Jeg var på den mest vidunderlige gåtur i går, og har glædet mig til at vise billeder og fortælle om den lige siden jeg kom hjem, men nu er det morgen og jeg sidder her, og er STADIG fuldstændigt kvæstet.
Jeg tror ærligt talt ikke jeg nogensinde kommer til at forstå og acceptere at to frivilligt tilbragte timer, med glæde, frisk luft og motion, skal betales så dyrt. Jeg ved, at alle vil kunne mærke en form for træthed og udmattelse efter at have rørt sig, men jeg bilder mig ind, at det kun tager en vis tid før man igen er klar til nye opgaver.
Nu tager jeg formiddagen med ro, og så satser jeg på at det går bedre igen senere på formiddagen. Jeg har sågu da ting at gøre og sager at ordne. NÅ!
Kender det godt. Min iver tager nogle gange over og så glemmer jeg at der er en regning at betale. Men så må man fryde sig over de timer hvor det var dejligt og overskuddet var der og måske har alle en indre rutchetur, hvor det går op og ned med energien. Det tror jeg - vores ture er bare lidt voldsommere... ; ) Håber snart du får posten på besøg!! Så kan du da glæde dig over hyggekopper ; )
SvarSletJeg kender det også godt. Og (næsten) hver gang bliver jeg overrasket, for som du skriver, så virker det ikke til, at (flertallet af) andre mennesker har det på den måde.
SvarSletJeg har hørt nogle betegne det som "lykketømmermænd", og det er måske et meget godt begreb.