og gaver fra andre uden at det skal beskattes – eller at det skal modregnes i pensionen fordi det 'bidrager til ens husholdning'. At blive inviteret ud at spise er den eneste ting man med rimelighed kan tage imod. Og det har jeg talt med både kommunen og SKAT om.
Jeg vil gerne slutte dette indlæg med at dele noget som Henriette skrev på min væg på Facebook i går:
REGLER FOR LANGTIDSSYGE MED SYGDOMME DER IKKE KAN SES MED DET BLOTTE ØJE!

1. Laver du noget, så forbered dig på kommentaren: - Jaså, kan du godt det når du er syg? Sagt i en mistænkelig tone.
2. Laver du ikke noget, så forbered dig på kommentaren: - Du må da orke at lave et eller andet, sagt i en bebrejdende tone.
3. Smiler du og er glad, bliver du mødt med kommentaren: - Jeg troede du var syg?.
4. Smiler du ikke, bliver du mødt med kommentaren: - Op med humøret, Vær positiv, så bliver det hele lidt bedre.
5. Deltager du i sociale sammenhænge, så vær forberedt at der altid er nogen der bemærker det, ikke for at de er glade for at se dig der, men fordi de ikke forstår at du orker at komme, da du er jo syg.
6. Lader du være med at deltage i sociale sammenhænge, kommer kommentaren: - Men du har jo godt af at komme ud blandt mennesker.
7. Ethvert svar på spørgsmålet: hvordan har du det? - vil altid være et forkert svar. Enten fordi du er FOR positiv eller FOR negativ.
8. Vær altid klar til at forklare og forsvare, hvorfor du gør det du gør i enhver situation, og vær klar over at dine svar altid vil være genstand for en diskussion.
9. "Friske" personer vil kappes om at fortælle dig løsninger på alle dine problemer - det er bare at gøre som dem !! De har jo holdt sig raske ...
Og der er virkelig en masse sandhed at hente der. Folk har SÅ travlt med at gøre sig kloge på hvad jeg kan og ikke kan, hvad jeg må og ikke må. Jeg er lidt træt af mig selv over at jeg nu skriver det her indlæg for at forsvare mig selv....igen. Men fremover har jeg så noget at linke til når jeg får mails og kommentarer.
Endnu en gang må jeg bede om at man holder en sober tone hvis man ønsker at tilkendegive sin mening. Kom gerne indenfor og tag en snak - men stil de beskidte støvler på måtten udenfor!

Sjovt som jeg alligevel ikke kan lade være!

 

 

Det er ikke første gang jeg melder mig ud og vil holde fri, for så alligevel og pludseligt igen få en masse på hjerte.

 

Sidder her på altanen og kigger på en måne så fantastisk at det næsten er helt magisk. I mørket er her kun levende lys og så den, månen, der lyser op.

 

Hellere sidde her med et tæppe om benene og lytte til musikken fra en fest i nærheden, end inde i min stue. DET har jeg gjort hele vinteren jo.

 

 

 

I dag har jeg skrevet følgende på det kaninforum jeg bruger nu, til at hjælpe mig i gang med at være kaninmor:

 

****************************

 

Jeg ved at alle herinde vil vide hvordan jeg tænker, når jeg skriver nu. Som ny i denne verden må jeg hver eneste dag forbløffes over HVOR kvik min kanin er. Jeg mener.. han er sågu da kun en lille kanin endnu, og har ikke hos mig andre kaniner til at vise ham vejen til unoder og fiduser. Ikke desto mindre kommer der hver der dag nye ting på listen over hvor modig, hurtig og opfindsom han bliver.

I dag har han ..

 

- spist lidt vasketøj fra tørrestativet på altanen.
- fundet vej op i min hæklebalje, som ikke sådan står i kaninhøjde
- spist snor fra den hørdugs rest jeg lagde over hækletøjet og under ham,for at skåne mine hæklerier fra at blive gnasket helt i smadder
- hapset knækbrød fra mit natbord OG løbet gennem hele lejligheden med det. MEGET stor knæk i meget lille kaninmund.. så totalt komisk ud.
- løbet ræs med en skive gulerod i munden fra køkkengulvet og ud i hjørnet på altanen
- hapset mine briller fra sofaryglænet!! OG..
- ladet mig nusse og kæle med ham i uendelige stunder.

 

Helt ærligt så er jeg helt fortabt og kan ikke helt forstå hvorfor jeg ikke tidligere har overvejet en kanin som kæledyr. Sådan er der så meget og nu går jeg bare og hygger mig over hans personlighed. Iøvrigt fik han også lige snuset til pizzabudets sko, men de var alligevel ikke interessante, så han valgte at blive hjemme hos mig.

 

Sikke et held :O)

 

Måtte alligevel liiige.. This is your life

 

 

Kom forbi denne på min vej gennem musikken på computeren, og den både sender bølger af minder og tonsvis af reflektion igennem mig.

 

 

 

Giv den en chance. Lyt til den og tænk lidt..

Jeg holder en pause fra bloggen

 

 

 

 

Det er pludseligt fredag igen, og jeg ser der er gået en uge siden sidste indlæg. Jeg må erkende at jeg ikke føler mig så informativ for tiden, så jeg tager konsekvensen og melder ud, at jeg holder en feriepause.

Jeg ved med sikkerhed at jeg vil genfinde skrivelysten, det er sværere at sige hvornår, så derfor holder jeg ferie på ubestemt tid. Der sker en masse indeni mig i øjeblikket, og jeg kan faktisk slet ikke formulere hvad det handler om, andet end at jeg syntes jeg er ved at forandre mig som menneske.  Jeg ved ikke helt om jeg bryder mig om det, for som forandringshader er det vanvittigt svært at skulle forholde sig til, at man ikke kan genkende sig selv længere. Jeg er splittet imellem to jeg’er, det gamle og det nye. Det nye som jeg gerne vil favne, og det gamle som jeg kender og har svært ved at slippe..

 

Jeg har bruger mine dage på og i mit hjem, på min lille nussebasse kanin, og på min noget større trygge og trofaste krammebamse alias René. Bruger tid på at overvinde den socialfobi, der igen er dukket op efter min lange tid hjemme. Det har været tiltrængt med roen, men jeg ryger hurtigt tilbage til min vante og beroligende isolation. Opsøger ingen, hverken via mobil, mail, blog, facebook eller irl. Bevæger mig kun sjældent udenfor faktisk. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg bare ikke orker det. Jeg har lissom ikke rigtigt plads inden i mig til at rumme mennesker. DESVÆRRE er det slet slet ikke godt i længden, at være alene på den måde, så jeg VED at jeg må kæmpe mig ud af min skal igen, og det er svært. Der gør mig træt og giver mig hovedpine.

 

 

Humøret er der ellers ikke noget galt med.

 

 

Jeg vender tilbage og indtil da.. nyd foråret og god sommer.