Den anden side af et billede, eller om det der burde fange øjet

 

 

 

Når jeg sådan sætter mig ned, og bekender mig til ikke at være i takt med tiden, og ganske politisk ukorrekt åbent indrømmer, at alder skræmmer mig, at udseende betyder noget for mig, at jeg ikke trivedes med årenes tæring, ja så er det såmænd med fuldt overlæg, at jeg gør det. Jeg er forberedt på, at det vil få nogle til at fare i blækhuset, andre til at grine småhånligt, og atter andre igen til at påpege.

 

Det gør mig ikke det mindste, for det er ingen skam at synes det er røv og nøgler at ældes. Det er ellers vældigt oppe i tiden, at man skal være i sig selv og elske sig selv, hvorend man befinder sig i livet, og til dem der kan det, bøjer jeg mig i støvet og siger hurra for det. Det må da være skønt at være afbalanceret, noget I alle ved jeg bare endnu ikke mestrer, hver evig eneste dag året rundt. Med fare for at blive totaaalt skammet ud af en bred gruppe af søstre, føler jeg bare også indimellem, at jo flere gange jeg hører, læser eller ser en kvinde gentage sin tilfredshed med aldring og slap hud, så klinger det lidt hult. Hvem skal overbevises.. Verden eller dem selv?

 

Jovist. Der er masser af ting, som er fede ved at blive ældre. Den viden der følger af livet feks. Men det har ikke noget med udseende at gøre, så igen.. at jeg har lært, at det ikke har betydning for min trivsel, om jeg er ejer af een kop eller flere, hjælper ikke på fortvivlelsen over, at jeg taber håret i en grad der er ud over det normale og for årstiden. Og at det har været et tilbagevendende problem i årevis, pga medicin og stress. Den er svær bare at trække på skuldrene af. Man skal måske også huske på, at min modvilje mod kroppens nedbrud, nok også skyldes at jeg lå ned i ti år. Jeg nåede ikke lige at nyde, og at være i DET nu. Nuet inden nedbrydningen satte ind. Og kald det da bare dramatisk, men spørg engang en helt almindelige kvinde i 30’erne om, hvordan hun tænker det ville være, at være sprød den ene dag, og så BUM, vågne op ti år senere, for nu at være … knapt så sprød.  

 

Meningen med at sende et budskab, er at få andre til at nikke med.. og imod.

 

Mit budskab har dog været et lidt andet, end det der lige først springer i øjnene. For ja, jeg er da godt klar over, at lys og farve, påklædning og tidspunkt er faktorer, der spiller ind når man ser et billede. Og nej, det er ikke noget jeg går og piller mig i navlen med evig og altid, men lige nu og måske fordi jeg er en grå masse i hovedet nu på denne tid af året, så påvirker forskellen mig. For den er der. Men det er ikke det, der er pointen. Min pointe var mere at hviske ud om, at jeg faktisk har tilhørt/tilhører en gruppe af kvinder, som aldrig har været særligt højt vurderet efter evner og kunnen. Et problem som bliver særligt pårtrængende, når man ældes og dermed ikke ved hvem pokker man så er. Og hvad man stiller op med sig selv. En gruppe som ofte også fordummes. For hvordan kan det være, at sådanne piger og kvinder er SÅ selvtillidsløse, at de tror det uden på er vigtigst?   Gæt selv.

 

Jeg fortæller faktisk noget om mig selv, som ikke er usædvanligt i forhold til andre, men som dog alligevel er noget, som man helst ikke skal sige højt. Det er nu engang mere acceptabelt, hvis man offentligt fortæller om sin begejstring for de mange år man har levet.

 

Og grin bare ned af det. Det er et virkelig reelt problem, for jeg er ikke den eneste der har levet på den måde, og med de normer. Heller ikke den eneste, som er blevet kritiseret uendeligt for at se forkert ud. Vi har en stor generation af ganske unge piger/ nyvoksne kvinder lige nu, som i den grad bevæger sig i en verden, hvor betydningen af udseende er alt. Vi ser det i medierne hver eneste dag. Det er en rigtig trist udvikling, og derinde bag historien om mine poser under øjnene og min holdning til dem, ligger der faktisk et budskab. Og en indrømmelse. Hvilket i virkeligheden gør mig mere stærk og modig, end jeg var førhen. Den skal jeg da lige huske at skrive ned i positivbogen forresten.

 

Nå, men selv ved jeg at MIN erfaring om, at psykiatri og nedslidning går hånd i hånd, er dokumenteret. Det er ikke kun noget jeg går rundt og opfinder, fordi jeg er vintertræt og fordi jeg altid er alene. Forkortet levetid er iøvrigt en anden konsekvens, som jeg dog for det meste vælger at lukke øjnene fuldstændigt for. Jeg mener.. der MÅ jeg da ku trumfe statistikkerne. I min familie på begge sider, bliver vi langt over de 100. Selvom øh.. gider jeg i det hele taget leve så længe..

 

Når det er sagt, så er jeg moody nu. Der holdes øje med om det vender med sæsonen, eller om det er noget der er mere klistret, og har sat sig fast inden i mig. Selv tror jeg heldigvis på den første model. OG..

 

… så har jeg iøvrigt ikke spist sukker i fem dage. Måske det er derfor jeg er så skide bitter!