04 januar 2014

Derecho på dansk har jeg ikke, men..

 

 

 

Opskriften på sjalet findes så vidt jeg ved ikke på dansk, og selv orker jeg ikke at oversætte den. Det er et større arbejde at gå i gang med ord for ord, og det kræver også at man må til tasterne for at spørge om lov til det, hvis det er noget man så vil dele med verden. Der er masser af eksempler på ballade omkring ophavsrettigheder, og der skal jeg ikke ha noget i klemme, MEN…

 

..  jeg vil gerne komme med en løsere forklaring, og har her illustreret på nogle billeder hvordan man kommer igang:

sjal1

Begynd med at slå tre masker op. Strik nu ca 20 riller, hvor du tager en maske ud i DEN ENE SIDE på hver anden pind. Pænest bliver det hvis du strikker 1 maske og tager en ud, og så strikker videre. Så ligger den udtagne maske gemt i mellem to “gamle” masker, og ses ikke så tydeligt.

 

Hvor mange riller du strikker i den første lille trekant er egentlig op til dig selv, kun vil de have betydning for det fortsatte sjals størrelse.

 

Næste punkt er striberne. Du fortsætter nu med at strikke otte sæt farveskift. Altså to riller i grundfarven, dernæst to riller i farve to, og det gentages otte gange. Ønsker du et større sjal så strikker du bare flere farveskift på. Til slut sættes alle maskerne på en hjælpepind, eller en wire hvis du strikker med variable strikkepinde.

 

sjal2

Fortsæt nu på den måde at du langs den lige kant, ( som I kan se på billedet ovenfor ), samler en maske op pr rille. Jeg beklager min håbløse streg, men jeg har overhovedet ikke motorik til at styre pilen på computeren haha. Den grønne pil angiver retningen og tallet angiver hvordan du laver rillefelterne. Hvert felt består af otte farveskift, ja.. så er princippet at du kan strikke det så stort som du lyster. Og også i hvor mange farver du synes. Her er der en grundfarve og to forskellige kontrastfarver.

 

Sjal3

På det originale sjal er der i sidste ende strikket en kant hele vejen rundt. DEN løsning gider jeg dog ikke selv vælge en anden gang, da jeg er en ged til at få strikkefastheden til at fungere, så det hverken flaner eller strammer for meget. Her kræver det at man er både perfektionistisk og lettere perfid omkring sine masker, hvilket jeg så IKKE er. Min tålmodighed går mere i retning af, at improvisere afslutninger hele vejen rundt.

 

Nu håber jeg at det her kan bruges til noget, for det bliver ikke bedre eller mere nøjagtigt, igen pga ophavsret osv. Det gælder her som i al andet strik, at en opskrift altid er en god ting, men.. man behøver ikke være slave af den. Man må gerne selv lægge til eller trække fra, og har man først fat i grundideen, så er det bare at strikke derudaf.

 

 

SNC10750_resize

God fornøjelse og dejlig lørdag til alle jer derude. Der er sol i sigte, så jeg skal i haven i dag. Skal ud og finde mine frøposer frem for jeg så i går et sted, at det er nu man skal smide storkenæb i jorden, da de har brug for nogle mdr i kulden for, at blive til noget til sommer. Den er jeg helt med på, det er noget jeg kan forholde mig til, og her er en opgave jeg magter. Frø og jord..  jaaaa

7 kommentarer:

  1. Hej Henriette og tusind tak for forklaringen.....den tror jeg at jeg har fat i.

    Vil prøve mig frem.

    Knus
    Jane

    SvarSlet
    Svar
    1. Har først lige set din kommentar, men herligt at du kaster dig ud i det :) Jeg brugte pind 4 så vidt jeg husker.

      God fornøjelse :)

      Slet
  2. Hej igen Henriette

    Hvilken pinde-størrelse strikker du på og hvor mange masker/pinde beregner du på 10x10 cm? nej bare hvilke pinde strikker du på? Så finder jeg garn der passer til disse pinde.....

    Knus
    Jane Filbert

    SvarSlet
  3. Hej Henriette. Jeg er lige gået igang med det... Efter din fantastiske forklaring. Tak for det.
    Kh Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Super :) Det er så herligt når jeg hører tilbage fra jer. Og at min forklaring kan bruges af andre end jeg selv hihi.

      God fornøjelse :)

      Slet
  4. Et fantastisk flot sjal som jeg mægtig gerne vil give mig i kast med. Må jeg spørge hvilket garn du valgte til dit sjal ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Godmorgen Anette :-) tænk at du har fundet frem til mit næsten to år gamle indlæg! Det er en fornøjelse at det stadig kan bruges og det garn jeg har brugt er kombinationer.

      Jeg har brugt garn fra Garnudsalg.dk
      En tråd uld og en tråd alpaca og¨
      En tråd uld og en tråd mohair.

      Jeg håber at du kan bruge hvad jeg har skrevet, og ellers spørger du bare igen :-)

      Mvh Henriette

      Slet