Her er ikke meget at skrive hjem om …

 

 

 

…  hvilket jo reelt er en god ting i min verden. Her går lille mig og vil bare ha ro og fred, og evigt og altid sker der et eller andet, som er ikke roligt og fredeligt så det, at der faktisk ikke er noget at skrive hjem om, er helt underligt.

 

 

Der er stille hos naben til højre. Og stille hos naboen til venstre. Venstrenabo er af nyere dato, og jeg er lykkelig nu, hvor jeg er ovre den første gru ved synet af den  K Æ M P E hund, som regerer der inde. Lykkelig fordi de faktisk er gået i gang med at rydde vildnisset. Med nænsom hånd. OG over at hundebassen, som er from som et lam, ikke bliver lukket ud i den bageste del af deres have. Der er jo hul i hegnet, og så ville der ikke længere være en sovende Holger i min. Dejligt er det endda også, at det er to søde mennesker, som er til at sludre med over hegnet, og som gerne vil være fælles om nogle haveopgaver i efteråret.

 

Ingen kuverter er dumpet ned i postkassen.

 

Jeg får varm mad næsten hver dag for tiden.

 

 

 

Haven vokser og vokser og vokser. Faktisk gror det så vildt hurtigt derude, at det som før sagt ligner en jungle. Kræfterne rækker ikke helt til det store, men jeg er ligeglad. Det er som det er, og haven SKAL kun være en nydelse, og ingen stressfaktor. Hver dag går jeg et par runder. Plukker rå mængder af ærteblomster. Tjekker bestanden af både velkomne og Uvelkomne smådyr. Jeg tager billeder og glemmer at poste dem. OG allerede næste dag er de billeder så ganske uaktuelle, for i mellemtiden er endnu mere sprunget ud, eller vokset højere.

 

Lykkelig er jeg derfor også over, at jeg ikke har flere planter end, som det er nu. Jeg ville ikke have magtet pasningen. I hovedet er planer omkring efteråret, og tiltag så næste års have er mere praktisk og overskuelig for mig. Og det er det. Man kan med rette sige, at min have har mættet mig nu, og at jeg derfor ikke gør andet end at bruge af den. Hvilken luksus det er.

 

 

I huset sker der heller ikke noget af betydning. Førstesalen er en skandale, men ingen skal derop og jeg sover der kun engang i mellem. Så i hegnet med det.

 

Nå jo forresten..

 

 

Jeg fik besøg af en rygestop konsulent i fredags og sammen har vi lagt en plan. Den prøver jeg så at koncentrere mig om for ved gud, om jeg vil fortsætte med at ryge 35 nøgler garn op hver mdr!   NUL amigo.

 

Og nu det her med garn,   ing…

 

Jeg har brugt mine sjalspenge. Velovervejet og forsigtigt blev ordren tastet ind. Flere gange blev netbank konsulteret fordi jeg havde en knugende fornemmelse af, at gøre noget aldeles uartigt og meget meget forkert. Og det kunne jo være, at jeg ikke havde set rigtigt omkring mit rådighedsbeløb. Garnet blev handlet og jeg trykkede godkend. Og nærmest med sved på panden ventede jeg på, at himlen ville falde ned om ørene på mig. Intet skete. Ikke andet end, at der et par timer efter blev annonceret nyt på hylderne, og jeg gik helt i koma over lækkerhed og farver. Tilbage igen. Ændre ordre og begynde forfra. Godt er det fordi jeg nu får lidt af det hele. Skidt fordi jeg så røg ned i ordrenummerbunken, og dermed risikerer at der er udsolgt inden damerne når til min bestilling.

Decisions decisions hehe.

 

Med tanke på, hvordan jeg tidligere ikke har tænkt så nøje over tingene, er det både nyt og skræmmende, at være SÅ bevidst om handel og vandel. Og ve I hva.. Inden længe kan jeg gentage fornøjelsen, bare i en anden skøn webshop, for jeg er i gang med at strikke endnu et sjal. Bestilt af en lokal dame og i farver efter hendes eget valg. Noj det er en fed fornemmelse altså. At fremstille noget som andre gider gå med og, som jeg kan tjene lidt på. Egne penge og ikke noget, som det offentlige har tildelt mig.  Det kan ikke beskrives, og skal prøves for at man kan forstå det tror jeg.

 

 

Så nej, intet nyt herfra.

 

I dag er klokken henved halv et, og jeg er er stadig under tæppet i sofaen. Gider ikke engang overveje, at gå ud før der skal vandes i aften. Jeg strikker bare. På sjal til dame, og til mig selv. På en cardigan nummer 1, og en cardigan nummer 2. Og på et sjal til mig nummer to. Og et sjal til mig nummer tre. ALT skal prøves og der er både lace og andre mønstre indover, og jeg nyder at øve nye teknikker. Nyder at have ro til at lære koncentration igen.

 

 

Et eneste element af ballade lige nu er Holgerhankat.

Han er vanvittigt morsom, og hver dag byder på nye sider af ham. En stor personlighed har han, hvilket jeg får at mærke især når jeg sidder ned. Ikke på vilkår om jeg skal have andet i skødet end ham. Nej da. Strikketøjet må håndteres halvejs løftet i skulderhøjde. Neglepleje droppes fordi han ikke tåler synet at en neglefil. Han inddrager den simpelthen! Og lægger sig til at sove ovenpå den.  “Så fatter hun måske hvad jeg mener om det”,  synes han at tænke. Mine briller har vi også en fest med. Lægger jeg dem fra mig på ryglænet dasker ham dem straks ned. Jeg lægger dem på plads, og så gentager vi legen. Igen og igen. Indtil jeg opgiver og anbringer den på bordet og han tilfreds ruller sig sammen og snuer som en bjørn. Rejser jeg mig breder han sig straks ud over hele sædet, og når jeg så igen skal have min plads, må jeg forsigtigt kravle rundt om og forsøge at finde mig til rette. Det mangler da også bare..

 

 

 

 

 

Nu hører jeg ham igen gnaske ude i køkkenet, så jeg må hellere få trykket udgiv i en fart, for det betyder at min mave skal være ledig til en varm hankat om to min.      See you