Imens vi venter på sneen

 

 

 

Lørdagen er ved at gå over i eftermiddag, og for netop et døgn siden skete noget, som måske forandrer min livsbane. IGEN!

 

Jeg har slettet hele tre skriv indtil videre, fordi jeg nærmest ikke aner hvad ben jeg skal stå på. For nu bare at sige det som det er, så har det her med utæt tag, bortløben udlejer, utæt hoveddør, rotter på loftet i huset ( og i min hjerne HA!) og under gulvene, sat skub i en ellers skrinlagt bekymring for fremtiden i huset her. Sidste år tog jeg en endelig beslutning, og bestemte mig for at fokusere på at finde roen lige her. Lægge alle tanker og bekymringer til side, og se at få gjort det her til mit hjem. Til at finde mig til rette, føle mig hjemme og så ellers komme til hægterne igen, efter hvad der føles som en evigheds flytten rundt.

 

Nu kommer usikkerheden snigende. Helt omme bagved i den fjerneste spindelvævsviklede krog af mit hoved, er tanken om fremtid og sikkerhed igen begyndt at røre på sig for, hvor holdbar er fremtiden her på matriklen. Eet er sikkert. Som dette år er gået har jeg ikke haft den store lyst til at kaste mig ud i noget som helst, som kunne forbedre huset indvendigt. Jeg kunne ellers snildt se for mig, hvordan her ville være fantastisk, hvis jeg fik malet, fik sat entreen i stand, gjort noget ved køkkenet osv osv. Jeg har bare ikke lyst til at bruge kræfter og midler på det, når nu udlejer er flyttet fra ansvaret for det ydre. Jeg har fantaseret om at slibe den håbløse trappe. Male den og hele entreen hvid. Bygge noget hyldeværk og få sat ordenligt lys op, for bare at tage et eksempel. Huset har i sig selv masser af potientiale, men det virker nytteløst, når jeg kan risikere at det hele ender med at have været forgæves.

 

Ikke overraskende, har udlejer nægtet pure for længe siden, at betale for at jeg måtte have fat i skadesservice to dage før jul sidste år, så den regning der fulgte er endt hos mig, og dermed hos fogeden. 4000 fuldfede danske kroner.. og skaden er stadigt ikke udbedret. ER der rotter her så er det udlejer, som skal udbedre hvad der måtte følge af skader i den forbindelse, og så kan jeg jo godt se, hvad det ender med. Faktisk er det jeg er allermest hys med, risikoen for svamp. Det er her ikke nu, men det kan ende med det. Også fordi naboen på den anden side af væggen har fået lukket for varmen, og over tid er det jo noget værre skidt. Jeg har hidtil valgt at lukke øjnene, fordi jeg bare MÅ have fred nu. Ikke rakke rundt som en anden sigøjser, hver og hvert andet år. I baghovedet rumsterer ord, som siger at rejsen muligvis ikke er slut endnu. Fredag eftermiddag fik jeg en opringning, hvori et tilbud blev mig givet..

 

Det snurrer i mit hoved. Mit hjerte hamrer. Stress begynder at banke på. Og træthed tager over. Endnu ved jeg ikke om det i det hele taget kan lade sig gøre, ifald jeg ender med at sige ja tak, men uanset så skal der være plads i hovedet til at tage konsekvenserne ind.

 

Der er et ledigt hus med have fem min herfra…

 

Jeg ved ikke så meget endnu. Det er familie af en af mine bostøtter, og dermed er der en vis garanti for, at det er ærlige og redelige mennesker som udlejer. Det er (heldigvis) ikke ret meget større end dukkehuset. Skorstensfejer og renovation er includeret i huslejen, som er samme som det jeg giver nu UDEN skorstensfejer og renovation. Der er en have, som har en fornuftig størrelse… Der er nyere hårde hvidevarer end her, i et dejligt stort spisekøkken. Emhætte, indbygget kogeplade, indbygget ovn, opvaskemaskine og større køleskab. Såvidt jeg kan se når jeg kigger ind ad vinduerne. For jeg har nemlig været derhenne i går eftermiddags. Forrige lejer har boet der i fem år ( hvilket også borger for en vis tilfredshed), og lige nu står huset tomt, så jeg gik en tur for at se hvad der var tale om, og dermed så jeg også haven. Foruden huset, er der to mindre murstensudhusei eet ( jeg kan overvintre planter ..), der er overdækket terasse, der er en lille gård med udgang fra køkkenet, der er et lille praktisk bryggers, der er et redskabsskur, allerede anlagt haveareal, stier, træer, plads til regnvandstønder og kompost. Vejen forbi haven er lukket, og egen carport. Der er fine roser foran huset. En hoveddør uden huller, vandhane udenfor, voliere OG et lille drivhus. Og så er der også brændeovn. Der er alt i alt SÅ meget, som taler for at det her bare er lige sagen, at det er til at tude over, for der er nemlig to vigtige detaljer, som jeg endnu ikke ved noget om. To detaljer, som på stedet afgør om jeg kan/vil flytte een gang mere..

 

Jeg ved ikke om udlejer er fleksibel med indskuddet, OG jeg ved ikke om jeg må rode og regere i haven som jeg lyster. Sidste er nærmest det allermest betydningsfulde, for med alle de timers blod sved og tårer jeg har lagt i Vestergade, så flytter jeg IKKE nogen steder, uden at flytte hver eneste plante, krukke, stol, skov, brændestabel, mursten med. Pokker tage mig om jeg vil have løftet alle de marksten forgæves.. Pokker tage mig om jeg vil efterlade georginer, stokroser, lupiner, klematisser og, hvad jeg ellers har på en matrikel, som efter al sansynlighed vil få lov at gå til, efter jeg ikke er her længere. Jeg var i formiddags lige ude for at gøre en hurtig status over haven, bare for at have en lille ide om hvad der venter.. ifald jeg skal herfra.

 

- 19 klematis ialt. Jeg har flere slags som der er to af og den ældste er flyttet med mig siden Lyngbydagene. Hvilket vil sige den er flyttet ligeså mange gange som jeg selv..

- rundt regnet 300 forskellige planter. Store som små.

- rundtregnet 60 krukker, spande og kar.

- div små potter, træting, zinkfade, fuglehus, redskaber, møbler og alt det andet.

- hundredevis af løgvækster.

 

Det er ikke svært at regne ud, hvordan en flytning vil være en let overskuelig opgave indendørs, men tænderskærende svær udendørs.

 

Og så er der jo Herman og Holger. DE SKAL have det bedste.

 

Det bedste er uden tvivl den have de boltrer sig i nu. Den er et paradis og en jungle, med masser af klatremuligheder, gemmesteder, gravemuligheder og liggepladser. Jeg er ved at sætte godt pris på, at haven er så ugenert som den er, og særligt at vi kan gå ture sammen uden problemer fra naboer eller hunde, MEN.. kan jeg leve med et hus som forfalder. I et vist tempo.

 

Jeg kan ikke mærke hverken ja eller nej lige nu, men jeg kan vise jer en masse billeder og så kan jeg jo se hvad I siger. Ikke at det vil afgøre min endelige beslutning, men jeg har brug for at dele det her med nogen. At læsse af.

 

 

 

For nogle dage siden blev jeg endnu engang spurgt om jeg havde fortrud,t at jeg flyttede til Lolland. Om jeg mon ikke en dag ville ende med at komme tilbage til byen. Til det kan jeg med klar og rungende stemme stadig svare NEJ og NEJ. Alt andet til side, så kunne jeg ikke være andre steder i dag. Måske med penge på lommen, men ikke som det er. Jeg er vild med at bo på her. Tempoet, den daglige hilsen på velkendte ansigter i butikker og på gaden. Med den stilhed her trods alt er. Med friheden og med havelivet, og dermed også muligheden for at holde kat. Punktum.