Når man er fatsvag OG korttidshukommelsen er verschvunden..

 

 

 

Så sidder man her og kan være sur på sig selv, i stedet for at blive opereret. JEPS! den er god nok. Tiden er rykket til d. 31 januar og det er helt min egen skyld.

 

Mandag aften får jeg den tanke at jeg da vist nok fik nogle brochurer med hjem derinde fra, da jeg var til forudersøgelse. Kigge rode lede. Jeg finder dem endeligt blandt andre papirer, som har været i brug i december, og iblandt dem ligger en, som handler om hygiejne før indgrebet. Nu er det sådan, at jeg overhovedet ikke husker, hvad der blev sagt til mig på dagen, ejheller om jeg har læst de små hæfter, så derfor kom det som en stor overraskelse for mig, at man ikke må have rifter eller sår på huden. Det har jeg, for jeg kradser mine hænder om natten uden at vide det, og render stadig rundt med småeksem både der og i ansigtet. Et levn der heldigvis er for aftagende efter Alsøvej, men altså ikke er væk. Man må heller ikke have lange negle, og det øhh.. har jeg jo også. De er ikke sådan lige at fjerne helt.

 

Nå, men så sov jeg selvfølgelig ikke hele natten til i går af bare frygt for, at jeg skulle glemme at ringe til hospitalet for at tale med dem om det. Halvdød og ligbleg fik jeg ringet tidlig morgen, og der er ingen slinger i valsen. Så længe jeg har åben hud er det no go. En ny tid er fundet, og nu skal jeg være meget omhyggelig med cortizonen, så jeg har fine hænder d. 31 januar. Til den tid kan jeg også nå at få sørget for neglene, men NOJ hvor er jeg irriteret på mig selv altså. Kommunen havde sørget for transport frem og tilbage, og min bostøtte var klar til at komme her for at hjælpe mig i morgen, så alt var sådan set klar. Bare ikke min hukommelse. Den er grumset, som en stillestående sø en varm sommerdag i august. Intet trænger op til overfladen..

 

Om det er derfor, eller om det bare er tilfældigt skal jeg ikke kunne sige, men i nat blev jeg så ramt af et anfald migræne. Af den værste slags.  Langsomt og med rystende krop klatrede jeg baglæns ned af trappen, gled ned på alle fire og endte med at ligge på gulvet ude i det lille badeværelse. Jeg kaster op og må ned at ligge igen. Sådan går noget tid, indtil jeg føler mig sikker på, at jeg kan komme videre og ud i køkkenet, hvor de virkeligt stærke midler står på køkkenbordet. Det tager lidt tid, inden jeg får rejst mig op og med lukkede øjne får følt mig frem til den rette pakning. Ind og sidde med tæpper og sjaler i lænestolen. Tør ikke tage turen op ad trappen igen før jeg er sikker på, at kvalmen er fordampet helt. Nogle timer senere ligger jeg igen i min seng, og nu er ca 12 timer jeg er endeligt ved at komme til mig selv igen. Smadret og langsom, men ved bevidsthed om man så må sige.

 

Det kan skyldes mange ting. Det kan skyldes ingenting. En hemmelighed har det været, men nu kan jeg ligeså godt åbne for posen.. Alle de difuse og uforklarlige smerter er tilbage i mit liv igen. Mere eller mindre dagligt. De forsvandt jo da jeg kom til huset på marken, og jeg mærkede intet lige indtil det gik op for mig at jeg måtte derfra igen. Siden er det gået stille og roligt baglæns, og nu er de igen en del af min hverdag. Smerterne. Jeg ved, at det skyldes hele balladen, og at jeg ikke helt er glad for at være hvor jeg er. Jeg arbejder på det, men er ikke nået til begejstringen endnu.

 

I dag tager jeg den helt med ro. Kigger på mine strikkerier, og takker en eller anden skaber for, at jeg trods alt KAN strikke og hækle. De smerter kan jeg leve med lidt endnu, og jeg kan endda ignorere dem så jeg kan nørkle lidt hver dag. Det ER og BLIVER min redning når alt andet kikser.