Vand her og der og allevegne og mørkets uhyggeligheder

 

 

 

 

Trods alle odds og imod alle forventninger kom jeg ud i går. Jeg nåede slet ikke at tænke ordet nej, før jeg kom til at sige ja til en gåtur ved 19-tiden. Pokkers osse   . Og så alligevel ikke, for jeg ville faktisk gerne til en forandring. Jeg stod klar med overtøjet OG min nyhæklede hue på da jeg blev hentet, så truslerne om at jeg må have snor om håndledet for ikke at løbe hjem igen, var ikke aktuelle i aftes hihi.  ( Og snoren er knagme allerede købt. Jojo den står herhjemme i entreen. Fem seks meter line i limegrøn, og indkøbt til formålet i en klatreforretning. Hvad giver I mig??  Han mener det sgu. Ham S’janten som vil gøre mig fit for fight igen. HJÆLP.)

 

Vi gik og gik. Først i let blæst og regn, men inden vi nåede hjem igen to timer senere haglede regnen ned, og hverken hue eller frakke er tørre endnu. Halløj da op jeg var ikke forberedt på så meget vand, ej heller på at havne i bælgravende mørke, i et boligområde jeg ikke kender. Det betød at vi kom til at gå i ring og stod det samme sted to gange. Et sted, som vist nok ( nej.. MED SIKKERHED ) et par uger forinden, har været i avisen pga af skyderier…  Var jeg begejstret?  Nej…   Blev jeg lettere hysterisk?  Ihh nej da..   Virkede regnen og mørket endnu mere truende lige netop der?   Overhovedet slet slet ikke.. aehmm… host.

 

 

Jeg fik pludselig fornemmelsen af at være helt fortabt, og totalt dehydreret med en tunge så tør som Sahara, men Rene den tidligere soldat og storelskende sporhund, syntes det var helt fint og var kækt overbevist om, at vi nok skulle ende ude på Frederikssundsvej igen.  “Vi skal da bare blive ved med at gå den vej” , sagde han og pejede af samme retning som vi lige var kommet fra !!!   “Nul Amigo”  sagde jeg, og ville tilbage af stien der i første omgang forledte os ind i det mørke beboelseskvarter.  Og sådan blev det. Ud på en kældersort sti med træer og ingenmandsland.

 

 

 

Og dog..  :-)))

 

 

 

Inden vi nåede væk fra det i mine øjne skræmmende mørke område, blev vi nemmerlig overhalet af det eneste menneske vi mødte på turen, lige netop i det sekund mandfolket mente sig i sikkerhed til at slå en streg.    HA!  det fik mig til at grine igen.  Så kan han lære det kan han. Ikke så kæk når det er ham selv der føler sig udsat  :-0

 

 

 

Jeg fik forresten også samlet nogle få, men fine kastanjer med op til pynt.

 

 

 

 

På altanen er der også vand til en forandring. En mindre detalje, som en lille kanin ikke forventer når man er forkælet og bor indedøre.  Jeg åbnede døren her til formiddag, og som en raket kommer kræet i rasende fart gennem stuen uden at kunne bremse op i tide. Lige durk ud i en vandpyt. Jeg kom sådan til at grine for er der noget han ikke er vild med, så er det våde poter og snavset pels hihi.

 

 

 

 

 

 

Desværre når regnen ikke helt ind til georginerne, som nu huser lus så store som aliens. Jeg tror ærligt talt ikke, at de mange knopper når at springe flot ud i år alligevel, for noget siger mig at disse bæster er alt for grådige til at efterlade andet end slunkne rester. ØV

På rad og række sidder de.

 

Allevegne og store som bare fanden

 

 

Dyrk dem lige hva..  Er det ikke vildt? Både brune og grønne er de, og med ben så store som græshoppers. ADR!

 

 

Jeg håber dog til det sidste at denne ene blomst når at folde sig helt ud, trods bagsiden var helt oversået med lusene. De lever nemlig ikke mere. Jeg har kvast dem med de bare næver, og sprøjtet med vand efter dem. Det er ikke en proces jeg gider at foretage mig med alle knopperne, dertil er der for mange og jeg er for træt af at være gartner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fik jeg sagt, at jeg har det bedre igen?