Nu tror jeg på det. Det lidt jeg har tilbage på altanen nægter at holde sig nede, så nu kigger små anemoner og et par jordbærplanter så småt frem. Der er grønne skud på klematisserne, og så står der også et par nyindkøbte ( super godt tilbud ) klatreplanter, hvis nu ulykken rammer og dem jeg har her ikke klarer flytningen.
De røg med, da jeg i lørdags hentede endnu en ladning flyttekasser i Silvan. UPS!
Jeg er stadig fyldt med mandagskarameller i kroppen, men jeg har faktisk siddet og strikket en times tid udenfor. Iført tykke sokker, bare ben og natkjole. Et ømt syn, men heldigvis er der jo ikke nogen som kan se mig heroppe. Hvor er det bare skønt at være ude igen.
Og strikkeriet.. ja det er såmænd også forårsgrønt. Sidste måneds forsøg er pillet op, og nu er en to’er af gårsdagens råhvide påbegyndt, for den er bare perfekt til mig. Jeg laver selvfølgelig et par ændringer bare for underholdningens skyld, men basis er det samme. Oppefra og ned, firkantet, raglan og kort krop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar