09 oktober 2013

Strik hjælper på så meget…

 

 

Jeg har ikke sovet i nat!

 

Den seneste tids erfaringer med blog og kommentarer, kører rundt i min hjerne, og jeg har forsøgt at få rede på, hvad det er jeg gør galt her. Og JA.. det er et retorisk spørgsmål.. Smiley, der blinker

 

 

Fire et halvt år har jeg efterhånden skrevet her. Jeg ved, at jeg har udviklet mig og min skrivestil i de år. Jeg ved at jeg er god til det, god til at fortælle historier fra hverdagen, god til at formidle og god til at tage de rette billeder, MEN noget er jeg så altså også rigtig dårlig til. Eller.. jeg har været virkelig ringe til at formidle det jeg ville, omkring mit liv siden januar, uden at gøre en del mennesker vrede, skuffede, målløse og undrende. Det er jeg enormt påvirket af, samtidigt med at det frustrerer mig, at noget af det jeg har brugt meget tid på, slet ikke er fanget eller opfattet på rette måde. Nemlig det at leve med en psykisk lidelse.

 

Det skrevne ord ER svært at opfange i rette ånd til tider, men jeg synes jeg har skrevet virkeligt omhyggeligt AT..

 

.. jeg ikke i det daglige går rundt og ER borderline i min hjerne hele tiden

.. jeg kæmper hver dag for at det IKKE skal definere mig

.. MEN, at det præger alle mine handlinger, så snart noget sker jeg ikke kan rumme.

 

Med andre ord, har netop de mange tungere ting jeg har tumlet med i år, fået lidelsen til at blusse op, hvilket har været tydeligt især for mig selv, og kontrasten til det har været, hvor godt jeg fungerede og havde det fra flytningen i maj og frem til august, hvor der igen dukkede problemer op. De gode måneder lever og eksisterer jeg, næsten på lige fod med andre mennesker i denne verden. Jeg er klar i tale og sprog, jeg er frisk og sover ikke så meget, jeg kan mere, og sover bedre. Ingen kan mærke noget på mig.  I perioderne med ting JEG opfatter som problemer, bliver alt vendt på hovedet og min evne til at handle fornuftigt bliver voldsomt forringet, foruden at jeg bliver mega træt, ukoncentreret, glemsom og usammenhængende. Ofte, har jeg fået at vide, meget mere i mit hoved end udadtil.

 

Det er IKKE for sjov at jeg opfører mig som jeg gør!

 

Det er IKKE fordi jeg er, hverken selvoptaget, uhøflig, ligeglad eller overfladisk, at jeg nogle gange ikke har reageret på den forventede måde. Det er heller ikke fordi jeg for år tilbage gik og kedede mig, og derfor fandt på at jeg ville blogge om at leve med en mental defekt, for nu at sige det sådan. Det var fordi jeg havde det lille håb, at det ku udvide raske menneskers omend ikke forståelse, så ihvertfald accept af den gruppe jeg tilhører.  Lidt i stil med at jeg IKKE fatter min datters valg af religion, MEN jeg accepterer og elsker/holder fortsat af, hende. 

 

Jeg kan lige ridse op her:

 

Som borderliner er jeg ude af stand til at træffe visse valg, især hvis jeg får flere muligheder og allersværest, hvis mennesker er i min fysiske nærhed.

Det værste en borderliner kan forestille sig/ opleve er, at blive forladt. Det er selve billedet på hele lidelsens oprindelse nemlig. Borderline opstår i sin spæde form, når et barn/ungt/nyvoksent menneske oplever ( måske gang på gang), IKKE at blive accepteret for at være sig selv. Når det for at blive elsket/holdt af erfarer, at det må tilpasse sig i ekstrem grad, for at kunne blive li’et så at sige. Sagt på en anden måde, har en kommende borderliner været nødt til at undertrykke alle former for egne meninger eller følelser for at få varme eller accept.  En borderliner har slet og ret oplevet tidligt i livet, at blive overladt til sig selv, eller efterladt alene, som straf for at være det barn det nu er..  Alle oplever at blive afskrevet af alle mulige grunde gennem livet, men for en borderliner er det en ubærlig og urummelig erfaring. Det sætter gang i en ubeskrivelig smerte indvendigt, og det er grunden til at lige netop denne gruppe af sindslidende har den højeste selvmordsrate. Vi har mentale smerter så voldsomme, og vore liv kan være så svære at leve, at vi ikke orker det. Mange dulmer smertefølelsen med at skære i sig selv, andre ( som jeg selv har erfaringer med ), kommer til at være impulsive med kreditkortet..

Det er meget typisk, at man går i stå i sin metale udvikling på nogle områder, omkring det tidspunkt hvor lidelsen går i udbrud/ viser sig. I mit tilfælde var jeg 18 år da lidelsen blev tricket i mig, og dermed fungerer jeg i dag stadigt kun som en voksen teenager.. umodent, impulsivt og UDEN at kunne se konsekvenserne på sigt.

AT JEG VED DET, er ikke det samme som, at jeg kan ændre på det. Dog har min viden gjort det lettere at forholde mig til mig selv, og i nogle tilfælde har jeg også kunnet stoppe op og ændre mit mønster. Ikke permanent, men for en tid eller i en given situation. Jeg har brugt mange år på kognitiv terapi og det har også hjulpet, men det kedelige er, at effekten ikke er blivende. Det er et konstant arbejde. Og det trætter.

Jeg går altså ikke rundt som 47 årig, og synes at det er jublende morsomt at være sådan indrettet.Skulle nogle tvivle, så er det ualmindeligt smertefuldt og opslidende. Flere mener jeg bruger min viden, som en dårlig undskylding til at kunne skrive og opføre mig som det passer mig, og til det kan jeg bare sige, at jeg ikke helt har formået at trænge igennem med mine ord om, hvordan jeg fungerer eller om, hvad selve lidelsen Borderline har af konsekvenser for dem som lever med den.

 

 

 

Omkring hele flyttehejset, og at jeg har blogget om det :

Ja, så er noget jo så altså gået skævt her. Jeg har selv bemærket det sidste halve år, at min skrivestil gled over i noget, som kunne ligne breve. Eller som det er kommenteret, dagbogsskriverier. Et eller andet sted har jeg ikke i forløbet fået formidlet nok, at mine ord ( som altid..) er et udtryk for det der er i mit hoved lige her og nu. I NUET. Jeg kan ikke skrive på andre måder, og igen.. det giver faktisk et strålende godt billede af, HVOR meget mit sind skifter i stemning og HVOR mange gange jeg kan ændre mening på en dag/uge/måned..  Jeg kan også her lige gentage, at en borderliner ingen identitetsfølelse har, og at alle meninger og al tro, er så vaklende og usikker, at enhver ytring om andre eller modsatte holdinger får alt til at styrte til jorden. Som kamæleoner skifter vi ham/ ændrer form efter dem vi er sammen med, men det er IKKE bevidst eller fordi vi er holdningsløse. Vi kan bare ikke mærke vores egne følelser, eller fornemme egne sanser i selskab med andre.

 

På det grundlag og set med de briller, kan man med al rimelighed godt spørge, hvorfor jeg så bliver ved med at skrive. Og at dele. Når nu jeg ikke kan rumme/tåle de mange kommentarer jeg har fået.. Til det kan jeg kun sige

 

Jeg aner det ikke, men jeg har brug for at kommunikere. Jeg elsker min ensomhed, men jeg har faktisk ikke lyst til at leve uden kontakt til andre. Det er MIT valg, at jeg ikke som konsekvens af at gå på kanten, bare flytter ud i en skov eller går på landevejen alene. Jeg har stadig håbet om, at jeg også kan leve nogenlunde godt, være glad og i fælleskab med andre. Og nej.. jeg mener ikke selv jeg hører til i kategorien af sindslidende, som bør bo i beskyttet bolig! Men jeg erkender og ved at assistance til visse ting, ville være en kæmpe aflastning.

 

I min lille ufrivillige pensionisttilværelse har jeg det godt i min isolation, men jeg ved også, at det ikke er sundt for nogen at være en øde ø. Derfor er hver dag en øvelse i at være udadvendt. Har jeg det godt, er jeg super social og jeg har som menneske altid haft let ved at tale med fremmede, men i de ( flere end mange ) mørke stunder jeg oplever i løbet af året, er det en kamp. Så derfor blogger jeg.

 

For at være i kontakt med andre, og oftest mere fornuftigt fungerende end jeg selv. For at få input og gode råd. Jojo, i hørte rigtigt. Jeg har bare aldrig tidligere ( før jan i år ca ), fået så mange af dem. Om og om igen har jeg skrevet fælles takkeord, fordi jeg ikke altid har overskuddet til at svare hver enkelt. Når jeg har brug for råd eller input er det oftest i mine svage perioder, og deri ligger derfor også at jeg så heller ikke magter at svare på kommentarer. Især ikke når der kommer så mange, som nu for tiden. Jeg har altid værdsat og åbent bemærket til alle, at jeg sætter pris på, at helt fremmede gider sætte sig ned for at skrive til mig. At de bruger tid på det. Alt bliver læst og vendt og dernæst forsøgt brugt på den måde jeg nu kan og føler det passer lige mig. 

 

 

Og nu.. nu har jeg tabt tråden for hvad jeg ellers ville sige, men overskriften siger det hele.

 

Mit strikketøj hjælper mig på mange måder. Også nu, selvom jeg stadig får ondt af det og iøvrigt kommer i tanke om, at det da vist er underligt at jeg ikke er blevet indkaldt til den ventede operation endnu!  Det må jeg hellere lige følge op på i dag. Eller i morgen, hvis jeg nu falder i søvn i dagslyset..

 

Så jeg har strikket.

 

Den turkise sweaterponcho er færdig, og jeg er begyndt på en chokoladebrun højhalset sweater. Det skal bare være en stram sag helt uden fis og ballade.

IMG_7581IMG_7587IMG_7589IMG_7593

 

Og hermed ophører mine egne skriverier om boligproblemer. Hvis jeg altså kan holde min kæft og lade tastaturet være. Jeg må videre, og jeg vil fortsætte med at fokusere på de små glæder, det smukke omkring mig i nuet, og de oplevelser ANDRE.. giver mig. For NEJ, naturligvis er det da ikke mine egne penge jeg har brugt på, at fare land og rige rundt med!  De, som inviterer kender jo min situation, og mener alligevel at jeg er værd at tage med. Så alle mine udflugter er sponsoreret. For nu lige at gentage og slå det fast.

 

 

Rigtig god tirsdag blogland

33 kommentarer:

  1. Tak for din fine beskrivelse af borderlinesyndromet. Det var meget øjenåbnende for mig.
    Hvor kan jeg kende det!
    Jeg tror, at det der sker er at nogle forveksler dit behov for at lægge dine overvejelser ud med et (eget?) behov for at give løsninger.
    Jeg lever sammen med sådan én!
    Så jeg har fået lært at sige "hold så mund" til ham - og han elsker mig stadig! Skøn oplevelse for en, der har det lidt som dig.

    SvarSlet
  2. Kære Henriette
    Utrolig flot indlæg! Jeg læser med på sidelinjen men kommenterer ikke. Jeg synes, at du beskriver en psykisk lidelse meget fint, og du har givet mig en meget større forståelse af, hvad borderline er. Derudover nyder jeg dit strik - du får kreeret meget smukke ting.
    Jeg håber, at du finder roen lige der, hvor det er helt rigtigt for dig. Og uanset hvad du vælger, følger dine venner, veninder og familie naturligvis med og besøger dig.
    Du er i stand til at finde og nyde de små og smukke ting i hverdagen, det er en gave :-)
    Held og lykke på din videre færd.
    Kh. Johanne

    SvarSlet
  3. Jeg tror, at du har ret i, at du måske skal dele mindre, for så længe man kan kommenterer så vil der jo være gode råd. Jeg kommer jo selv med dem og det er vel egentlig meget naturligt. Jeg ville da egentlig ønske jeg fik så meget respons. Jeg får intet ift. dig og så må man jo sorterer og hive det ud man kan eller gøre det så visse indlæg slet ikke kan kommenteres ; )

    SvarSlet
  4. Måske hvis du er modtagelig for ideer .... at du lukker for kommentarer som der er flere der har nævnt.. hvis du ikke ved hvordan, så kik på dette billede

    http://www.starone.dk/images/mc/kommentar1.jpg

    SvarSlet
  5. Får du det bedre af at identificere dig med den sygdom, du siger, du har - eller som psykiatere har stadfæstet, at du lider af?
    Som Helle Storch skriver i en kommentar fra i går, så kan det være farligt bruge den til at forklare alt, der sker for dig i dit liv (noget i den stil skrev hun) - og hun ved, mere end flere af os andre, hvad hun skriver om, i forhold til dig og borderline.
    Hvis du vil videre nu i dit liv og med dig selv, så kaster du ALT væk, som du har fået at vide og lært, at personer med borderline reagerer og handler efter.
    Du er mere end den sygdom, som du bliver ved med at dække dig ind under og ja, jeg mener det stadig - at du gemmer dig bag din sygdom, i stedet for at give slip og have modet til at se tingene fra en ny vinkel - for det er et faktum, at det ikke fungerer for dig, at blive ved med at forklare dine handlemåder og reaktioner, ud fra at du er borderliner. Det holder dig kun fast og gør dig handlingslammet.
    For nogle gange er vi rigtig gode til at putte os selv i en 'boks'/'en kasse' og så er det trygt at forblive der - vi kan have undskyldninger, eller vi kan have livet.
    Men alt dette er helt op til dig og dette jeg skriver i denne kommentar er et sprængfarligt, eksplosivt emne, for hvad bilder jeg mig ind, at skrive dette; du må da kende dig selv bedre end nogen?!
    Men jeg gør det nu alligevel, for, om det så bliver min sidste kommentar af 'gode råd' til dig, så må jeg jo synes, at du er det værd - ellers gad jeg ikke at bruge min energi og tid på at skrive til dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    2. Ja, man kan da inderligt håbe, at det må blive slutkommentaren med "gode råd"
      fra din "boks"/"kasse"!


      Slet
    3. Appendix til ovenstående!
      Undskyld x mange. Jeg fik ikke tydeligt gjort, at min kommentar gjaldt Marianne...

      Slet
  6. Rigtig flot bluse Henriette.......håber tingene snart går din vej :-)

    Knus Lone

    SvarSlet
  7. Du må undskylde, Henriette, men har lige nogle flere ideer:
    I stedet for at affærdige alle de forskellige kommentarer du har fået ang. din flytte/bolig-situation, fordi du bliver forvirret over dem, så sæt dig ned og læs dem igennem, en for en og i ro og mag og virkelig se, om der er noget du kan bruge - noget der kan hjælpe dig her og nu. Måske er der, måske er der ikke, men så har du i hvert fald gjort dit bedste og også vist respekt overfor dem, der har skrevet kommentarerne og gerne vil hjælpe.
    Bare en idé, som det er helt op til dig, at tage til dig, eller ikke :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marianne- som jeg går ud fra er den samme som skrev 11.05 ?
      Stop nu med alle de råd- jeg synes her er utroligt mange hjælpsomme kvinder som absolut SKAL løse Henriettes Liv- jeg kan ikke i ret mange af hendes indlæg læse at hun beder om alle de råd- hun skriver derimod at det forvirrer hende. Jeg kan tydeligt huske at Henriette før jul sidste år bad om hjælp til helt konkrete opgaver- så det kan hun faktisk godt når hun har behov for det. Men at hun ved ikke at tage rådene til sig ikke viser respekt for dem der skriver kommentarerne- må da være din egen fortolkning, som du tilsyneladende deler med andre der også bekymrer jer - sikkert af god mening- men læs dog bloggen som et sted hvor hun beskriver status- og tilbyd at hjælpe i en brevkasse eller andet sted :-)

      Slet
  8. God vind
    En diagnose må aldrig definere alting men den er jo heller ikke til at komme uden om. Vi er som vi er og selvindsigt og selvaccept er vejen frem. Jeg synes at du gør det godt, og du forklarer med selvindsigt hvad problemerne er. At andre så fatter minus er ikke dit problem.

    Grundskylden
    Hvis blog ligger brak lige for tiden, for der er andre ting der fylder.

    SvarSlet
  9. Kære Henriette,
    jeg synes ikke, at du gemmer dig bag din sygdom og jeg er sikker på, at kunne du med et knips slippe for din lidelse, så ville du knipse løs. Det kan ikke altid være nemt at være inde i dig.

    For os almindelige dødelige, der ser og opfatter verden mere rationelt og konventionelt, kan dine reaktionsmønstre og handlinger være svære at forstå og når noget er uforståeligt, kan det provokere.Især, fordi de fleste opfatter verden ud fra deres eget rationale og forventer, at hvis de tænker sådan, så gør andre det nok også. Men sådan hænger verden ikke sammen. Vi er forskellige og har mange forskellige livsvilkår. Dit vilkår er så en lidelse, der hedder borderline. Hvordan det får dig til at se verden og handle på situationer, vil jeg aldrig 100% kunne sætte mig ind i. Lige som jeg heller aldrig ville kunne vide, hvordan verden ser ud, set fra f.eks. en muslimsk kvindes synspunkt. Men jeg kan forsøge at forstå, så meget som jeg nu kan, og jeg kan acceptere fakta. Netop derfor synes jeg også, at det er utroligt modigt af dig, at du tør forklare og fortælle og blotte dig selv, så meget som du gør. Det er vigtigt, at du gør det. Det er en vigtig mission. Og med disse ord vil jeg ønske dig god vind fremover. Det skal sgu nok gå det hele. Det gør det som regel.
    Kh. Anonyma.

    SvarSlet
  10. Kære Henriette
    Det skærer mig i hjertet (fordi du er værd at bruge omhu på at hjælpe), at du stædigt nægter at se i øjnene, at du har brug for professionnel hjælp.
    Jeg kender andre borderlinere end dig (kender rigtigt), og nogle af dem klarer sig godt, måske, fordi de har taget deres livsvilkår på sig. En af dem, en enlig mor med to halvstore drenge, som også har lidelsen, og som bor her i nabolaget, har indset, at der er visse ting, hun ikke kan klare på egen hånd, men hun tager KONSEKVENT sin medicin og sørger for, at drengene for deres og er i øvrigt en ansvarlig og foretagsom mor for sine børn, og hun har hjælp til det, hun ikke selv kan klare. Læg dertil at hun arbejder halvtids - uden løn forstås
    Jeg siger ikke, at du burde arbejde (overhovedet ikke), eller at alle borderlineres sygdom forløber ens; men de fleste er meget velbegavede (ligesom dig), og jeg forstår godt, hvad du siger om forvirring og momentane manglende evner til rationnelle beslutninger. Det kræver imidlertid ikke den store og udmattende indsats at indse og handle ud fra den enkle indsigt, at man somme tider må have hjælp til at træffe sine valg.
    Mit sidste henstilling til dig (for det her kan,som jeg nævnte i går, ikke blive ved): Arranger dig med Distriktspsykologien eller foreningen Sind måske, så du har en pålidelig person eventuelt bisidder at trække på, når det brænder på.
    God vind i det nye liv, som du forhåbentlig nu vælger at tage på dig
    Jytte Due

    SvarSlet
  11. Jeg læser med på din side, men det er ikke så tit jeg skriver komentarer. Jeg kan dog ikke lade være denne gang. Min mening er, at en blogger må skrive hvad de vil om sig selv, og hvis folk ikke kan lide det de læser, så må de jo stoppe med at følge med. Du er ramt af en sygdom, som gør nogle ting svære for dig i nogle perioder mere end andre. Det er en sygdom jeg ikke kender ret meget til, men jeg føler med dig i de svære perioder og jeg nyder, når det går bedre. Sikke en fantastisk sommer du har haft og jeg er ikke i tvivl om at du vil få flere gode perioder, så fat du bare strikkepindene, som er en slags terapi for dig. Held og lykke med alt det uvisse. Jeg er ikke i tvivl om, du nok skal klare det. Du behøver ikke bruge krudt på at besvare mig, men brug krudtet på dig selv ;)

    SvarSlet
  12. Hej Henry.
    Du bestemmer selv hvad du til skrive i din blog, sådan er det!
    Jeg kunne godt tænke mig at lære hvordan jeg strikker en sweater oppefra og ned. Er der ikke noget om at du kan det? Og kan du hjælpe mig med en opskrift?

    SvarSlet
    Svar
    1. Oppe i sidebaren i højre side har jeg sat et link til et tidligere indlæg, hvor jeg beskriver nøjagtigt hvordan du gør Jannie :-) Er der noget du er i tvivl om, så send mig bare en mail ik..
      Knus og tak :)

      Slet
    2. HOV! Det er i venstre side Jannie... ;)

      Slet
  13. Hej
    Jeg har fulgt med på sidelinien og har læst mange velmenende råd. Jeg sidder somme tider som et stort spørgsmålstegn og mangler feed back, f.eks.
    Har du fået taget en priktest og hvad siger den?
    Er det damen fra kommunen, som har rådet dig til at flytte til Samsø og prøve lykken?
    Nogen gange føler jeg lidt jeg gætter mig frem til tingene og måske er konklusionen helt forkert :-)
    Gode råd (som også er en sønderjysk småkage) lader jeg andre om at komme med.
    Bedste hilsener fra Egtvedpigen

    SvarSlet
  14. Ligesom Egtved pigen spekulerer jeg på om du har fået lavet en priktest ved lægen? Uanset om du vælger at flytte eller blive boende så er det jo rart at vide om der er noget du ikke tåler - og i bekræftende fald hvad du ikke tåler. Ellers risikerer du jo nøjagtig samme problem endnu engang med dyr flytning til følge...

    Jeg forstår ikke rigtigt dit behov for at dække dig ind under din sygdom - men samtidig afvise at have brug for hjælp til at sikre at du får din medicin som du selv skriver du ikke rigtigt har råd til. Du er et voksent myndigt menneske så naturligvis bestemmer du fuldstændig selv - men måske var det værd at overveje om ikke du burde tilknyttes distriktspsykiatrien for at få hjælp til at styre din hverdag. Hvad siger din familie? Dine forældre, som har hjulpet så meget og dine børn? De må da også blive enormt påvirket af de udsving du har? Nogle gange er man som voksen nødt til at træffe valg som måske ikke er det man foretrækker - men det er nødvendigt af hensyn til ens nærmeste. Og det er jo fuldstændig underordnet om man er syg eller rask!

    En ting jeg virkelig har studset over er at du så tit skriver til os og kalder os dine kære veninder og venner. Jeg håber virkelig du har nogle rigtige kære veninder og venner der kan hjælpe med at passe på dig - for det er nok i virkeligheden de færreste af os der læser din blog og kommenterer som er dine virkelige venner. Uagtet at de fleste af os vil dig det bedste...

    Jeg håber virkelig du får hjælp til at træffe en fornuftig og velovervejet beslutning så du slipper for flere af de her panikbeslutninger i dit fremtidige liv. Det ser ud som om du har fået gang i brændeovnen i huset, så du må jo have fundet midlerne til at købe brænde. Jeg tror virkelig det vil være bedst for indeklimaet at du får fyret godt så huset kan blive gennemvarmt - uanset om du flytter eller ej.

    Pøj pøj med det hele.

    SvarSlet
    Svar
    1. Trist med slike kommentarer... anonym tilogmed .

      Slet
    2. Og du er nøjagtig lige så anonym, som jeg er.
      mvh Lone

      Slet
    3. ja og vi er også bare gjester i Henriettes "hus"

      hilsen Elfrid

      Slet
  15. Hei Henriette
    Det er din blogg, skriv hva du vil! Jeg har fulgt deg en lang stund, og det er kun nå i den siste tiden det har kommet en rekke kraftige kommentarer med samme "overtalende" karakter her inne, Det kan jo være en mulighet for at de kommer fra samme person? Jeg ville ha stengt av for anonyme kommentarer en stund om jeg var deg. Store klemmer fra Lone

    SvarSlet
  16. Det var da en ualmindelig ubehagelig tone og fremturen nogle af dine gæster anvender når de kommenterer hos dig. At du gider finde dig i det - det er da ikke værd at bruge sin tid på.

    kh ElinF

    SvarSlet
    Svar
    1. Ikke sant ElinF, ubehagelig tone... anvender man en slik fremferd som gjest i "real life"... ?

      Slet
  17. Tak til alle for dagens kommentarer. Alt er og bliver læst, men jeg holder fast i, at emnet bliver afsluttet med dette indlæg. Jeg har ikke kræfterne til yderligere ord omkring det, kun kan jeg sige at jeg HAR tænkt mig at få en kontakt til psykiatrien. Under en eller anden form.. I morgen er en ny dag, og med den kommer fokus igen til at være på andre ting.
    Mvh Henriette

    SvarSlet
  18. Hold da op, der er gang i den herinde !
    Søde Henriette, ejg fatter ikke det halve, men håber du fortæller hvor du flytter hen.
    Og godt du kan strikke :)

    SvarSlet
  19. Hej Henriette

    Som Mira skriver, godt du kan strikke :) jeg glæder mig til fortsat at følge dig og jeg vil stadig gerne være med i strikke klub hvis afstanden tillader det :)

    SvarSlet
  20. hej Henriette! super flot "poncho-sweater", går ud fra det er én egen kreation? jeg synes du skal blive ved med at dele så meget eller så lidt som du selv har lyst til til enhver tid. at folk så læser bloggen som om den var et personligt brev til dem selv, ja det er så helt og aldeles deres problem og rager hverken dig eller mig. gör som det passer dig selv bedst. igen igen forstår jeg ikke en dyt af dine problemer da de helt og aldeles kolliderer med det billede vi udenlandske gennem tiden har fået af det danske velfærdssystem, folk udenfor Danmark tror jo faktisk at i DK får man den hjælp man behöver, men sådan er det åbenbart ikke. pöj, pöj med det forestående, alt andet lige er penge jo slet ikke vigtige, du har strikkeriet og du kan arbejde på at blive glad/gladere, og du har dine börn og forældre der har dig kær - det er jo trods alt det vigtigste.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  21. Til Frida: Du har ret, rigtigt, rigtigt meget har ændret sig i Danmark, det mærker syge, handicappede og sygemeldte hver eneste dag.

    SvarSlet
  22. Tak for linket, har fundet det.
    Venlig hilsen
    Jannie

    SvarSlet
  23. Hej du... pyha....jeg søgte på "altaner" og stødte på din blog...jeg bor i et lille hus, men vil gerne flytte i en lejlighed med altan. Det er nogle meget inspirerende billeder, du har på din blog, men pludselig dukkede din beskrivelse, ja nærmest undskyldning op, hvor du skriver om din diagnose. Og derefter en uendelig række af kommentarer med alle slags meninger! Tja, selv har jeg arbejdet mange år i psykiatrien og har en datter, der for nylig har fået diagnosen skizofreni. Det har været og er en hård tid. Min datter fortæller selv, at for hende er hendes sygdom en meget stor del af hende og det er vigtigt for hende at forstå, hvorfor hun har visse problemer, da det hjælper hende med at løse dem.At være psykisk syg betyder samtidig, at man er en skrøbelig person, så jeg synes, det er meget modigt af dig, at skrive om dig selv. Du må nok gøre op med dig selv, om du kan magte alle de meninger, der meget ofte vil komme, da alle mennesker har forskellige opfattelse af tingene og alle mener, deres er den helt rigtige! Det er vigtigt, synes jeg, at du på en eller anden måde finder ud af, med dig selv, om du vil skrive så personligt, eller f.eks. blot skimmer kommentarer...tja, jeg ved det ikke, men ønsker dig alt muligt held med dit liv. Jeg synes i øvrigt det er en fantastisk god ide at blogge i din situation, da det også giver kontakter. . . måske skulle jeg give ideen videre til min datter...

    SvarSlet