Nu vi taler om hygge.. eller, den er da blevet helt væk her

 

 

 

En ting der virkelig generer mig, eller som jeg ihvertfald er frustrereret over, er den manglende hygge i mit liv. Mangler jeg hygge i hverdagen, mangler den også på bloggen det ligger i sagens natur, og det er sgu noget skidt. De sidste to måneder har været fyldt med seriøsitet, problematikker, sygdom, træthed og alt muligt andet kedeligt, og det jeg allerhelst vil fokusere på, er kørt helt ud på et sidespor. Og jeg hader det. Det gør mig trist. Det gør det sværere at komme igennem dagene. Når jeg ikke magter at fokusere på de små glæder, de smukke ting i livet omkring mig, ikke orker at give mig selv fri til netop det, ikke får taget tiden til det, så går jeg endnu mere ned mentalt. At vi så også nu rammer mørke og vinter, får mig til at lige at tænke mig om en ekstra gang. Hvordan sørger jeg for ikke at gå helt ned?

 

Jeg må ændre fokus…

 

 

Fysisk har jeg det virkelig dårligt nu. Heldigvis skal jeg tale med lægen i morgen, men det her er jo ikke noget han kan gøre noget ved, så det er bare en biting. Faktisk har jeg det så dårligt, at jeg kun er ok når jeg ligger ned.. Så jeg ligger så snart jeg kan. Ligger og tænker over alt det her. Og hvad jeg er nødt til at tage hensyn til, for IKKE at ende på en hospitals afd igen. For det er der, jeg er på vej hen. Jeg mærker det indvendigt. De ydre omstændigheder er måske nok anderledes end sidst jeg endte der, men inde i mig er reaktionen den samme. Jeg kan simpelthen ikke tåle at være presset og stresset, og konstant at være i alarmberedskab. Kan ikke tåle at mangle indre ro og fred, at mangle tid og fokus på det, som giver mig lyst til livet, i mine omgivelser. Faktisk er det hele august, september og oktober nu jeg tænker efter, som stort set har handlet om uro og forandringer.

 

 

Hvad kan jeg gøre for at forhindre mig selv i at blive seriøst syg lige nu, har jeg spurgt mig selv.

 

Jeg kan gøre flere ting.

 

Jeg kan:

 

- Indrømme over for mig selv, at jeg IKKE er glad for det sted jeg skal hen. Men jeg kan sørge for at få det bedste ud af det, og så håbe på at mine forventninger bliver glædeligt overrasket.

- Jeg kan acceptere, at jeg må se det som en løsning på et akut problem, men at det ikke behøver at være enden på det hele.

- Jeg kan se praktisk på visse dele af de problemer, som er lige nu og her. Feks at min seng ikke kan komme op i soveværelset. Og at min lænestol er så stor, at den nu nærmest vil fylde hele stuen. Så jeg gør nu det, at min sovesofa kommer permanent op på første, så jeg IKKE skal sove i stuen fremover. Så kan jeg bruge min lænestol som base, og skulle det ske at jeg får gæster.. ja så ved jeg ikke lige hvad jeg så gør, men det handler først og fremmest om min egen trivsel. Min elskede næsten nye og dejlige, men måske også lugtende seng, må på en eller anden måde blive pakket godt ind og så få plads oprejst.. et eller andet sted. Til en dag jeg kan tage stilling til hvad jeg skal gøre med den. ( DET spekulerer jeg konstant over.. hvor jeg skal gøre af den?)

- Jeg dropper ALLE ambitioner om, at få det indvendige af huset til at være bare lidt indbydende, så der bliver kun gjort rent. Ingen maling af noget som helst. Det gør mig ked af, at det må være sådan for der ER virkelig ikke så pænt dernede, men jeg magter det bare ikke.

-  Alle hvad jeg har af hylder og den slags, som skal bores op må jeg også lade ligge. Det betyder at en masse af mine ting må forblive i poser og kasser, and so be it.

-  Med andre ord…

 

Jeg skal bare UD af det her hus, og IND i det næste uden at havne på hospitalet.

 

Jeg skal kunne bruge køkkenet. Jeg skal kunne komme til mit garn. Skal kunne tænde levende lys i vinduet, og jeg skal kunne se tv. Jeg skal kunne bevæge mig rundt uden at kravle over møbler og kasser og poser, som stresser. Så ALT hvad jeg flytter bliver simpelthen sat på lager på første i det lille rum, så er ekstra ud over soveværelset. Krisecenteret lærte mig om ikke andet så dog, at det er uendeligt lidt og meget basalt hvad der skal til, for at jeg kan bevare mig selv og min forstand.

 

Skide være med, hvad jeg drømmer om at ku. Både i og med huset og haven. Skide være med, hvad jeg håber på at kunne senere. Lige nu er det lige meget. Det handler om, at jeg skal have tid og forkus tilbage til det jeg overlever på. Det mentale overskud, jeg langsomt var ved at få opbygget igennem sommeren her ved markerne, var skrøbeligt og slet ikke solidt nok til de sidste måneders hejs. Slet slet ikke. Og ved I hvad.. det der gør mig allermest fortvivlet er det faktum, at uanset hvor mange muligheder og glæder jeg kan få i den nye have, så er og bliver det en byhave og dermed en have, hvor jeg ikke har de vilde dyr at fryde mig over. DET er jeg umådeligt ked af. Så jeg skal bare have en form for kæledyr igen, så snart jeg har overskuddet til det. Praktisk, mentalt og økonomisk.

 

 

Summa summarum:

 

Hyggen skal tilbage. Både i og hos mig selv, og her på bloggen. Det er snart vinter og vi har brug for det.