En lille forsmag på, hvad der venter mig på landet

 

 

 

Fredagen er fastlagt og lige til at gå til da jeg lægger mig torsdag aften.

 

Apotek  ( jeg har kun en migrænepille tilbage)

Tandlæge ( juhu jeg glæder mig til at fortælle om rygestop, og få færdiggjort tanden)

Hente lidt mælk og et par croissanter hos Liedl og så…

 

Strik og pleje af gummerne resten af dagen, med kold is i stride strømme.

 

****

 

Jeg vågner kl halv otte med BRAGENDE migræne!  Det eneste som bare IKKE må ske i dag, men jeg sluger den sidste pille og håber det bedste.  Intet sker. Ikke andet end begyndende kvalme, summen i hænderne og øjne jeg ikke kan se ud af. 

Gode råd er dyre, og jeg er alene i dag. Tilfældet vil at der ikke er nogen  i nærheden, som kan fræse på apoteket for mig, og netop sådan vil det jo nok være fremover,  dernede langt fra verden og det nærmeste apotek.  Jeg får ringet til tandlægen og aflyst, hvilket er noget skidt for næste ledige tid er først d. 30. Lige snert nok efter min mening, men jeg bliver skrevet på en akut venteliste så det går nok.

Jeg ligger lidt og prøver at få ro på kroppen. Er lige et smut ude og runde toilettet. Kaster op og ind i seng igen. Tænke tænke.. what to do?  Der er ketogan jeg kan tage, men det smadrer de næste 24 timer, og det har jeg faktisk ikke tid til. I weekenden kommer der hjælp til noget af det jeg ikke selv kan overskue, og det VIL jeg ikke også aflyse, så det ender med at jeg tager en beslutning.

Langsomt og med lukkede øjne begynder jeg at klæde mig på. Spiser lidt melon for at få lidt i maven. Stille og forsigtigt bevæger jeg mig ned af trapperne, og hen til bilen. Apoteket ligger kun fem min væk, så jeg er fast besluttet på at jeg godt kan klare turen derhen og tilbage igen. Det går, og damen ved skranken er så flink at komme med en stol og en kop vand, så jeg kan sluge en pille inden jeg tager turen hjem igen.

 

 

Nu sidder jeg så her. Der er gået nogle timer ca, og hovedet er ved at være klart, men jeg er lettere dopet og skæv nu. Det er tid til at være lidt stolt fordi jeg har klaret mig selv, men også til at skælve lidt ved tanken om, hvad der venter mig i fremtiden. Lige netop sådanne dage som i dag vil der også være dernede, så jeg skal lære at planlægge grundigt omkring mit hjemmelager af nødhjælp. Dernede tager det ikke kun fem minutter i bil, hvis uheldet er ude og jeg har brug for hjælp.

 

Oj det er en skræmmende tanke.