En Pinse i stikordsform og et resultat der gør glad

 

 

 

 

Pinsen er slut og med den mit lille eksperiment. Søreme jensme så, om ikke der er budt på sjalet, så jeg er glad, og det håber jeg jo også at modtageren bliver.

 

 

Her er der jo sjældent aehm… k e d e l i g t,  så for min egen nemheds skyld smutter vi lige igennem de sidste dage i stikordsform:

 

Lad mig se.. jo torsdag var jo helligdag og så vidt jeg husker uden de store fabellader. Mine dage har været så nogenlunde jævnt fordelt. Hver anden dag er bundrådden. Om det så lige var en sådan dag torsdag husker jeg simpelthen ikke. Vi taler tung krop, hovedav, træthed og ingen kræfter til noget, og sådan forløb ihvertfald fredag. Holger huserer mere og mere hjemmevant og efterhånden er vi ude i noget med, at jeg skal være kreativ for både at kunne sidde med sovende kæmpekat, og håndarbejde i skødet.

 

Fredag eftermiddag henter jeg min post.

 

Tre breve.

 

Et fra en kreditor, som bare konstaterer at jeg ikke vil blive opkrævet så længe jeg er insolvent,

et fra banken, med info omkring deres navneskift og et vedlagt nyt dankort,  OG ..

 

TA DAAA

 

.. et fra El-selskabet, der meddeler mig at de efter gentagne gange at have rykket mig!!!!, lukker for strømmen inden 10 dages tid, hvis ikke jeg betaler PRONTO.

 

I fem min gik jeg helt i sort. Fatter bare ingenting. Derefter raser jeg over, at min såkaldte økonomiske forvalter, forvalter mine basale behov så elendigt, og at jeg endnu engang skal modtage sådan en skrivelse, som ovenikøbet også koster mig hundedyre strafomkostninger. Hvad fanden er det lige der foregår?  Nå, men derefter sker der følgende:

 

Henriette vælter en halv liter vand ud over sofabord. ALT bliver drivende vådt, incl strik og en halv pakke smøger.

Henriette orker ikke madlavning, og ender med at smide en pose popcorn i mikroen. De brænder så grundigt på, at hele hytten stinker ad H til.

Henriette, som allerede sidder ved computeren og med bankens hjemmeside åben ( hun er lige inde for at tjekke HVOR slemt det så står til), får den geniale tanke, at så kan hun jo passende lige få læst på lektien om ikke at udskyde alting, så hun aktiverer sit nye dankort…

 

Henriette trykker GODKEND,  og erindrer i samme moment, at koden først modtages fem dage senere…. minus pinsen iregnet….

 

Henriette bliver så træt så træt.

 

 

Det bliver lørdag. En god dag til at begynde med. Faktisk en rigtig dejlig dag. Kun med afslapning og hygge i haven.

Imens jeg sidder og ser græsset gro får jeg begyndt på en sommertop, dog uden at læse den ordentligt igennem, så jeg tror jeg er igang med en top down, hvilket får mig til at undres grumme over antallet af masker.. bum bum. Den er opklaret nu, men det får lige love at ligge, da jeg jo også gerne vil have et solgult sjal til mig selv, så det har fået første prioritet over top og så den smørgule cardigan jeg har fuld gang i. Og et blå/hvidt stribet sjal der har været i gang i flere mdr.

Jeg laver et par små ændringer i sjal nummer to, så der bliver lidt variation over tingene. Bla det smukke vandmelons garn jeg har sparet på i fire år. Har simpelthen bare ikke nænnet at bruge af det, men NU gør jeg det. Og jeg glæder mig til at se hvordan det bliver.

 

 

Lørdag var altså fin. Lige indtil aftenstid. Der får jeg som et lyn fra en klar himmel, de første slag fra et begyndende migræne anfald. Går ind i køkkenet og rækker ud efter pakken med piller. Den er væk! Pist verschvunden simpelthen. I min hjerne er jeg fuldstændigt overbevist om, at jeg minimun har tilbage så pinsen ikke bliver et problem, men de er ingen steder at finde, og SÅ panikker jeg. Og hovedpinen med. Gode råd er dyre. For jeg har jo ikkenogetdankortdervirker og deterlørdagaftenogpinseogalterlukket. Der er ingen anden udvej end, at gribe knoglen og bede om assistance. Og sådan gik det til at en nabo kørte til Nakskov efter medicin lørdag aften. I det hele taget er taknemmelighed en stor del af mit liv efterhånden. Over al den hjælp jeg får rundt omkring fra, og over at chefen henne i supermarkedet godt kunne se problematikken, så jeg fik lov at handle på klods, indtil kortet duer. Jeg er blevet ret god til det her med at bede om hjælp i de sidste års tid. .

 

 

Taknemmlighed og glæde er også at spise de tre første ever, jordbær af egen avl. Sikken duft og sikken en fryd. De planter jeg har giver ikke nok til fråds og skålfulde af bær, men omvendt giver de så jeg hver dag kan hapse et par strykker direkte fra jord til mund.   ( og jeg skal nok huske at skylle dem først )

 

Søndag og mandag forsvandt som dug for solen. Heldigvis i fred og ro, og uden det store drama. Viola var forbi i går med hjemmebagt tærte, og min nabos nabo på venstre side, var forbi med en invitation til at kigge på høns. Det glæder jeg mig over. Tænk at hun har lyst til at jeg kigger ind, det er da skønt. Hver dag kan jeg jo gå i min have og høre deres klukken og kaglen, og drømmen er at jeg allerde næste år selv har høns i haven. Plads har jeg jo lissom nok af.   Gok gok, nu det nok. Jeg smutter ud i min have igen. Nattens kæmpe regnskyl har fået den til at stråle og strutte af sundhed.