Jeg har mistet lysten, og må have lidt afstand

 

 

 

Min blog er min. Jeg har snart været her i fem år og har haft mine pauser, af forskellige grunde, men altid har jeg været ærlig og har fortalt om min hverdag. Har endda blogget om at være indlagt på den lukkede.. Det har været min dør til verden, og en måde for mig at formidle et liv, som skiller sig ud. Det har jeg gentaget mange gange efterhånden. Gentagelser er faktisk i år gået hen og blevet en temmeligt trættende opgave for mig her, og nu gider jeg ikke mere..

 

I de år der er gået, har jeg virkelig øvet mig i kunsten at være positiv. Det er ikke noget der er nemt for mig, og jeg må hver dag virkelig kæmpe for at huske det. Jeg har trænet mig selv i, at se alle de smukke og gode sider af tilværelsen. De små glæder. Hverdagens skønhed. Jeg har i lange perioder været fokuseret på, at fange øjebliksbilleder der kunne inspirere her, og samtidigt være en påmindelse til mig selv om, at der altid er et eller andet punkt i løbet af dagen, som er værd at mindes som noget godt. Og jeg har glædet mig over det, når jeg har kunnet. Jeg har skrevet om at forsøge at leve langsomt, og med opmærksomhed på den daglige indre ro. Og om hvor svært det er for sådan en som mig.

 

Aldrig før har min blog haft til hensigt, at være kontroversiel eller debatskabende. Aldrig har jeg ønsket at tiltrække negative elementer, alene fordi jeg mener at kan man ikke lide mig/ holde mig ud/ forholde sig til mig/ eller i det hele taget ha’ at jeg er mig, så kan man jo sådan set bare springe min blog over, og drible videre til andre skribenter med andre budskaber. Jeg skriver ikke hverken politisk eller religiøst. Giver ikke min mening til kende på de fronter, fordi jeg ikke har behov for at debattere.

 

Jeg går rundt og er dybt ulykkelig i denne tid, og nu har jeg det heller ikke godt når jeg befinder mig her. På min egen blog!  I mit eget hood for nu at sige det sådan, og DET kan jeg ikke leve med. Det her er MIT fristed, og MIN verden.

 

Med gårdsdagens udvikling, hvor udlejer er inde over med kommentarer, som jeg så føler jeg er nødt til at reagere på, har jeg meget mod min vilje valgt at aktivere kommentarmoderation. DET er slet ikke min stil, eller mit ønske med bloggen, men jeg orker bare ikke mere. I dag har jeg så modtaget en anden kommetar, hvor der bliver givet udtryk for, at det er den rene underholdning med offentlig mudderkastning, og DERFOR stopper jeg op nu. Min blog skal være et rart sted at besøge hver dag, men da min hverdag ganske enkelt ikke ER rar at være i nu, ja så er det måske bedst at holde pause. Strik, dyr, natur og det levede liv fylder med eet næsten ingenting i forhold til, hvad jeg er ud i lige nu. Jeg vil iøvrigt også lige påpege at jeg på intet tidspunkt har omtalt udlejer på andre måder end den anonyme “udlejer”, så at udlejer nu selv vælger at kommentere med fulde navn, vil jeg ikke tage ansvaret for.

 

Jeg må passe på mig selv. Så jeg holder en ufrivillig pause og vender tilbage når jeg igen har overskud og lyst. Og når der er noget godt at fortælle. Havde ellers glædet mig til at hygge netop herinde, fordi jeg ikke får hygget så meget IRL den næste måneds tid, og derfor håber jeg, at jeg rejser mig op igen inden december.. 

 

Pas på jer selv derude og rigtig god weekend.