Så kan onsdag bare godt komme an

 

 

 

 

I sagens natur har jeg bare ikke været frisk i dag. Overhovedet. De sidste mange nætter har jeg helt fået vendt op og ned på tingene, og det er noget som slet ikke gør godt i systemet. Foruden at jeg bliver ekstra tudevorn og sentimental, mister jeg også dyrebart lys og så kører løbebåndet ellers derudaf.

 

SÅ hyler jeg. SÅ bliver jeg træt og får hovedpine. SÅ sover jeg om dagen. OG er vågen om natten. OG så tager vi lige en runde mere. I kombi med hormoner, som raser fordi det er ved de tider I ved, og et eller andet ubestemmeligt raser i kroppen, som alligevel ikke vil gå i udbrud, ja så bliver sådan en tirsdag som i dag bare en dag, der helst skal glemmes. Ved da godt, at det for intet er at sammenligne med de kvaler og smerter, hjemløse og kræftramte må tumle med, hvis nogen nu skulle få DEN tanke…   Men jeg tillader mig altså alligevel at mene, at jeg har haft bedre dage.

 

Forrige uge var det en underlig uagtig forkølelse der gjorde mig småutilpas. I sidste uge var det så underlivet, som ikke lige kunne bestemme sig til, om jeg skulle have en omgang betændelse der, og nu er det så en irriterende dunken inde bag pande og tindinger, som snupper tiden fra mig. Jeg satser på at kroppen nu har været hele vejen rundt, og når panden er på plads igen, ja SÅ er jeg frisk som en fisk og klar til Rasmus kommer på søndag.

 

I aften vender jeg døgnet igen. Tager lidt til hjælp, fordi det er så vigtigt for mit sind. På den måde regner jeg med at få vendt stimen med humøret og helbreddet. EEn ting er nemlig bombesikkert efterhånden. Har jeg bare mere end et par dage uden at være udenfor, så skrider det hele. Jeg bliver simpelthen bimleskør af at gå herinde. Hverken mere eller mindre. Jeg MÅ ud. SKAL ud. Bare lige mærke luft og lys, og se det grønne som der endnu er masser af i haven. Søndag gik jeg feks en lille tur med Holger. Ned gennem haven og ud på den anden side af hegnet. Der ligger/lå bunker af blade som jeg har fejet sammen og smidt i sorte sække. Sækkene ligger nu og skal bare passe sig selv, og så sker der det forunderlige, at indholdet forvandler sig til det pureste guld/muld i løbet af noget tid. Det kan vi godt lide. Holger og jeg. Og haven.

 

Han er så kær forresten. Som en hund spankulerer han i forvejen. Stopper op, og venter til jeg indhenter. Så spæner han lidt. Stopper. Kigger, og så går vil lidt sammen og sludrer om regnorme og blade der blæser i vinden. Vi leger ta’fat med en pind, og han overvåger mit arbejde med sække og rive. Min lille kærlige væbner. Efter sådan en frisk tur, ligger han brak ved brændeovnen i timevis bagefter hihi.