Den fineste farve jeg endnu har set

 

 

 

 

I forgårs købte jeg endnu to aurikler til haven. Den ene er “bare” pink, men den anden… den har simpelthen den fineste farve jeg endnu har set på en aurikel. Foruden at den også ligesom har flæser. Sart lysegul over i rosa og med limefarvede knopper.

Jeg har ellers ikke det varmeste forhold til lyserød, men jeg må indrømme at i haven er den ikke til at komme udenom. Der er et utal af lyserøde og pink blomster at vælge imellem, alle så smukke og fine, at de også skal have lov at bo her.

 

Nu venter jeg bare lige på at det bliver lidt varmere, for siden lørdag har det været så køligt, at jeg ikke har haft lyst til at gå ud. Ikke i længere tid. Og slet ikke for at grave eller ligge på knæ, så indtil det sker kan de fint stå og pynte lige ved køkkendøren.

 

 

Igen i dag er jeg færdig. Humøret er på en underlig måde sådan lidt fladt i det. Udmattet er jeg også stadig og tanker om, hvordan man kan gå fra at være udadvent og aktiv socialt, til at være som jeg er nu, har roteret i mig. Jeg fatter det faktisk ikke! Hvad skete der? Og hvornår præcist gik det galt? Det føles ikke som om det er relateret til borderline, men omvendt ved jeg jo, at flere af mine lidelsesfæller lever på samme begrænsede måde, så måske der ER en sammenhæng? Uanset er det både sørgeligt, belastende, tåbeligt OG frustrerende.