Kend dig selv/ mærk efter og.. ja.. tag hensyn til det

 

 

 

I dag har jeg ramt grænsen for hvad jeg kan. Der er simpelthen ikke en milidråbe mere energi tilbage i min krop, og hvert et gram af overskud hentet henover sommeren er brugt op.

 

Fra jeg fik den nye adresse har jeg..

… kæmpet og knoklet alt det jeg overhovedet har kunnet, og jeg er nået langt i betragtning af, at jeg trods alt kun har mig selv og min lille dyt til rådighed. En enkelt tur med trailer oveni, nogle kasser båret af andre arme på nær, så har jeg flyttet resten selv. Pakket, kørt, båret ind, pakket ud og sat på plads, kørt hjem igen, fyldt på ny til næste tur, gravet og slæbt. Alle disse takter gentaget i et systematisk mønster, hver dag de sidste to uger.

 

I dag er der to uger tilbage at flytte i og hver dag tæller, men jeg kan sgu ikke mere. Denne uge er jeg, uanset om jeg kan finde indre ro eller ej, nødt til at lade alt være, og med kun een uge i rest til at klø på, får jeg seriøse problemer med det sidste. Derfor må jeg nok alligevel ty til det kommunale forslag, og i morgen bede om professionel flyttehjælp/ låne penge til resten. Det ærgrer mig, men jeg lytter til kroppen og kender mig selv så godt, at jeg ved at nu er det nu.

Jeg fik for et par uger siden et tilbud på flyt. KUN de tunge ting, såsom lænestol, sofa, seng, køleskab og opvaskemaskine.. 3000 kr. Det er faneme mange penge, men jeg har ikke andre valg nu. Tilbage er så stadig, spisebordet, 13 flyttekasser, et par sorte sække, tv’et og det bord det står på, de blå poser med mit tøj, resten af bøgerne, løse genstande, bordopvaskemaskinen, mikroovnen, et vægskab, de sidste baljer med havegrej og planter, en trillebør og et gulvskab. Det SKAL jeg bare på en eller anden måde selv få i vej, og det skal nok lykkedes. I den sidste uge..

 

Der er sikkert noget jeg har glemt. Nå ja min cykel forresten. Og alle tingene i skabet i entreen. Og den hvide ikea kommode. Og min gamle grønne bænk.

 

Det hele kommer med, men jeg synes godt nok de 3000 kr, er en hamper pris. De gør ondt at skulle låne. Jeg HAR forsøgt at finde nogen, som kunne tage de ting. En person med stort kørekort. Eller en trailer. Har forsøgt, at komme i tanke om jeg kender et par kæmpe gutter, med musklerne i orden, men det gør jeg bare ikke. Så ja.. med mindre et mirakel indtræder inden d. 1. så er det den vej jeg skal nu.

 

HOLD da op som jeg er brugt.

 

Kvalme, smerter alle mulige og umulige steder i kroppen. Tandpine af for sammenbidte kæber, mavepine, hovedpine og en fornemmelse af at være så tung, at jeg faktisk er begyndt at have problemer med overhovedet at komme ud af sengen, er der jeg er nu. Jeg kan intet huske. Taber ting. Har blå mærker alle vegne fordi jeg konstant går ind i alt. Også dørkarmen.. For sa.. det gør sgu da nas!  Alle disse små detaljer giver samlet en vift med en vognstang til mig om, at NU stopper du Henriette. Slut. Jeg orker ikke engang at løfte strikkepindende længere.

I dag var planlagt til at være hviledag. Lige indtil jeg blev inviteret til frokost hos naboen, og endte med alligevel at køre en tur fordi   “ nu var jeg jo i tøjet..” . Bilen blev fyldt, og efter endt rutine står den nu igen fyldt og klar, men siden jeg kom tilbage har jeg bare ligget. Sovet og ligget. Og jeg ligger endnu. Ligger og skriver. Ligger og ser tv. Ligger og spiser. En rugbrødsmad som det tog en krig af få smurt, og jeg kan godt fornemme at turen til Nykøbing i morgen hænger i en tynd tråd. ØV.

 

Men jeg klapper mig selv på ryggen for alt det jeg HAR gjort helt selv. Med god samvittighed bliver jeg liggende indtil indtil jeg igen kan rejse mig. Hele denne uge.  Og ve I hva..  om kort tid er der tulipaner i mit hjem igen:

 

   …  ( og så får vi iøvrigt se, hvor længe jeg kan holde ud at ligge her? )