Var det virkelig mig der sagde det??

 

 

 

Her til aften, fik jeg mig en sludder med min forsikringstillidsmand ( jo jo, det hedder det gu så ), en ny herre i mit liv. Via min far, som har været tjenestemand, har jeg som familiemedlem, fået tegnet nye forsikringer. Det har givet mig en årlig besparelse på hele, og hold nu lige fast:

 

3000 kr. Siger og skriver    t r e t u s i n d e   kroner!

 

Er det ikke vildt?

 

Nå, men ikke nok med det, så har jeg talt med ham igen her til aften, fordi jeg har besluttet at få taget mig sammen til, at få træk på bilen. Det har jeg talt om i flere år, og især omkring alle de flytninger jeg har brugt den til. Nu gør jeg det, og det kommer ikke til at koste mere på min ansvar. Det er jeg jo vildt glad for, så endnu en god ting ved min flytning er nu på plads. TJEK.  Jeg vil være så selvhjælpende som muligt, og nu kan jeg snart også sætte anhænger på, når større ting skal transporteres.

 

Vi sidder så og sludrer og han spørger lidt ind til min situation, da han ved jeg har søgt gældssanering. Hans reaktion er selvfølgelig, “åh altså hvor ærgeligt”, og så er det, jeg hører mig selv sige de ord jeg aldrig troede jeg skulle sige, uden at have terpet dem først:

 

“ ja, det er død ærgeligt, men jeg har valgt at se det som en mulighed, i stedet for en begrænsning ”.

 

!!!!!!

 

????

 

NU kender jeg for alvor ikke mig selv længere. Jeg  mener.. det kom bare helt spontant.  Er det mon muligt? Er jeg mon virkelig ved at have lært, at jeg ikke knækker så let som jeg tror?

 

Jeg er endnu lettere rystet over mig selv. Og så er jeg sgu også totaaalt stolt af hende der kvinden, som bor i mig.

 

En lille ekstra krølle på halen er, at jeg foruden de 3000 sparede kroner allerede nu, kan se frem til et præmiefald på endnu ca 500 kr, når jeg får adresse på Lolland. Jamen altså, så står verden da ikke længere.