29 september 2015

Hvordan går det så, spørger I måske?

 

 

 

 

 

IMG_9086

 

 

At svare på det udløser lang tids kiggen på tasterne uden at noget kommer frem. Og sådan har det været i månedsvis. Og derfor har jeg ikke blogget. Jeg går rundt og er helt blank. Tom  og uden ord, der kan beskrive, hvad der sker med mig. Det er både skræmmende, beskæmmende og skamfuldt at indrømme, at jeg der udadtil kunne se ud til at have masser at føle for og glædes over, istedet tilbringer mine dage med et følelsesmæssigt ingenting. For hvordan kan jeg tillade mig det? Hvordan har jeg kunnet gå fra skidt til værre på få år, når det nu burde have været omvendt, med tanke på at min situation jo er bedret. På det praktiske plan.

 

 

Henover sommmeren, som jeg har ladet komme og gå uden at være i den, har den proces jeg har sat igang i foråret for at få det bedre, indtil videre udløst en ny bevidsthed. Når man ikke foretager sig andet end at eksistere, så mærker man virkelig sig selv på et plan, man ellers ikke når at opfange. Det kan være alt muligt der dukker op til overfladen, forskelligt alt efter hvem man er og det liv man har levet, og i mit tilfælde er jeg blevet opmærksom på noget, som er er SÅ skræmmende at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det. Det har jeg så forsøgt at angribe på forskellig vis, men det tager tid og den tid det tager er en dræber for tålmodigheden. Det lys der er gået op for mig, er også så sent som i sidste uge, blevet bekræftet og mig forklaret på et kursus, så selvom det jo er fint og dejligt, at jeg nu har en konkret årsag at forholde mig til, betyder det ikke at jeg så kan hele på ti sekunder. Desværre.

 

 

Det jeg har mærket og nu skal til at acceptere og håndtere, er at jeg er gået kold. I ordets værste betydning faktisk. Efter år med udfordringer og krisehåndtering er der kun een eneste følelse som jeg kan mærke, tilbage.

 

 

Sorg.

 

 

Glæde, håb, begejstring, kærlighed, vrede, raseri, forbitrelse og alt, hvad der ellers er på skalaen, er væk. Den lyst som driver værket er ligså borte. Som i fuldstændigt slettet fra min sjæl. Med et fint og officielt ord kaldes det overregulering,  og det er noget vi borderlinere åbenbart er særligt gode til og også særligt i fare for. At vide er at forstå, at reparere er straks en anden sag.

 

 

 

IMG_1824

 

 

 

Jeg har skrevet en liste til mig selv, for med min forstand ved jeg at jeg elsker mine børn, elsker mine forældre, er glad for havearbejde, elsker mine katte, holder af at strikke og at skrive, men uden listen glemmer jeg det simpelthen fordi jeg intet kan mærke. Kun sorg. Hvor den stammer fra er jeg smertefuldt klar over, men jeg troede faktisk at det var overstået og fortid. Heldigvis har jeg nu fået forklaret, at når man er indrettet som jeg er det en uheldig, men ikke sjældent set måde at håndtere livet på, når man er blevet kørt over lige den gang for mange. Det er jeg. Det har jeg vidst længe, men at jeg er SÅ hårdt såret har jeg ikke fornemmet før i år. Det blev forklaret på en fin måde for mig, at var jeg i blevet smadret fysisk, ville både jeg selv og andre kunne se med det blotte øje, de skader jeg gik rundt med. I form af gips måske, eller en kørestol, eller måske krykker og bandager. Der kunne være blå mærker og sår. Buler og skrammer.

 

 

I stedet render jeg rundt med skader på sind og sjæl, og dem har hverken jeg eller andre for den sags skyld kunne se graden af. Skader jeg selv troede var helet for længst, eller… jeg har ihvertfald ikke mærket dem efterhånden.  Det gør jeg så nu. I allerhøjeste grad. I form af fysiske smerter, som jeg godt har vidst var somatiske, men nu ved jeg så også hvor de kommer fra. Næste bliver at finde en måde at fjerne dem på.

 

 

IMG_1673

 

 

Jeg har sat en masse i gang, medicingennemgang, kiropraktik, hverdagsøvelser, øreakupunktur, og så altså en form for et forløb på Maribo psyk. Det sidste er lidt af en ørkenvandring, men det er nu min egen skyld, for jeg fik allerede sidste år begyndt på DAT, men magtede ikke at gennemføre og nu, hvor jeg er ved at være parat mentalt, er der kilometer kø og det har lange udsigter med det. Mht til medicineringen er jeg mere loren og også i vildrede. Loren fordi min nyeste læge til forskel fra hende jeg talte med i forsommeren, nu mener at jeg slet ikke har brug for antidepressiver mere. Af mine ord udleder hun, at de er uden effekt. Det kan hun måske have ret i, men for mig er det virkelig en bet, efter at have ædt det lort i årevis, OG hvis ikke de er brugbare længere, hvad gør jeg så? De har virkelig været til gavn. En gang. Nu ved jeg hverken ud eller ind, for hurra det ville være skønt at være foruden, men gisp skal jeg så gå rundt som en død resten af livet? Og nej, jeg ved da godt at intet er stationært, men det skræmmer mig til døde at have det som jeg har det nu. Det skræmmer på den anden side ligeså meget, at mine organer viser tegn på belastning nu, efter de samme mange år med kemi. Så..

 

 

Hver dag står jeg op. Fordi det gør man jo.

Hver dag soignerer jeg så godt jeg kan. Fordi jeg synes jeg bør.

Hver dag aer jeg katte og går tur i haven. Fordi jeg erindrer noget om, at det er godt for mig.

Hver dag har jeg strikketøjet i hænderne. Fordi jeg ved at det er tid godt brugt.

Jeg taler med mennesker. Uden at det betyder noget for mig.

Er ligeglad med hvad jeg har på.

Eller spiser

Om solen skinner

Eller om flygtninge kører hid eller did.

 

 

 

Eneste jeg egentlig har lyst til at sige til det hele er

 

 

 

Rend mig!

 

 

 

Det gør jeg så ikke. Jeg står op hver dag. Og gør det jeg nu skal. Jeg eksisterer og er.

 

 

 

Men så heller ikke mere.

 

 

 

 

IMG_1794

 

 

Nu har det naturligvis heller ikke ligefrem været befordrende for noget humør, at jeg først blev ramt af smadret skulder og sidenhen gik i næsten to måneder med den vildeste svampesporeallergi. Man bliver sgu så træt af den slags, og nu hvor DET så er ved at være på plads, ja så har migrænerne igen taget fat i mig. Det ene afløser det andet, og som jeg begyndte med at fortælle ( og som jeg har fortalt tit og ofte og til døde om herinde), ja så ved jeg godt at det er selvforskyldt det hele. Jeg ved bare ikke, hvornår og hvordan jeg skal få vendt skuden. Så sådan ligger landet lige nu. Og en tid fremover vil jeg tro. Det skal være skidt før det bliver godt, og det MÅ det jo ende med at blive, så elendigt som jeg har det lige nu. Sidst men ikke mindst bliver elendigheden total om halvanden måned, medmindre det mirakuløst lykkedes mig at finde en udvej, for der står jeg til at måtte sende bilen til skrot. Den skal til syn, og de reperationer som kræves har jeg ikke råd til at få fikset. Til det vil flere sikkert bare sige, at jeg som alle andre mindre forkælede møgunger og pensionister, må til at komme rundt på andre måder. Og jeg vil svare som jeg altid har gjort…  Fint nok. For dem. Nu er det bare sådan, at jeg ikke sidder på min matrikel i ugevis uden at komme nogen vegne, for sjov. NÅR jeg så bliver ramt af et pludseligt overskud, eller energien er til den slags så nytter det ikke, at det overskud og den energi så skal bruges på, at køre med en bus eller en cykel hid og did. Skal jeg det, er jeg færdig inden jeg er nået frem, og så har jeg ikke engang taget transport af indkøb med i ligningen. Kun frem og tilbage til enten sociale ting, aftalte møder og udflugter til seværdigheder.

 

 

IMG_1422

 

 

Der ER dog forresten een ting som har givet mig fornøjelse.

 

 

 

De buketter jeg har illustreret med. DET har jeg haft det godt med at nulre med. At vide at nogen har glæde af dem, betyder rigtig meget for mig, så jeg går tidligt i haven, udvælger og klipper hæmningsløst af stort og småt, og så lader jeg fantasien bestemme resten. Jeg mærker ikke glæden, men jeg ved den er der. Og at det gavner mig at gøre noget.

 

 

IMG_1410

 

 

Jeg ved, at dette skriv kan være i den grad provokerende for nogle. Til det vil jeg bare sige : “bare ærgeligt Sonny Boy”. Det er sådan det er, og jeg gør alt hvad jeg kan for at ændre på det, men tingenes tilstand er nu engang ikke til at skjule, heller ikke herinde.

 

 

 

 

IMG_1791

10 kommentarer:

  1. Kæreste Henriette. Jeg har ikke så mange ord til dig. Andet end at jeg har tænkt på dig, og tænker på dig. Sender dig et lille tankeklem ofte, og håber på at du snart får det bedre.
    Kh HemmeLine.

    SvarSlet
  2. Kære Henriette, puha, det var hård læsning. Det er hårdt psykisk arbejde du har foreude, håber så meget det snart vender for dig. De bedste tanker og hilsner fra joan

    SvarSlet
  3. Det var noget af en roman og selv om der er mange ord, så skal du vide at jeg har den aller største forståelse og jeg ser både de dårlige og de gode ting der står imellem linjerne.. Nogen gange har vi bare perioder hvor vi intet mærker og andre gange er der perioder hvor man mærker for meget.. Synes det er godt at du stadig holder fast i rutinerne, selv om du mest bare ha lyst til at råbe af det hele..

    Kæmpe Kram herfra <3

    SvarSlet
  4. Henriette du er en fantastisk fortæller og beskriver!

    Jeg tror, du har helt ret i at når det er skidt nok kan det kun blive bedre. At din nuværende 'følelsesløshed' er en udløber af alt, alt for mange slag.
    Men jeg tror også på at du vil få det bedre, efterhånden som du kan få dine mentale smerter parkeret på rette sted.
    Uhyrer mister deres kraft når de kaldes ved navn. Mød dem, ét ad gangen.

    Og fortsæt med de ting du nyder, især blomsterne, kattene og strikketøjerne.

    Jeg tænker på dig!

    SvarSlet
  5. Kære Henriette. Jeg får tårer i øjnene, når jeg læser dette. Jeg kan mærke din smerte, sorg og tomhedsfølelse. Din længsel efter bedring og utålmodigheden. Fordi jeg kender det jo.

    Du tager kvantespring, men det er nok svært at se for dig selv. Du får viden og kommer til erkendelser. Du modtager hjælp og gør dig klar til terapi - ventetid kan være godt for noget.Den kan f.eks bruges til at udfase medicin, der ikke virker, men giver bivirkninger. Det er ikke så farligt, når du har støtte og kan altid påbegyndes igen.
    Jeg er snart færdig med mit DAT-forløb. Det er utroligt givende, men det er ingen nem vej og virker ikke, hvis ikke man er parat til en stor indsats. Vi er 6 tilbage ud af et hold på 14 og det er ret almindeligt.
    Min sorg (skilsmisse,svigt, tab) går aldrig væk. Hvis nogen trykker på de knapper, bryder min verden sammen, så jeg passer på mig selv ligesom du nu også gør.
    Hold fast i alt det, der er godt for dig, alt det der ER dig og bliv ved, som du gør.
    Jeg tror det er en benhård, livslang proces at leve som os.
    Kærlig hilsen Helle

    SvarSlet
  6. Jeg er enig i at du tager kvantespring. Det er ikke mange dage siden at jeg netop tænkte, at der er en kolossal forandring at spore. Kære Henriette, kunne sådan håbe at det er en dygtig læge, du nu er i kontakt med og at det vil lykkes at komme ud af medicinen. Men vigtigst af alt vil jeg sige, at sorgen er forståelig. Den er en tung sæk at slæbe med sig, men på en eller anden måde bliver sækken lettere eller også bliver vi stærkere. Kram herfra.

    SvarSlet
  7. Kære søde Henriette. Jeg tror ikke på at det er selvforskyldt. Men jeg tror at erkendelse kan være vejen mod heling. Også selvom jeg ved det tager tid.
    Og så kommer jeg altså forbi en dag. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan.
    Men du skal have et knus - glæde eller ej :)

    SvarSlet
  8. Det gör mig så ondt at læse om hvordan du har det. Desværre har jeg ikke nogen råd, kan kun sende dig et stort knus og du skal vide at jeg tænker på dig, ofte.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  9. Kære, søde Henriette. Jeg er ked af, at du skal have det så slemt og at det er blevet værre. Jeg håber, at du får den rette hjælp - og krydser fingre for, at den hjælper. Jeg sender mine varmeste tanker ❤️

    SvarSlet
  10. Tak allesammen. Jeres skriv varmer mig så meget. Knus og god søndag :-)

    SvarSlet