22 januar 2014

Jeg overgiver mig til biologien og Instagram

 

 

 

IMG_2967

Det er som det er, og som det plejer at være her i vintermånedernes allermørkeste mørke. Kroppen lukker ned og jeg bliver til en hulebjørn, som jeg jo også har skrevet om flere gange, og derfor har jeg nu overgivet mig. I stedet for at bruge kræfter mentalt og fysisk på, at kæmpe imod systemet er det sgu lettere bare at acceptere, og så tage den derfra.

 

 

IMG_2970

Så jeg har flyttet mit døgn. Går først i seng når jeg er sikker på at jeg kan falde i søvn, og sover dermed også længere, og fra dagens første mange timer i grålys. Når jeg står op tænder jeg lyslampen. Jeg går ud når det er allerlysest. Og har droppet at spare så meget på strømmen, at jeg ikke tænder lamper generelt om dagen. Det nytter bare ikke at sidde i det lille dukkehus uden at jeg fungerer bare en smule, så ja.. det hele er lidt på hovedet en tid.

 

 

IMG_3078

Når man sådan er vågen skævt, og ikke rigtig er aktiv som på en sommerdag, så bliver andre interesser plejet, og håndproplemer eller ej bliver der strikket og hæklet lystigt. Faktisk har jeg sjældent fået lavet så meget på så kort tid, og det gør da også bragende ondt nu, men det sk.. jeg på, for om lidt er også den fornøjelse slut for en periode, og så bliver det virkelig træls at være hulebjørn.

 

Nu det med hækling..

 

Jeg er jo ikke den fremmeste fod i skoen, så jeg er først hoppet på Instagram for et halvt års tid siden. Stille og roligt er jeg blevet hooked på den hurtige form for kommunikation der følger med, og efterhånden er det også gået op for mig, HVOR meget sjov der er i den verden. Det tog mig en krig før jeg fandt ud af det der med # feks, og jeg har også været en klovn til at finde rundt derinde generelt. Sådan er det når man sidder alene, og ikke lige har en at spørge om den slags nørderi. Med Radio Nova (en irsk FEEEEEEED radio på mobilen)  i baggrunden, er jeg blevet suget ind i en Instaverden, fyldt med 1000’vis af inspirerende billeder af hækling og strik. Og have. Og mad. Og hækling. Og strik. Og have og og og …..  Som med computeren, kan man hurtigt forsvinde i tid og sted, fordi man liiige skal ha det næste foto med også. Og sådan går det til at jeg nu nærmest har krogehånd!  For NOJ, hvor er der mange skønne ideer, og hvor er der mange dygtige hæklere rundt om i verden. Jeg har nu skrevet med ligesindede fra USA, England, Sverige, Norge, Holland, Italien, hvilket må siges at være ret så godt klaret for en, som kan gå i ugevis uden at sige en lyd.

 

Nu ved jeg ikke hvordan det er med copyright og den slags, så jeg tør ikke begynde at lægge billeder på her, af alle de  flotte tæpper jeg feks har set derinde, så I må tage mit ord for det. Der er en meget kulørt og fiberrig verden at finde på mobilen. Jeg har til gengæld taget billeder til mig selv, af de ting jeg gerne vil kunne bruge som inspiration senere, og de ligger nu gemt i en mappe her på skrivebordet, så jeg kan kigge på det når det passer mig. Hvor smart er det forresten også ikke lige, at man kan det hva..  Den funktion har jeg selvfølgelig også først for nylig lært at bruge, men nu bliver den flittigt benyttet: Se en super ide. Klik. Ledning. Kopier, og snupti så ligger den firkant/hexagon/stribe/, man ellers måske ikke ville kunne finde igen, gemt til senere. Klar til at blive forstørret op og regnet ud og prøvet af.

IMG_3034

Og nu har jeg ikke tid til mere.. jeg vil hækle

3 kommentarer:

  1. Ja, du har ret. Instagram er fantastisk - og nemt at bruge. Hilsen Charlotte

    SvarSlet
  2. Nej det gider jeg ikke må jeg indrømme, synes det er mere end nok med blog, facebook og pinterest.
    Til gengæld så er jeg blevet vild med Netflix og særlig den amerikanske version som har masse flere film end den danske.
    Når man har så mange dyr som vi som skal have leg, mad 2 gange om dagen, pleje, det er altid en der skal nusses så har jeg slet ikke tid til så meget mere.
    Jeg har da set en hel del Instagram billeder og synes ikke at kvaliteten af dem er lige så gode som på en blog.

    Nu varer det ikke så længe før du får det med hånden overstået, det bliver dejlig for dig.
    Det er ikke til at holde ud at gå i venteposition så længe.

    Knus fra Lisbeth

    SvarSlet
  3. En lille hilsen fra en hulebjørn til en anden. Jeg kan også mærke at jeg har mest lyst til at gå i hi, og heldigvis er JP ikke meget hjemme, så mit døgn er også skubbet lidt rundt.
    I morgen skal jeg dog op - elektrikeren kommer med en ny opvasksemaskine - hurra for at bo til leje.
    Bjørnekram herfra.

    SvarSlet