Jeg MÅ simpelthen tømme min hjerne…

 

 

 

Nogle gange har det været let som en leg, at glemme bloggen for en tid, andre gange har jeg hygget mig så meget med det, at jeg har blogget flere gange dagligt, og nu.. nu har jeg følt mig tvunget til at holde pause, men det er slet ikke godt for mig kan jeg mærke!  Ikke lige nu, og slet ikke i længere tid.

 

At skrive her er min måde at tømme hovedet på. Foruden alt det andet jeg har haft ud af det, så er det min hjælp til selvhjælp at få ned på tastaturet, hvad der fylder i nuet. For ikke at eksplodere simpelthen. Det har den terapeutiske virkning, jeg ellers kunne have brug for fra en proffesionel, men i mangel af det så ja.. skriver jeg mig ud af mange hovedbrud.

 

Der sker så meget og i sådan en hastighed, at jeg er nødt til bare at rable af mig nu. Det generer mig stadig at jeg må ha moderation på, for det er helt tydeligt at det ikke kun blokerer for de FÅ, som føler sig pikeret af mig, men også for de mange som ellers plejer at sige hej til mig herinde, men den funktion må fortsætte lidt endnu, indtil jeg har mere overskud til at læse de ubehagelige ord, jeg ellers ikke er forvænt med. Ingen skal være i tvivl om, at netop det at I skriver til mig her, er en daglig og super god hjælp til at holde mig fast i fornuften.

 

*************

Der sker lidt for meget som sagt. Hver dag fyldes bilen, køres, tømmes, og køres igen. Hver dag gøres der lidt rent i nyt lille hus, sættes på plads, og rykkes lidt rundt. Som pause, sætter jeg mig i hjørnet på en lille skammel, og tager lidt mere af min nye verden ind. Jeg gør alt for at få sjælen med, og ind i dukkehuset. Sidder i stilhed og kigger rundt, ser vinkler og nuancer af rummene imens jeg prøver at forestille mig hvor, hvad kan stå bedst. Ofte bliver det til ti gange op med arme fyldt, og dermed også ti gange ned af den her:

 

Hovedpine og ind i mellem voldsom migræne er hverdagskost nu. Som tidligere, bliver det lidt værre for hver dag jeg føler mig presset, og jeg har haft fat i Mia for at få hende ti,l at tage nye forsyninger af heksepillerne fra England, med hjem til mig. Hun tager derover inden længe, så jeg dristede mig til at spørge om hun ville være bud for mig. Jeg har hidtil haft et solidt lager, men de er slugt nu alle sammen og helt ærligt.. Dem fik jeg foræret, og den mængde jeg modtog har holdt i næsten et helt år, hvilket må siges at være en virkelig effektiv og fantastisk god gave. Jeg har kunnet holde hovedet i skak med dem, og jeg er så glad for at hun gider kigge efter dem, så jeg sparer told på dem.

 

I går røg så min mobil. Som om jeg har tid til det fis lige nu!!

 

Forrige aften hørte jeg radio på den, og lige pludselig forsvandt forbindelsen, men jeg tænkte ikke videre over det. I løbet af formiddagen i går begyndte det at undre mig, at jeg slet ikke havde modtaget nogle sms’er, for der bimler altid noget ind, og jeg gik også og ventede på svar, som heller ikke skete.  Nå, men omkring kl halv to, begynder det at dæmre for mig at noget må være helt galt, så da jeg havde tømt endnu et læs af i Rødby, kørte jeg til min lokale mobilforhandler i Maribo for at få det tjekket. I den anledning ku jeg så lige forhøre mig også, om de mon havde fundet en chek jeg har TABT!!!! dagen før…  Jojo, det går sgu godt og jeg har da helt styr på alt, hvad jeg har i hænder og hoved nu. Er slet ikke stresset. Ih nej da..  Chek’en var et nej, og mobilen var og blev i udu. To timer brugte jeg derinde. På at vente på et forsøg på genoplivning, og med at skrive alle mine kontakter ned MED BLYANT!!! ,  man kan nemlig ikke gemme sine kontakter på simkort længere, og da vi jo ikke ved, hvad der er gemt eller tabt i Itunes, ja så var der ingen vej uden om. Nu går jeg rundt med et rugbrød af en lånemobil, som jeg ikkke kan hitte ud af, og hvor jeg stadig synes jeg ikke modtager, og kan sende det jeg gerne vil.

 

Jeg er med andre ord ved at være en smuuule presset, og lettere anløben i kanterne.

 

I dag skulle jeg så have været på hospitalet. Jeg har nemlig endeligt fået en indkaldelse til forundersøgelse OG operation. Heldigvis så tæt på som i Nykøbing, men knapt så heldigt at det skal ske nu, hvor jeg dårligt kan undvære højre hånd/arm. Jeg ville have været afsted, men har måttet aflyse. Det er ganske enkelt for meget nu. Jeg orker og overskuer det bare ikke, men det er da død frustrerende efter at have ventet med længsel på en strikke/have hånd der duer, at skulle udskyde det endnu mindst halvanden måned. Det er bare sådan det bliver.

 

Hvad ellers.. ?

 

Jo, jeg har talt med Rasmus og Josefine. Det er dejligt at høre deres stemmer og det varmer at de er mine børn. At have dem med mig i livet er en gave uanset, hvad de så finder på at udsætte deres mor for hihi.

 

Nå ja, så har jeg jo i forbindelse med en nulstilling af mobilen, mistet alle mine sms’er hvoraf nogle betød mere end andre for mig. Alle billederne er røget, men de er heldigvis også her på computeren. Jeg har bare ikke mere plads til backup af dem, så alt hvad jeg har lavet og fotograferet siden august har jeg nu kun på skrivebordet og i eet ekspl.   Jeg kan kun håbe at intet går galt med computeren nu. Det skulle faneme lige passe. Har haft en portable harddisk, men den er selvfølgelig gået i stykker, så noget ligger i dropbox, og resten er fordelt på SD-kort og I usb-nøgler.  Lidt rodet og ikke til at holde rede på, MEN jeg har dog back uppet på den måde. Altså indtil august.

 

Og nu, ja nu vil jeg hvile mig lidt igen. Udnytte at der er ro her, i hovedet og omkring flytning i dag. Og pyhhh… hvor det er godt at få griflet lidt ned igen. Det letter at komme af med de alt for mange hændelser for mig, som både hader forandringer og afskyr nye ting og tider.