Nå!! nu kan man så heller ikke få lov at ligge og være solformørket i fred mere!!!

 

 

 

 

 

Nææ nej. Ud af fjerene og op med sig.

 

 

 

Der lå jeg så. Et tryk fra at aflyse en aftale, og et klik fra at lukke computeren. Fint nok med mig, men ikke fint nok med Rene, som uden at diskutere yderligere formante mig om at stå op og klæde mig på for vi skulle ud. Hm. Da han ankom kort efter var jeg ikke til sinds sådan lige med det samme at slå smilet til, så jeg brokkede og diskede op med flere gode undskyldninger for, hvorfor jeg meget hellere skulle blive hvor jeg var. Ikke tale om. Mere brok. Ta tøj på. Jamen jeg har ikke noget jeg kan passe. Snik snak. Mere bøvl fra mig. Er du klar? Jeg skal liiiiige…

 

 

Vi kom selvfølgelig ud af døren, for hvem orker at blive ved med at argumentere. Du får ret og jeg får fred.

 

 

 

Første stop gik til nærmeste isenkram. Nogen har besluttet at jeg skal gå mere i hverdagen, så derfor mener nogen at jeg må have mig en indkøbsvognetaske. Arrj men altså, HELT ærligt. Det er sgu da nemmere at tage bilen, og sådan en taske er da for gamle pensionister, og ihh hvor er de grimme sådan nogle, og og og.   Ti min og en taskevogn senere var vi ude på gaden igen. Lettere rystet måtte jeg erkende, at jeg nok har fundet min overmand. Det virker knagme som om jeg ikke får lov at slippe så let om motion længere.  Ved siden af mig gik en mand, som på det nærmeste lignede en krigsherre. I ved sådan lettere bredsmilende og med attitude af overmagt. OG med kommandoråbene klar til at blive pudset af. Jeg burde nok have tænkt på, at han har soldaterblod i årene, og at der derfor ligger en potientiel  ‘sjant gemt i ham. ØV

Her står den så i al sin magt og vælde. Og så er den ovenikøbet sort. Ik lige mig heller, så efter mere brok kommer jeg til den konklusion, at den som minimum må have ny “kjole” i form af noget hæklet betræk af en art.

 

 

 

 

Næste stop var mine negle. og JA, jeg har fået dem tilbage igen, men i dag blev jeg offer for det fæleste komplot.

 

 

 

Sød som jeg er, inviterer jeg jo manden med til at se, hvordan og hvorledes og hilse på, men inden jeg får set mig om, så sidder de to og rotter sig sammen, og på en eller anden måde er det nu blevet til, at jeg for at få flere gaver er nødt til at motionere for dem!  Igen, HELT ÆRLIGT hvad ligner det?  At sidde der og være så rørende enige om, at det vil være så godt for mig at få sat skik på mine dårlige vaner, og ydermere at tage mine bekvemmeligheder fra mig??  Jeg føler mig i den grad ført bag lyset gør jeg. Jeg havde det nu lidt på fornemmelsen. At de to ville slå sig sammen, for de er lige slemme begge to, til det der med at agitere for frisk luft hver dag. Ufff det er slemt det her.

 

 

Videre til Ikea, efter forsyninger af stearinlys. Sæsonen er begyndt her i hytten nemlig så. Derefter ku jeg endeligt vende snuden hjemad igen. Og så ku man ellers se mig med lys i vogn, trille hele vejen langs husene inden jeg fik bakset bæstet helt op til anden sal.  Phew’’  den sved.

 

 

Nu er det så at jeg sidder her og spekulerer på, hvad det er for en snebold jeg har sparket til, da jeg bad om hjælp til at komme igang? Altså det jeg bad om var specifikke ruter til min cykeltur, fordi jeg ikke kan finde ud af at køre uden retningslinier. Det jeg bad om, var hjælp til at komme igang fordi jeg bare ikke er i stand til at gøre det uden. Jeg bad IKKE om, at jeg skulle yde noget som helst for at kunne nyde NEJ!  Uhh jeg er så loren ved det her. Det er jeg altså.

 

 

 

Ej spøg til side. Sådan en som jeg må bare indse, at der intet sker uden at jeg får assistance. Det er så skønt at den bliver mig givet, og jeg glæder mig helt bestemt til at komme igang. Kosten prøver jeg også at forbedre. Der er støtte at hente og jeg er taknemmelig hele vejen til bageren. Nå nej, grønthandleren.

 

 

 

 

 

Jeg er bare ikke helt tryg ved det der med gavestoppet..