Midt i al det her formegettidtilatgåogspekulere, prøver jeg også at give mig selv lov til, at få andre oplevelser end jeg ellers får i det lille liv jeg lever hernede, OG som jeg jo ER meget glad for.
I går var jeg ude og køre på Harley!!
Godt nok som passager, men dog alligevel.. jeg fik mærket både fart og luft i ansigtet. Det er mere end 20 år siden jeg sidst har siddet på en motorcykel, så jeg var liiiidt loren ved det da jeg tog plads bagpå, men det gode ved sådan en tur er, at når der først er fart på, så er der ikke plads til at sidde og være bange. Det gælder bare om at koncentrere sig om at holde godt fast, lade være med skrige højt at skræk OG nyde hele turen i fulde drag.
Så det gjorde jeg så.
Jeg blev bespist på kinesisk lokal restaurant og afleveret igen i hel og dejligt mæt stand. Glad for at få sådan en lørdag serveret. Glad for at blive godt underholdt og bespist. Glad for at blive feteret lidt..
Det ligger i oplevelsens natur, at der ikke er blevet fotograferet. Et kamera i fuld fart ku jeg ikke helt overskue, så i dag er der kun et lille stuebillede som illustration
Jeg har været træt på en god måde i dag, men nu er jeg ved at komme til mig selv igen. Jeg er ved at fordøje indtryk og om lidt kommer der Insp. Morse. Lige en eftermiddag jeg kan bruge, som afslutning på en god weekend
woooow hvor er du en heldig....en tur på en harley? Lækkert! Er helt misunderlig - på den gode måde :-) Kram fra Helle
SvarSletDer kom lige en mulighed ind fra højre, og det var død sjovt :) En god afveksling fra de sidste par dage.
SletKnus tilbage
Henriette :)
øh, her troede man, du bare lå i dyner og var gået helt ned med flaget, og så suser du i stedet rundt på motorcykel og spiser på restaurent, jeg vil ikke bekymre mig om dig en anden gang :-) hilsen Mette :-).
SvarSletHer kan jeg søreme ikke lige gennemskue om du er vred på mig Mette, men.. jeg er virkelig ked af at du har bekymret dig forgæves Mette. Undskyld ..
SletJeg er glad for at du tænker på mig, det er de som hjælper mig når tingene er svære.
Mange knus
Henriette :))
Vred, nej da, der er 2 smilies! Det er da rart at vide, når man kan blive alvorligt bekymret for dig, så suser du måske bare rundt på motorcykel med opvartende herre og flagrende hår. SMILER. Godt gået Henriette!
SvarSletDu er godt nok stabilt ustabil for tiden Henriette:)Du virker desperat og jeg håber virkelig, at du beder din læge om henvisning til en støtte-kontaktperson.Det er kærligt ment og jeg håber du forstår. Du er nødt til at bremse op og få hjælp til at få styr på tingene. INGEN mand fra dating-siderne kan hjælpe dig eller forstå dig. Du har brug for at få hjælp til at tage vare på dig selv.NU!!
SvarSletKærligst Helle.
Dejligt at høre, at du har haft en anderledes oplevelse her i weekenden, Henriette :) - man kan ikke påstå, at du ikke er spontan!
SvarSletOg ja, Morse er altid værd at se, som afslutning på en god weekend :)
Håber den kommende uge bliver bedre for dig, end sidste uge (bortset fra motorcykelturen og restaurantbesøget :) )
Det er godt nok også mange år siden, jeg har siddet bag på en motorcykel - og så var det endda kun en lille en. Lækkert med sådan nogen oplevelser.
SvarSletJeg vil altså snart ned og besøge dig. Knus :)
Altså, hvad skal man gribe og gøre til med dig, Henriette!? Egentlig havde jeg tænkt mig ikke at kommentere din tilfældige omgang med medicin, for du bliver jo så ked af det, hvis nogen taler alvor til dig. Men helle Storch har ret. Du må have nogen til at administrere din medicin for dig. Måske (sandsynligvis?) ville du få det bedre, hvis du tog din medicin konsekvent, og hvis du ikke er i stand til det, må du indse, at du behøver hjælp til det. Og det skal være i hjemmesykatriens regi, tror jeg. Og nu hører jeg dig så indvende: Hvad med økonomien, når der ikke er penge til den slags?
SvarSletHvis dit budget er for stramt, må du have hjælp til det også - eventuelt udsætte betaling af din gæld indtil du får styr på dit liv og er i stand til at betale. Der SKAL være til nødvendig medicin og ordentlig kost, og hvis du ikke kan få det til at gå op - hverken det ene eller det andet - må du bede om professionnel hjælp. Du kan jo ikke resten af dit liv leve på denne rutchebane.
Jeg håber, Henriette, at du opfatter mit og for den sags skyld Helle Storchs indlæg i den rette ånd. Når tingene kommer ud af kontrol, kan man være bedre hjulpoet med et kærligt spark end med medlidende bemærkninger. Det er blevet sagt så ofte, at det nærmest er en floskel, men er ikke desto mindre ofte sandt.
Med kærlig hilsen
Jytte Due
P.S. Det hedder vist distriktspsykiatrien
SvarSletTil Jytte og Helle. Jeg opfatter det i den ånd I begge har skrevet, som et venligt opråb,hvis man kan kalde det det. Jeg kan kun sige, at det er sådan det er at have min diagnose... Konstant rutsjebane.. aldrig eller kun sjældent ro. Som med visse former for autisme og også andre psykiske lidelser KAN jeg ikke selv administrere min tilværelse særligt godt.
SvarSletDet er hele humlen I mine skriverier faktisk. At give et realistisk, fokumentarisk OG hverdags.. billede af hvordan det er at leve med borderline.
Jeg har i mange år vidst at jeg som menneske ikke magter at ha styr på livet, som andre mennesker. Jeg forsøger efter bedste evne, men den er i udu. Evnen.. Noget har jeg kunnet tidligere, andet har jeg aldrig udviklet på normal vis, OG.. det sørgelige er, at jeg BÅDE har hårdt brug for nogle omkring mig til at hjælpe mig OG ikke fungerer optimalt med normale krav.
Det er selve årsagen til at jeg er hvor jeg er i dag. Eller en af dem ihvertfald.
Jeg dater for at få afveksling og oplevelser, IKKE for at finde en partner. Det har jeg opgivet for længst. Der findes ingen som vil eller kan leve med mig. Sådan er det bare og det er ensomt. I perioder må jeg ud af den ensomhed for en tid, og i andre perioder, typisk om vinteren, er jeg fuldstændigt passiv på den front. Dog vil jeg ha lov til at bevare håbet om kærligheden for ellers kan jeg lige så godt lægge mig til at dø. For et menneske som mig, hvor det mest afgørende symptom på borderline er frygten ( som jeg IKKE selv kan kontrollere..), for at blive overladt/forladt/efterladt og alene, ER der ikke ro at finde i en beslutning om at leve som enlig resten af mine dage.
Jeg har længe haft som mål at få en stabil tilværelse før noget andet, men det har jeg indset ikke er et mål man kan sætte når man har min lidelse. Der er andre ting man må forsøge at arbejde med og hen imod.
Jeg forventer ikke at få forståelse, men kun accept af, at sådan er det. Viden er en hjælp for mig selv, men IKKE en redning eller en måde at få afhjulpet problemet. Desværre..
I har ret i det i skriver om hjælp og assistance, og igen.. jeg prøver på egen hånd at skaffe den via kommunen. Dog uden at kunne være effektiv og målrettet omkring det, da jeg er så svingende. Sådan er det også bare.
Tak fordi i kærer jer og gider at skrive til mig. Jeg er vant til at blive opgivet netop lige i dette nu, hvor det er så tydeligt hvordan jeg fungerer, så det er NU at det betyder virkelig meget at I er her, og læser med og skriver.Det er meget meget betydningsfuldt for mig skal I begge vide.
Mange varme knus
Henriette :-))
Et lille pip mere!
SvarSletJeg tror ikke, Henriette, at du skal forvente at få effektiv hjælp af kommunen. Du bør gå til din læge og få ham til at hjælpe dig med at kontakte distriktspsykiatrien. Så behøver du heller ikke selv at mobilisere så megen energi.
Glædelig rengmandag
Jytte
Altså Jytte! (Undskyld Henriette, men jeg må lige have luft, efter Jyttes kommentar) Må man nu heller ikke udtrykke glæde på Henriettes vegne, når hun ind i mellem får sig en god og anderledes oplevelse i sit ellers problematiske liv, uden at det skal blive kaldt en 'medlidende bemærkning'?!
SvarSletJeg synes, at du hermed underkender både Pernilles og min positive kommentar og det virker ret så arrogant og nedladende på mig, som om vi ikke forstår det som Henriette også kæmper med i sin hverdag og i sit liv, men derfor kan man jo godt udtrykke glæde og medfølelse, eller?
OG Henriette er ikke et barn, som ikke ved hvad hun gør - hun er meget bevidst om sin livsproblematik og det må man også respektere, synes jeg.
Ja, undskyld, men kunne ikke sidde dette overhørig og samtidig har du nogle gode konstruktive forslag til Henriette, Jytte, men prøv lige, ind imellem, at overveje, hvordan du formidler og skriver tingene, inden de kommer ned på 'papiret' :)
Kære Henriette.
SvarSletVi har samme lidelse, men er selvfølgelig forskellige som mennesker. Jeg læser din blog med lige dele glæde, beundring og nogle gange frygt. Jeg genkender mig selv 100 procent og så alligevel ikke for jeg har truffet nogle andre valg end dig. Måske ville du synes, at mit liv er kedeligt og ensomt - ingen mænd/sex/kærlighed og ej heller noget savn eller drømme derom. Mit behov for omsorg har jeg overført på mine dyr (hund, kat, kanin, undulat. Men jeg har for nogle år tilbage haft det præcis sådan, som du nu beskriver det så flot.
I dag er jeg utroligt bange for at miste kontrol over mit liv. Jeg tager min medicin, lader banken køre min økonomi og har fast besøg fra Distriktspsykiatrien. Til gengæld har jeg overskud til at nyde alt det, livet byder mig og jeg er stabil. Det er et kæmpe ansvar, at tage vare på sig selv, når man har Borderline:)
At det virker for mig, er jo ikke ensbetydende med, at det ville være godt for dig. Jeg måtte bare skrive til dig, da jeg nogle gange mærker angsten helt oppe i halsen, når jeg læser om dine rutsjeture.
Som Jytte siger, er det Distriktspsykiatrien, der hjælper mig og ikke kommunen.
Kærlig hilsen Helle.