Hver dag er uforudsigelig og jeg er overhovedet ikke tilfreds. NÅ!

 

 

 

 

Hver dag er, som jeg før har fortalt om, ikke til at forudsige og jeg hader det. Konsekvensen af det er, at jeg aldrig kan planlægge noget som helst, hvilket selvsagt er dødirriterende. Så er jeg dårlig og så er jeg frisk. Så har jeg overskud og så har jeg smerter som lægger mig ned.

 

Det er bare ikke optimalt når man har brug for stabile dage med ro og forudsigelighed.

 

Jeg øv’ver i dag, og surmuler grundigt over det. Har mega ondt af mig selv, og tanker om uretfærdighed forsøger at overtage den optimisme jeg kæmper så hårdt for hver dag, MEN..

 

JEG VIL IKKE LADE MIG KUE.

 

I dag kommer Pi efter sin del af bogkagen, og om jeg så skal kravle hen til døren for at lukke hende ind, så gør jeg det. Hun skulle nemlig have været her mandag, men der var jeg dååååårlig. Så havde jeg det godt tirsdag og onsdag og meldte fri bane i aftes. Og ja, i dag er jeg naturligvis vågnet op med panden helt nede i kindbenene, og smerter som gør mig svimmel. Jeg håber virkelig at det her cirkus vil pakke sammen, når jeg er ekspederet til Lolland, hvor håbet om et mere trygt liv lever for mig.

 

 

 

 

Til de af jer, som jeg endnu ikke har fået mailet til, kan jeg bare sige at jeres bøger er lagt til side til jer. De går ingen steder, jeg skal bare samle mig sammen til at få skrevet tilbage til jer. Jeg håber at I er tålmodige, i modsætning til visse af mine familiemedlemmer, som nærmest truer med at slå hånden af mig, hvis jeg er for længe om at svare.

 

Lige nu er der forresten en ret så langvarig omtale af Les Miserables på tv, og ser vi bort fra at jeg ikke lige er målgruppen fordi jeg ikke tænder så meget på musicals, kan jeg snildt istemme mig koret af stemmer, som har det virkelig miserabelt. PIV..