08 november 2013

Jeg har mistet lysten, og må have lidt afstand

 

 

 

Min blog er min. Jeg har snart været her i fem år og har haft mine pauser, af forskellige grunde, men altid har jeg været ærlig og har fortalt om min hverdag. Har endda blogget om at være indlagt på den lukkede.. Det har været min dør til verden, og en måde for mig at formidle et liv, som skiller sig ud. Det har jeg gentaget mange gange efterhånden. Gentagelser er faktisk i år gået hen og blevet en temmeligt trættende opgave for mig her, og nu gider jeg ikke mere..

 

I de år der er gået, har jeg virkelig øvet mig i kunsten at være positiv. Det er ikke noget der er nemt for mig, og jeg må hver dag virkelig kæmpe for at huske det. Jeg har trænet mig selv i, at se alle de smukke og gode sider af tilværelsen. De små glæder. Hverdagens skønhed. Jeg har i lange perioder været fokuseret på, at fange øjebliksbilleder der kunne inspirere her, og samtidigt være en påmindelse til mig selv om, at der altid er et eller andet punkt i løbet af dagen, som er værd at mindes som noget godt. Og jeg har glædet mig over det, når jeg har kunnet. Jeg har skrevet om at forsøge at leve langsomt, og med opmærksomhed på den daglige indre ro. Og om hvor svært det er for sådan en som mig.

 

Aldrig før har min blog haft til hensigt, at være kontroversiel eller debatskabende. Aldrig har jeg ønsket at tiltrække negative elementer, alene fordi jeg mener at kan man ikke lide mig/ holde mig ud/ forholde sig til mig/ eller i det hele taget ha’ at jeg er mig, så kan man jo sådan set bare springe min blog over, og drible videre til andre skribenter med andre budskaber. Jeg skriver ikke hverken politisk eller religiøst. Giver ikke min mening til kende på de fronter, fordi jeg ikke har behov for at debattere.

 

Jeg går rundt og er dybt ulykkelig i denne tid, og nu har jeg det heller ikke godt når jeg befinder mig her. På min egen blog!  I mit eget hood for nu at sige det sådan, og DET kan jeg ikke leve med. Det her er MIT fristed, og MIN verden.

 

Med gårdsdagens udvikling, hvor udlejer er inde over med kommentarer, som jeg så føler jeg er nødt til at reagere på, har jeg meget mod min vilje valgt at aktivere kommentarmoderation. DET er slet ikke min stil, eller mit ønske med bloggen, men jeg orker bare ikke mere. I dag har jeg så modtaget en anden kommetar, hvor der bliver givet udtryk for, at det er den rene underholdning med offentlig mudderkastning, og DERFOR stopper jeg op nu. Min blog skal være et rart sted at besøge hver dag, men da min hverdag ganske enkelt ikke ER rar at være i nu, ja så er det måske bedst at holde pause. Strik, dyr, natur og det levede liv fylder med eet næsten ingenting i forhold til, hvad jeg er ud i lige nu. Jeg vil iøvrigt også lige påpege at jeg på intet tidspunkt har omtalt udlejer på andre måder end den anonyme “udlejer”, så at udlejer nu selv vælger at kommentere med fulde navn, vil jeg ikke tage ansvaret for.

 

Jeg må passe på mig selv. Så jeg holder en ufrivillig pause og vender tilbage når jeg igen har overskud og lyst. Og når der er noget godt at fortælle. Havde ellers glædet mig til at hygge netop herinde, fordi jeg ikke får hygget så meget IRL den næste måneds tid, og derfor håber jeg, at jeg rejser mig op igen inden december.. 

 

Pas på jer selv derude og rigtig god weekend.

 

IMG_7755

13 kommentarer:

  1. Det er jeg rigtig ked af at høre søde Henriette. Havde sådan håbet for dig, at du ville få det lidt bedre.Men kan godt forstå du ikke orker alt det snidder snadder. Det kan du ikke bruge til noget positivt. Men håber du kommer igen med fornyet energi, når du får det hele på afstand og forhåblig lidt mere energi. Jeg vil tænke på dig og sende noget godt karma til dig. 😘 knus Dorthe

    SvarSlet
  2. God beslutning, at passe på dig selv - det er det allervigtigste!
    Kan godt forstå, at du har brug for en pause - pas rigtigt godt på dig selv og held og lykke i den nærmeste tid, med flytning og dit helbred og det hele! :)

    SvarSlet
  3. Også jeg vil ønske dig held og lykke med flytningen, som jeg er overbevist on, vil komme vil at gå godt. Ser frem til, når du vender tilbage til din blog, for jeg bilder mig ind, at kunne forstå, det du af og til har beskrevet den som .... dit vindue til verden.
    Rigtig mange kærlige tanker til dig
    Gitte E

    SvarSlet
  4. Øv hvor en træls udvikling :-(

    Men hvordan ved udlejet at du har en blog? Jeg fortæller ingen at jeg har en blog. Ingen andre end mine forældre og to veninder ved den eksister - og slet ikke mit atbejde. Jeg ser nemlig også min blog som et fristed og derfor fortæller jeg ikke alle og enhver at jeg blogger.

    Held og lykke ned det hele og pas godt på dug selv :-?

    SvarSlet
  5. Kære ven,

    Det synes, jeg er RIGTIG synd, men kan godt forstå dig. Kunne dem som ikke kan lide at være her ikke bare holde sig væk?? Det er sgu let at trampe på folk, som allerede ligger ned. Jeg synes selvfølgelig du skal blive her, og så "luge ud i kommentarerne", for vi er mange, som vil dig det godt og det skal du holde fast i. Dumme mennesker, kan du aldrig undgå, men jeg forstår også godt, at du er i en situation nu, hvor du er nødt til at passe på dig selv. Kom stærkt tilbage, når du kan springe op og falde ned på de mennesker, der bare skulle holde sig væk. Vi snakkes.

    Knus D

    SvarSlet
  6. Jeg vil glæde mig til du kommer på banen igen!
    Du gør det godt, Henriette, og jeg beundrer din evne til at holde fast i dig selv, og til at ende på benene igen og igen.
    Behold med sindsro din kommentarmoderation.
    Det er da for pokker DIG, der har retten til at bestemme på DIN blog!
    Og din dejlige blog har slet ikke fortjent fnidderfnadder!

    SvarSlet
  7. Henriette, jeg synes, du gør det godt! Dels gør du mig og andre klogere på, hvad det vil sige at leve som grænsepsykotisk - dels arbejder du aktivt på at løse de problemer, du støder på. Har i den forbindelse overvundet dig selv til at få en "kontaktperson" - det er stort! Nu skal du "bare" have indarbejdet, at du starter hver måned med at købe medicin nok til hele måneden ;-).

    Jeg måJbede over din udlejers kommentar! Hun har åbenbart vedtaget, at der ikke er noget galt med hendes hus, og at det hele foregår i dit hoved. Hm ... Så forstår jeg ikke, at hun ikke forlængst har taget skridt til at få huset tjekket for mug og skimmelsvamp. Jeg kan godt huske, at du på et tidspunkt skrev om, at du havde tilbudt selv at udbedre de værste mangler mod at få din udgift modregnet i huslejen.

    Jeg synes, det er fedt, at der i weekenden kommer nogen og hjælper dig med at muge ud i Rødby! Jeg havde gerne givet en hånd med, men dels har jeg helt enkelt ikke råd til rejsen, dels får jeg lørdag aften huset fuldt af gæster til flæskesteg og citronfromage :-).

    SvarSlet
  8. Kære Henriette...selvfølgelig skal du ikke finde dig i sådanne kommentarer på din egen blog.!

    Håber at du trods alt får en god weekend med de søde hjælpere og få en god snak med dem.. det vil gøre dig godt tror jeg.
    Kvinder kan jo multitaske så snakke og arbejde samtidigt er ikke noget problem..:-)
    Jeg forstår hvor svært du har det lige nu og alt ser sort ud, men du er før kommet op fra det sorte hul og det ved jeg du vil igen.

    Vi dine trofaste følgere er klar når du er klar..:-)

    Kæmpe kram fra Lisbeth

    SvarSlet
  9. Kære Henriette.
    Øv hvor bliver jeg trist over at læse det her... Skal du squ da ik finde dig i. Kan virkelig godt forstå det går dig på.
    Jeg er meget tit inde for at læse dine skønne perler om hverdagens små lysglimt og ikke mindst dine smukke billeder. Jeg nyder hvert et ord og billede (af det som du helst formidler, at forstå ret). Det er ikke hver gang jeg kommentere - men af og til.
    Det gør mig ondt at der nu er kommet sådan en kedelig mudderkastning i gang herinde og kan godt forstå du vil stoppe det.
    Lige som de andre ser jeg også frem til du rejser dig igen - for det jeg sikker på du gør.
    Ønsker dig masser af go flytte energi :) og hvor er det super der kommer et par stykker og giver et nap i weekenden. Go arbejdslyst.
    Kærligst Annie

    SvarSlet
  10. Jeg vil glæde mig rigtig meget til at se billeder fra dit nye hjem, når du er ovenpå igen. Jeg kan godt forstå at du lige trækker stikket for en tid. God flytning til dig.....håber at alle hjælperne står klar idag lørdag.
    Knus......Lone

    SvarSlet
  11. Kære Henriette. Der er sgu ingen der har brug for sådanne kommentarer i din situation, så fuld forståelse herfra angående din pause. Håber sådan for dig at du kommer godt igang i dukkehuset og kan få lidt fred der. Glæder mig til at du vender tilbage igen med lækre billeder af hus, have, garn, strik, natur og alle de andre ting som er så hyggelige ved din blog.
    Pas nu på dig selv..
    Hilsen Helle

    SvarSlet
  12. Det gør mig virkelig ondt at du har mistet glæden ved din blog. Jeg tror du skal arbejde hårdt på at skabe din blog til et sted, du igen kan glæde dig til at være på og i. Tænk på hvor meget den har givet dig.
    Og dermed ikke sagt, at jeg ikke forstår dig.
    Tror dit nye hus bliver en gave for dig. Dit liv bliver mere enkelt og overskueligt, noget der er vigtigt, når man har andet at kæmpe med.
    Jeg tænker tit på dig og håber vi en dag kunne ses og drikke kaffe og strikke. Og helst også spise en kage :)

    SvarSlet
  13. Jeg kan godt forstå dig. Når kommentarerne sådan lever sit eget liv, kommer det til at handle om meget andet end det du ligger op til.
    Jeg håber at moderation af kommentarer og en pause, er den oprydning der skal til. Og, glæder mig til du vender tilbage. De bedste ønsker til din flyttemåned.

    SvarSlet