Den “dødbringende” frøsnapper

 

 

 

Dengang jeg var lille var jeg hyper allergisk over for alt muligt. Og umuligt. ALT kunne jeg ikke tåle, og jeg var regelmæssig “gæst” på det, der da hed Finseninstituttet. Aner ikke hvad det er i dag, eller om noget lign eksisterer, men dengang kom hudlidelser og allergier derind til behandling. Noget med tjærebade dukker op i min erindring, og min mor og jeg som hånd i hånd tog turen frem og tilbage i toget. Forbindinger på arme og hænder var også sommetider hverdag. Klassekammeraterne i skolen nægtede at holde mig i hånden til sanglege, fordi mine hænder var så ødelagte med sår og rødme at de lignede elefanthud. Og så var jeg endda ikke særligt hårdt ramt. Værre var det med min kusine, som årligt blev sendt på rekreation til de varme lande, for at huden kunne få en pause. Det var dengang, og det ved jeg heller ikke om man gør i dag.

 

Tydeligst husker jeg, når jeg tænker på skoleårene, en cykeltur med mor og far i lokalområdet. Vi kører forbi en gruppe af jævnaldrende unger fra skolen. Da vi passerer råber en af dem højt og klart “se der kører sandpapir”…. Ikke særligt rare minder om allergi, MEN.. det er jeg nu ovre forlængst, jeg kom bare til at tænke på det i dag fordi jeg har jokket i spinaten.

 

Som tiden er gået er allergien forsvundet. Jeg er vokset fra den heldigvis, og jeg kunne måske passende tilføje, at det er så een af de ting som aldring har glædet mig med. Ved gud det er besværligt at være til besvær, når man skal spise ude feks. Så sidder man der til familiemiddagen. Med nære som utallige gange har haft mig på visit, og endnu engang serveres der grovbrød til middagen, og nøddekage til dessert. “GUD ja, forresten det er da også rigtigt. Du er jo allergisk. Det må du virkelig undskylde, men det er så svært at huske alt det du ikke må spise..”

 

Nå ja det var det med spinaten..

 

Jo altså jeg er sommetider, oftest ved en fejl, kommet til at spise et eller andet med noget forbudt i, typisk brød, som er en svær en, og så har jeg opdaget at jeg ikke reagerede længere. Ikke noget udslet. Ingen hævelser eller kløe. Kan I forestille jer hvilken fed fornemmelse det er? At det ikke længere er bøvlet at spise morgenmad fra en bager, og at sesam, birkes, græskarkerner, og valnødder nu ikke længere er direkte billet til en skadestue?  Juhuuu og regndans i stuerne. For det er jo også sunde sager jeg dermed kan gnaske på.

 

Min kontaktperson tager rester fra morgenbordet med ind til mig hver fredag, og det er som regel rugbrød eller et par skiver franskbrød. Der har været et par gange, hvor det så har været noget med noget i, men jeg har ikke nænnet at fortælle hende, at jeg ikke kunne tåle det, og så har brødet ligget der og kigget på mig. Dejligt duftende og indbydende. Og jeg har forsigtigt smagt små bidder af det. Bevæbnet med en Benadryl, har det ikke virket så farligt, og tit har det ikke været nødvendigt at tage den. Summa Summarum Henriette går all in. Teorien skal afprøves og fremtiden lyser forude med bunker af lækkert groft brød med alt muligt i.

 

I dag gik jeg ind til bageren for at købe mig et rugbrød, og der lå så den sprødeste og saftigste frøsnapper og kaldte på mig. ALDRIG i mit liv har jeg smagt sådan en, men tusind gange har jeg overværet andre smumse remonce og birkes til de var helt klistret i hovedet. Her tænker jeg nok mest på ungerne da de var små ha ha. Jeg købte en og gik hjem og lavede kaffe. Satte tænderne i frøen og uhmmm hvor den var god. I præcis to minutter.

 

Nu sidder jeg så her med tykke lunger, opsvulmede øjne, kløe i øre og svælg og en svær mavepine. Mavepinen er næsten det der er mest ubehageligt, for nede i maven koger det og kvalmen ruller.

 

Jeg har spist min sidste frøsnapper i mit liv, og jeg har mærket at visse ting bare ikke skal overdrives. Jeg har lært at jeg fint lever uden, for nok smager den godt, men SÅ godt smager den altså heller ikke, og jeg har lært at et par forvildede kerner ikke gør den store skade, men det gør tilgengæld en snapper der har taget bad i dem.

 

Det er det jeg siger. Man bliver aldrig for gammel til at blive klog af skade. Og ‘kæft jeg har det dårligt lige nu. PIV!