I halvanden uge har jeg forsøgt at formulere et skriv. Nu opgiver jeg og går videre, for jeg kan simpelthen ikke finde en måde at forklare det jeg vil, på. Det handler i al sin enkelthed om min hjerne og de funktioner som ikke længere kører som de skal. Det mærkes hver dag, og giver mig blandt andet efterhånden også problemer her. Min koncentration er elendig og jeg bruger evigheder på at finde de rette ord, hvilket aldrig tidligere har været et problem.
Jeg har søgt lidt info og summa summarum.. jeg føler mig sikker på at min hjerne har lidt overlast. Visse dele af harddisken er så at sige brændt af, men andet kan genoptrænes, så det er gør jeg så.
Hver dag forsøger jeg at udfordre mig selv med noget der er svært. En krydsogtværs, en indviklet strikkeopskrift eller andet som kræver at jeg virkelig er med hele tiden. Lige nu holder det kun kort og jeg sover som en sten bagefter, men det bliver bedre siger de kloge, så det tror jeg på. De centre i klumpen man kalder min hjerne, som ikke længere fungerer er derimod noget jeg må forholde mig til og forvisse mig om, virkelig ER ødelagt, så jeg har fået en tid ved lægen. Jeg FORLANGER en test gør jeg.
Og så ellers ikke mere om det nu.
********************
Mandag og tirsdag har jeg været i haven, og i dag hvor regnen siler ned, vil jeg passende bare hænge. Det skulle jeg have gjort allerede i mandags, men det trak i mig efter at få rodet lidt i jorden, så sådan blev det. Nu har Holger og jeg sørget for at georginerne kan overvintre, og jeg har fået lagt de første tulipaner. Det er som at grave og sætte guld. Ganske enkelt.
Ham dejlige Holger, skønne fyr.
SvarSletJeg er imponeret over dig.
SvarSletJeg synes du formulerer dig meget klart her.
Pøjpøj ed lægebesøget.
Jeg synes, at det er flot, at du forsøger at træne din hjerne. Bliv ved med det, det er godt også for alle andre mennesker, men især mennesker med skader af stress eller sygdom har godt af det, men jeg forstår også, at du gerne vil testes.
SvarSletGodt, at du har søde Holger i din hverdag.
Ejj hvor ærgerligt at du ikke kommer ud med din idé. Jeg synes det er så spændende når du åbner op for livet som psykisk udfordret. Der er meget at lære for os som er pårørende, i din ærlige måde at berette på. Tak for det!
SvarSletP.s dette må du endelig ikke læse som en bebrejdelse af at det ikke kommer, men udelukkende en opmuntring til at skrive om det en anden gang!
Mvh matilde
Kære Henriette!
SvarSletDu kan tro, at jeg forstår, hvad du går igennem, for jeg har selv været der. Derfor skriver jeg dette til dig uden at være hverken psykolog eller hjerneforsker eller anden form for specialist, bare en gammel kone med erfaringer bl.a. af nogle traumatiske oplevelser i min families og mit liv.
Da min mands yngste søn blev myrdet, gik hans hjerne for en tid helt i sort. Foruden chokket og sorgen kunne han overhovedet ikke koncentrere sig om noget som helst, og hele gulvet i hallen i huset, hvor vi boede, var fyldt med A-4 store huskesedler om stort og småt, han skulle huske, og som han rodede rundt i. Somme tider troede jeg ærligt talt, at han var ved at blive skør. Men han kom igen med sit skarpe intellekt, indtil han en halv snes år senere blev pludseligt og voldsomt syg. Og så var det min tur. Jeg måtte igennem et par utroligt stressende år med en alvorligt syg mand, afvikling af hans forretning og vort hjem, da han til sidst døde. Og jeg kunne heller ikke koncentrere mig (har fx en korsstingspude, som jeg dengang trænede med at sy, og stingene vender i alle mulig retninger, selv om jeg på det tidspunkt havde syet korssting regelmæssigt i omkring 40 år.) En tid var jeg på hospitalet i sorgterapi, og behandlerne blev ved med at fortælle mig, at det var fint, at jeg trænede min hjerne, men at misèren måske snarere end hjerneforandringer skyldtes koks i stresshormonerne og ikke mindst ANGST for tab af hjernefunktion. I den depression, jeg også befandt mig i, men jeg troede hverken dem eller nogen anden for den sags skyld. Det er over tyve år siden, og ja, det tog nogle år at lære at slappe af, men i dag fungerer min hjerne upåklageligt igen, og jeg kan uden problemer passe mine intellektuelle gøremål.
Det blev en længere skrivelse, Henriette, men jeg håber, at jeg med dette kan bidrage til, at du får troen på digselv tilbage. Det er helt utroligt, hvad en hjerne kan holde til, selv om den protesterer, når den synes, at det bliver for meget. Du har også været igennem mange traumatiske år. Men når jeg læser, hvor præcist - og ikke mindst kreativt - du gang på gang udtrykker dig her på bloggen, er jeg overbevist om, at der ikke er noget i vejen med din hjerne. Det er måske snarere angsten, som spilder dig et puds.
Med kærlig hilsen
Jytte
P.S. Et af de bedste råd, jeg fik af psykologerne, var at give migselv lov til at beskæftige mig med noget, jeg altid havde været glad for, også selv om jeg midt i depressionen ikke havde lyst til noget som helst. Det var et godt råd. Lidt efter lidt lærte jeg at læse igen og strikke og lege have ...... uden andet formål end ren fornøjelse.
Glædespakker kaldte en nu afdød haveblogger forårsløgene, som hun lagde i sin have. Sådan tænker jeg også på dem nu.
SvarSlet