Siden sidst og kort sagt

 

 

Jeg har fået taget lidt billeder med mobilen i denne uge, og dem bruger jeg til at fortælle sidste nyt fra syden.  ( obs: igen et laaaangt skriv )

 

Jeg sover SÅ ringe i øjeblikket. Ja faktisk har jeg tre nætter i rap slet ikke sovet, og den ene af dem, var natten med det sne vi fik i denne omgang. Ved tretiden tog jeg en rask beslutning og gav fanden i fornuft, trak i tykt tøj og støvler. og stornød den SJÆLDNE ro, stilhed og fred man finder i Rødby. ( beklager folkens.. det er muligt at Rødby bliver betragtet af storbyfolk (( incl mig selv FØR 1. dec)), som en død by. Det er IKKE tilfældet, og faktisk er her til tider ligeså meget uro, støj, bilræs og ballade, som midt i Brønshøj! ) Nå, men jeg tog de første skridt i sneen på fortovet. Gik ned gennem haven og hen til skolen og tilbage igen. Åhh det var fantastisk. Og jeg indrømmer her, at jeg i den grad har svært ved at komme videre. Ved godt det vil få nogle op af sofaen og skælde ud, fordi jeg er en forkælet pensioneret kælling, der ikke kan klage sålænge jeg dog har tag over hovedet. Det er bare sådan JEG føler det. I mit lille dukkehus, som har mange fine, og for andre også skønne muligheder, sidder jeg altså. Og aldrig før har jeg boet SÅ mørkt et sted. Jeg er 161 cm høj og jeg kan røre loftet med hænderne, hvilket måske bidrager til den underlige fornemmelse jeg har af, at hovedet bliver trykket ned i lungerne på mig. Jeg har det ligså skidt her, som da jeg sad på krisecenteret, og der var vinduet større end her! Da huset ligger ud til fortovet kigger alle forbigående ind i min stue, så jeg synes ikke om at trække persiennerne op. Kun dreje dem lidt, og det giver ikke lyset nemme forhold at komme ind under. Som det sky menneske jeg er i den virkelige verden, er det virkelig svært at vænne sig til, men.. jeg ved at jeg er en dør til at vænne mig til nye omgivelser, og uanset hvordan jeg kæmper er følelsen af uprivathed ikke til at slippe af med.. Den fylder mig når jeg sidder ude i haven for, at få lidt rum over mig og luft ind i mig, og jeg ligeså tydeligt kan høre det brage ud af værtshuset med den knaldrøde gummibåd, og samtidigt også kan høre en nabo brokke sig over manglende sex og for lidt bajere.. Ja undskyld, men det er altså det jeg har at arbejde med, og min tanke er at når det bliver sommer, så vil det næsten stensikkert være en saga blot med stille aftener i haven. Man kan vænne sig til alt, også jeg. Så det kommer jeg vel også til, men ro og fred DET er der ikke her. Heller ikke når der sent om aftenen i mørket pludseligt lyder råb og løben.. Fra ukendte teenagere, som bruger min indkørsel og have til at spæne igennem, når de skyder genvej et eller andet sted hen. Og jeg næste morgen kan gå ud og samle tomme dåser, slikpapir og plastikaffald op. I min have..

 

 

HOV!   Det var slet ikke meningen at jeg ville fortælle om det her. Frygter i den grad blive skudt i skoene, at jeg er både utaknemmelig og tvær. Det føler jeg nemlig ikke selv jeg er. Jeg føler mig kun ked af det. Og lidt fortabt. Her. For enden af Danmark. På en ellers helt vidunderlig ø.

 

Undskyld. Vi skynder os videre:

 

 

I sidste weekend fik jeg strikket mig en cardigan. I den lækreste uld. Kæmpe og oversize var den, men øh.. ikke da den var nænsomt koldskyllet og tørret. Beklager at jeg ikke har klædt mig fint på for at vise den frem, men som det ses går den ikke længere ned til knæene eller har dejligt lange brede ærmer. Det er som det er, og jeg må bare lære at lige præcis dette garn ER krympevenligt. Det er 3. gang jeg prøver det, sååå jeg tror jeg må finde nye måder at bruge resten af garnet på. Selve trøjen er bare lavet. Først en bred hæklet krave/kant. Så ret derudaf, med udtagninger et godt stykke ned. Så videre og til sidst strikke ærmer. Afsluttet med mere hækling og HEP! så har jeg nu en fin frisk forårscardigan. I den virkelig verden er den skønt æblegrøn, meeeen det kan man ikke se her.

 

 

Har også strikket et halstørklædeagtigt sjal. Nomineret til det underligste af slagsen EVER. Jeg kan bare ikke fastholde mig i noget særligt længe lige nu, så det blev aldrig helt som tænkt, men når det sidder om halsen ser man ikke hvor kikset det er hihi. Blødt.. DET er det heldigvis, og det vil være super som haveting.

Egentlig er det for pinligt at vise frem, men ok.. ingen er ufejlbarlig så her er væsenet:

Var jeg fortsat med striberne var jeg aldrig blevet færdig og det var endt så langt som et ondt år.

 

 

Nu er jeg så igang igen. Med en sommerting a la den her:

Er spændt på hvor meget jeg kan få den til at ligne, da jeg ikke kan koncentrere mig om opskrifter jo. Her strikkes der som sagt kun frit fra leveren, og så må jeg håbe det bedste. Laber synes jeg altså at den er.

 

I haven står tulipaner. Jeg har besluttet at de skal stå der, for de bliver de sidste jeg kommer til at købe i en rum tid fremover. Fra 1. feb overtager kommunen alt omkring mine papirer og min økonomi, hvilket jeg håber bliver en kæmpe lettelse i hverdagen for mig. Dog bliver netop hverdagen også lidt en fortsat udfordring. Jeg har selv bedt om at få min pension udbetalt på ugebasis, fordi jeg ikke kan overskue og forvalte pengene fornuftigt. 400 kr bliver det til. 400 kroner mere end jeg er vant til, men ikke desto mindre 400 kroner som er meget svære at få til at række til alt incl. Deraf de søvnløse nætter..

 

 

Til sidst.. Et syn jeg KUN kan frydes over. Smukke smukke duer i en helt særlig farve. Lige der på en stolpe i min have. Åh jeg har siddet derude og bare stirret på dem med smil og varme i maven. Jeg kender en vis hr. ynglingsoplæser, som i den grad ønsker mine to duers søstre og brødre helt ned i helvede, fordi de holder ham vågen om natten med deres kurren, men JEG må bare indrømme at jeg elsker dem. Synes der er en ro over dem, som de sidder der og puster sig op. Måske jeg ikke er helt almindelig, jeg ved det ikke..

 

 

Ugen der gik er gået. Jeg er gået med. I min stue står endeligt den sovesofa jeg bestilte i december. Her står grene til drivning og et par hyacinther. Her er heldigvis tørt og varmt og jeg ved det godt.. mange har det værre end jeg. Så jeg kæmper da bare videre. Og håber jeg bliver fri for skældud, fordi jeg ikke længere synes det er så skide fedt at være bybo..